Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. august 2013

Statistik – søgesætninger

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 21:27

Nu, da jeg har genfundet min hosts fyldige statistik, vil jeg tage tilfældet i agt og kommentere på nogle af de mange søgesætninger, der allerede har ført til min blog her i august.

  1. årstiderne: Dem har vi så stadig 4 af. I teorien, i hvert fald.
  2. briller til stort hoved: Måtte man foreslå nogle store, eller i hvert fald passende størrelse, briller?
  3. pudefyld: Fjer, skumgummi, eller som jeg før har skrevet om: Mislykkede strikketrøjer:Pudefyld
  4. 4 årstider billeder: S’gerne, til tjeneste!De 4 årstider
  5. aargang54.dk: Det er her!
  6. de 4 årstider: Har vi ikke lige haft den?
  7. hyben bordpynt: Det kan man da godt. Hvis man er til den slags, og hvis det er sæson:Hyben som bordpynt
  8. ikke kende sin besøgelsestid: Det siger man, hvis man forpasser en mulighed, eller hvis man udviser udpræget mangel på situationsfornemmelse.
  9. 10 finger system ungdoms skolen: Ti-fingersystemet er vel det samme, uanset hvem, der forsøger at lære det. Men Ole Violins program kan sikkert godt bruges i Ungdomsskolen.
  10. frisure til moden kvinde: Ja, ja. Den er god med dig!
  11. besøgstid besøgelsestid: Tak fordi du spurgte. Det første er noget, man i gamle dage havde på sygehusene. Det andet er forklaret ovenfor.
  12. besøgstid retstavning: Du har stavet det rigtigt, og lige for en ordens skyld: Besøgelsestid er noget andet. Det er ikke fejlstavet besøgstid!
  13. frisure til ældre damer: Nej, ved du nu hvad! Hvornår gik vi fra “modne” til “ældre”? Det er altså ikke så lidt frækt!
  14. verken på den ene eller anden måde: Det staves “hverken”. Det er i øvrigt nok den mest besynderlige søgning til dato. Du får en præmie:Førstepræmie
  15. tale om fyrre fed og færdig: Det kan man da godt. Man kunne også lade være!
  16. papkasse mand: Det kan jeg ikke hjælpe med, men jeg har engang vist en dame i en papkasse, måske kan idéen transponeres:Kassedame
  17. uforklarlige blå mærker: Symptomer går man til lægen med!
  18. frisurer til den modne kvinde: Hrmmmf!
  19. lille sorte sambo tiger smelter som smør: Politisk ukorrekt. Da jeg var barn, var det bare en børnebog blandt mange andre, men nu skal man nok være mere end almindeligt (u)heldig for at finde den på det lokale bibliotek.
  20. hverkenfyrre fedellerf�0�3rdig!: Hjælp! Én af os har kvabbabelse i karaktersættet!
  21. årstid: Er det bare mig, eller er det ligesom der er et ekko herinde?
  22. frisure 40: Jeg har hørt om fejl 40, men frisure 40 har jeg godt nok aldrig hørt om. Det må være en kikset frisure.
  23. kort hår damer 2013: Gaaaab!
  24. site aargang54.dk: Næsten, men ikke helt, sådan kan man søge, hvis man vil vide hvad der i det hele taget er på et site. Det giver sikkert et meget underligt resultat her. Må lige prøve. Nå, det var ikke videre interessant, men prøv gerne selv, hvis du ikke tror mig.
  25. besøgelsestid: Se nr. 8 ovenfor.
  26. hvad betyder det når man er rund timeglas figur: At man har både talje og til gården og gaden. Så skal man iøvrigt være glad for, at man ikke har figur som et vækkeur. Eller Big Ben.
  27. henny stewart: Moi. Ici.
  28. blå mærker:OK så: Blå mærker
  29. årgang 54: Det er jeg og en hel del andre udmærkede mennesker
  30. har do wåt i hobro: Jep. Men efter, hvad de gjorde ved mig, tror jeg næppe, jeg vil derned igen i den nærmeste fremtid.
  31. frisure til gråt hår: De samme, som man kan bruge til alle mulig andre farver. Der er måske dem, der vil fravælge rottehaler til gråt hår, men dem om det!
  32. næringssorger dansk: Ja, det er vel, når man bekymrer sig om dagen og vejen. Jeg anbefaler, at man ikke bruger for meget tid eller for mange kræfter på det.
  33. kassebukser: En 70’er opfindelse. Modebranchens svar på rødstrømpernes uniform. Som mange af dem beredvilligt hoppede i. Med anorak og kaptræsko til. Samt lilla ble om håret:Kassebukser
  34. skat sundhedsafgift: Det kan man vel kalde afgifterne på tobak og spiritus fx, eller er jeg galt afmarcheret her?
  35. vokabularium: Ordforråd på skraldelatin.
  36. plastikkirurgi mundvige: Det kunne jeg måske godt have brug for. Men der findes en god og billig kur mod nedadhængende mundvige: Smil! Når det er sagt, skal det også siges, at jeg faktisk er ked af, at jeg ser sur ud, når mit ansigt er i ro. Tvivler dog på, at jeg ville blive glad for resultatet af plastikkirurgi.
  37. frisurer til gråt hår: Se venligst nr. 31 ovenfor
  38. vilde dyr: Jeg tror ikke, jeg har skrevet noget om vilde dyr … Jo, dem her: Farligt vilddyrOg ham her: Fasan
  39. ung med kræft blog: Der findes nok nogle, men jeg vil ikke bringe links i denne sarkastiske sammenhæng. Søg gerne videre!

Det var det. Redaktionen undskylder, at indlægget blev så langt, men meddeler, at det kun er på grund af de mange bedler. Faktisk er her kun 773 ord.

7 Comments »

  1. Tak for et godt grin. Det er helt fantastisk morsomt, hvad I alle sammen kan få ud af jeres søgesætninger. Mine er aldrig det mindste sjove, mne måske skulle jeg bare studere dem nøjere.

    Comment by Stegemüller — 9. august 2013 @ 21:45

  2. @Stegemüller: Selv tak, da. Ja, jeg oplever abstinenser, når jeg ikke har adgang til min statistik, så jeg er glad for, at det virker igen. 😉

    Comment by Henny Stewart — 9. august 2013 @ 22:35

  3. Det var virkelig morsomt, Henny – tak for den forrygende underholdning 🙂

    Comment by Madame — 10. august 2013 @ 6:13

  4. Tak for et dejligt grin her midt i regnskabet 🙂 jeg får slet ikke sådanne søgninger i bloggers statistik, så jeg nyder når I andre slår jer løs med at kommentere søgningerne.

    Comment by Lene — 10. august 2013 @ 9:10

  5. Jeg tilslutter mig latterkoret – hvor er du dog herlig! Så mange perler iblandt! Et par favoritter:

    “frisure til ældre damer: Nej, ved du nu hvad! Hvornår gik vi fra “modne” til “ældre”? Det er altså ikke så lidt frækt!”

    “tale om fyrre fed og færdig: Det kan man da godt. Man kunne også lade være!”

    “kort hår damer 2013: Gaaaab!”

    “Så skal man iøvrigt være glad for, at man ikke har figur som et vækkeur. Eller Big Ben.”

    “Der er måske dem, der vil fravælge rottehaler til gråt hår, men dem om det!”

    🙂

    Comment by Juliette — 10. august 2013 @ 10:08

  6. I øvrigt håber jeg sørme, at man fortsat vil kunne finde Lille Sorte Sambo på børnebiblioteket. Børn læser den jo helt anderledes end voksne. Medmindre den ved genlæsning nu, i voksen (farveløs) tilstand, forekommer decideret rædsom, så har jeg da tænkt mig at læse den for mine børn, hvis jeg får sådan nogle. Ligesom Spørge-Jørgen, hvor jeg netop har arvet min mors barndomseksemplar. Smæk og uvilje til at svare på børns tåbelige spørgsmål er heller ikke just korrekt forældreopførsel i moderne børne-dominans-tider.

    Min mor fik i øvrigt bogen af sin mor, fordi hun havde det med at spørge om en masse ting … En lille advarsel?

    Comment by Juliette — 10. august 2013 @ 10:12

  7. @Gitte: Selv tak, da!

    @Lene: Nej, jeg tænkte nok, at blogger ikke giver den slags oplysninger. Du sidder nok og laver overspringshandlinger midt i regnskabet? Forstår det godt! 🙂

    @Juliette: Tak skal du have! Jeg må indrømme, at jeg ikke har slået den efter, men jeg gætter stadig på, at “Lille sorte Sambo” vil være svær at finde. Jeg husker også godt historien om Spørge Jørgen. Den blev også læst højt i radioens børnetime.

    Comment by Henny Stewart — 10. august 2013 @ 13:24

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment