Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. august 2013

På gale veje

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 19:06

Bagterp plantage
Her er den så, den skov som jeg ikke er så begejstret for. Bagterp Plantage. Hegn udenom og indenfor står træerne på rad og række. Gab. Skummelt er der også, og iltfattigt på en varm dag. Sådan føles det i hvert fald. Men man kan jo gå i modsat retning, for se, her er indkørslen til Dyrskuepladsen. Dvs. den indkørsel som udstillere og leverandører skal benytte.
Indkørsel
Den vej havde jeg ikke været før, så jeg gik den vej, i den tro, at man vel måtte kunne komme udenom, hvis man ikke kunne komme igennem.

I går bragte jeg billeder af får, nu bringer jeg et billede af en ko. Det er ved at være den rene landbrugsblog, den her.
Ko
Det næste billede forestiller ikke hegnet omkring en koncentrationslejr, det er stadig kun Hjørring Dyrskueplads.
Hegn
Jeg kom forbi flere afspærrede indgange til Dyrskuepladsen, og som det lovlydige menneske, jeg er, tænkte jeg, at det nok var, fordi de ikke ville have folk ind den vej, så jeg moslede videre hen ad vejen. Men pludselig drejede vejen i den gale retning. Den skulle have været langs træerne til venstre i billedet:
Ingen vej
I stedet fortsatte vejen hen over stepperne. Man kunne sikkert være endt i Sdr. Harritslev eller Rakkeby, hvis man var fortsat ad den, og det duer virkelig ikke!
Til Rakkeby?
Jeg måtte altså vende om. Da jeg var ved at passere en af de afspærrede indgange, kom jeg til at se, at der var en sprække, hvor der lige kunne blive plads til en tynd:
Sprække
Der stod godt nok, at pladsen er videoovervåget, men jeg så ikke andre kameraer end det, der er i min telefon. Efterhånden var det lovlydige gået lidt af mig, så jeg klemte mig ind. Først kom jeg forbi en vinmark:
Vinplantage
Jeg havde måske forestillet mig, at Dyrskuets bygninger var af udelukkende midlertidig art, men det er de ikke alle sammen. Der står nogle åbne stalde og et “Dyrskuekontor”.
Dyrskuebygninger
Jeg havde været lidt nervøs for, om jeg nu ville være nødt til at planke over et klatreværk i den anden ende af Dyrskuepladsen. Men der var ganske åbent. Jeg gik forbi Hjørring Mejeri, der lukkede for nogle måneder siden. Det er selvfølgelig ikke så godt, men Arla skal passe sig! De laver orddelinger, hvor de ikke skal være og kender så ikke forskel på lammelår og lamme lår. De sku’ ha en lammer, sku’ de
Personaleindgang
Så var jeg næsten hjemme og Runtastic sagde, at det var en tur på 2,9 km. Nu er skridttælleren oppe over de 10.000 og i teorien kan jeg bare blive siddende på min flade resten af dagen. Måske gør jeg det også i praksis!

10 Comments »

  1. Kan nikke genkendende til (næsten) hvert et træ, vinstok, pigtrådshegn, smutvej, skur og skilt på dine billeder – been there, men ikke done that – altså taget billeder af diverse views og dermed gjort dem til noget ganske særligt… OK, så, Bagterp Plantage er ikke jordens mest oplivende sted at promenere. Hva’ mæ’ Hjørring Bjerge? Kirkestien?

    Comment by Naja — 25. august 2013 @ 21:22

  2. @Naja: Man skal jo finde på noget for at gide trave. Jeg skal i hvert fald, og det bliver så at fotografere. Du kender nok vitsen: 1. præmie: 1 gratis fodtur i Hjørring Bjerge, 2. præmie: 2 gratis fodture i Hjørring Bjerge. Jeg skal have fyret op under en vis anden person for a) at blive transporteret hen et andet sted at promenere og b) ledsage mig på promenaden. Det ligger tungt an pt.

    Comment by Henny Stewart — 25. august 2013 @ 21:28

  3. Jeg får helt dårlig samvittighed. Et eller andet sted har jeg en skridttæller liggende. Den må jeg have gravet frem.

    Comment by Rasmine — 25. august 2013 @ 22:37

  4. @Rasmine: Jeg læser på din blog, at du går kilometervis. Du har da vist ikke noget at bekymre dig om? Hvis du har, er skridttælleren i hvert fald en god motivator. Jeg har haft en før, som jeg bare ikke brugte. Det var vel ikke så aktuelt den gang. Men denne gang er det!

    Comment by Henny Stewart — 25. august 2013 @ 22:50

  5. Jeg burde nok have skrevet noget om, at jeg har været nødt til at holde op med at forsøge at gå 10 kilometer om dagen. Det var planen, dengang alle troede, at det drejede sig om at få gang i de nye hofter, men det blev værre og værre, og nu har det vist sig, at der er alt muligt galt med min lænd. Det bliver værre næsten dagligt, så jeg har opgivet, indtil de får sig taget sammen til at udtænke noget konstruktivt – tilskyndet af den pisk, jeg med jævne mellemrum smælder med hen over deres hoveder.

    Comment by Rasmine — 25. august 2013 @ 23:46

  6. @Rasmine: Det lyder sørme ikke rart. Så har du ikke det helt store at bruge skridttælleren til. Man skal jo ikke motionere sig syg! Det kan du vel heller ikke, under de omstændigheder. God bedring! Håber du og lægerne snart finder ud af noget.

    Comment by Henny Stewart — 26. august 2013 @ 0:32

  7. Hvor er det flot, Henny – du nåede de 10.000 skridt! Vi gik 11.500 skridt på vores tur i går, men så var jeg også helt færdig.

    Comment by Madame — 26. august 2013 @ 7:49

  8. @Gitte: Min endte også med at nå over 11000, så det er ikke helt løgn, det der med, at der er en del skridt gemt i bare det daglige trissen rundt. Jeg var nu heller ikke til pænt brug i går aftes, men det er jeg faktisk sjældent. Men det er en mægtig forskel for mig, for indtil for en uge siden _sad_ jeg bare.

    Comment by Henny Stewart — 26. august 2013 @ 10:43

  9. Det lyder til, at fremskridtet (!) sker ret hurtigt for dig – alene det må da være motiverende.
    Arla havde også apostrof i Karolines, men det fik de da endelig fjernet på utallige opfordringer. I dag så jeg en slem særskrivning … den kommer på min blog senere.

    Comment by Ellen — 26. august 2013 @ 13:19

  10. @Ellen: Ja, nu skal vi lige spise brød til. Der er konsekvenser til alt jeg gør, og alt er desværre ikke godt. Nu må vi se, hvad det udvikler sig til. Ja, vi må være på dupperne for at få fjernet de der sære skrivninger! 😉

    Comment by Henny Stewart — 26. august 2013 @ 16:39

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment