Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. september 2013

Lav lidt om!

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:17

Jeg var hos lægen i dag, og snakken var, hvorvidt jeg har brug for Metformin eller ej for at styre mit blodsukker. Jeg har nogle lidt specielle spisevaner. Det er nogle, jeg har været nødt til at udvikle her efter min operation for at kunne omgås det “nye” rørsystem på en fornuftig måde. Lægen foreslog, at jeg ved at ændre “en lille smule” på mine spisevaner måske ville kunne undgå denne medicin. Så var det altså, at jeg fik sagt, at jeg har ændret mig så meget, og ændret på så meget, at jeg på det nærmeste ikke kan genkende mig selv.

Det er sandt, og det er lidt af et problem, at jeg ikke kan følge med til alle disse ændringer.

Jeg har endnu ikke fundet mig til rette med at være/have været kræftpatient. Jeg er ikke færdig med at være overrumplet over det traume, som den pludselige operation har påført mig. Jeg er ikke helt sikker på, at det er retfærdigt, at jeg skal have disse *symptomer/helbredstilstande, som jeg skal tage hensyn til og være opmærksom på hele tiden for at have en bare nogenlunde tålelig hverdag, og hvor jeg oplever, at det min tagen hensyn/væren opmærksom på til trods stadig “går galt” med jævne mellemrum. Det må ikke fylde det hele, nej. Men det fylder sq nu engang det, det fylder! Og egentlig kunne jeg godt tænke mig en fridag en gang i mellem. Det findes bare ikke. Man kan ikke holde fri fra den, man er blevet til.

Nå, men jeg skal på Metformin. Jeg håber så, at det kan hjælpe mig til at regulere mit blodsukker. At regulere min frustration og mit generelle temperament er en hel anden sag!

*Dumpingsyndrom, diabetes

14 Comments »

  1. Det er også meget du skal forholde dig til, Henny, og så oven i købet skal du have bøvl med kommunen. Men du er sej, og hvis ikke du selv kan se det, så kan jeg gennem dine blogindlæg se hvordan du støt og roligt søger at få og får kontrol.
    Held og lykke med det hele 🙂

    Comment by Lene — 17. september 2013 @ 15:35

  2. @Lene: Bøvl og bøvl. Der er disse dumme regler om sygedagpenge. Bøvlet opstår, hvis jeg ikke kan raskmeldes, samtidig med at sygedagpengene udløber. Men lad os nu se! Og tak skal du have.

    Comment by Henny Stewart — 17. september 2013 @ 15:38

  3. Er Metformin en form for insulin? Jeg kan bestemt godt forstå, du har behov for dage, hvor du ikke skal forholde dig alt det nye.

    Comment by Madame — 17. september 2013 @ 16:21

  4. Jeg tror dig, det må være træls hele tiden at skulle forholde sig til, og leve med både diagnose og bivirkninger, men jeg synes du er sej, og jeg har det som Lene.. Jeg kan også se at du både søger og får kontrol.

    Comment by Inge — 17. september 2013 @ 18:41

  5. @Gitte: Nej, Metformin skulle få cellerne til at blive bedre til at optage sukker. Insulin er “kanonerne” i den her krig. Så langt er jeg heldigvis ikke nået endnu.

    Comment by Henny Stewart — 17. september 2013 @ 18:42

  6. @Inge: Ja, det bliver træls ind i mellem. Og der er jo ikke tale om, at man “får gipsen af om 6 uger”. Det fortsætter bare, og bliver sandsynligvis værre.

    Comment by Henny Stewart — 17. september 2013 @ 18:43

  7. Pyh, det er hårdt at være dig, men du takler det flot!

    Comment by betty — 17. september 2013 @ 21:29

  8. @Betty: Tak skal du have. Jeg er sikker på, at der er andre, der har det meget sværere end jeg, objektivt set. Men når vi snakker om, hvordan vi har det, er det jo netop den subjektive vinkel, man ser det fra.

    Comment by Henny Stewart — 17. september 2013 @ 21:33

  9. Diabetes er en sygdom for ‘voksne’, der forsøger at sætte alting i system. Jeg havde engang en god ven, der fik konstateret insulinkrævende sukkersyge. Han gik i gang med alle målingerne og satte sine forskellige data ind i et regneark, på den måde blev han bedre til at forudsige, hvordan det ville gå med blodsukkeret, hvis han spiste noget forkert. Bare et tip, måske kan du bruge det?

    Comment by Stegemüller — 18. september 2013 @ 10:00

  10. @Stegemüller: Jeg har lavet sådan nogle systemer, men jeg ville egentlig gerne have det ind på rygraden, så jeg ikke behøvede at måle og registrere hele tiden. Ja, jeg er ikke så nem at have med at gøre, kan du nok forstå.

    Comment by Henny Stewart — 18. september 2013 @ 10:40

  11. Tak fordi du fortæller om Metformin – dejligt at du ikke behøver insulin!

    Comment by Madame — 18. september 2013 @ 11:22

  12. Apropos ikke at kunne genkende sig selv giver jeg dig dette gode råd: Medbring altid spejl og god vellignende billede legitimation…..

    Comment by Rimkogeren — 18. september 2013 @ 13:16

  13. Ting ta’r tid, og jeg kan godt forstå, du synes det virker uoverskueligt endnu – især når din almentilstand ikke er helt stabil.
    Jeg har sagt det før; de andre siger det, og jeg siger det igen: du er sej, og alt tyder trods alt på, at det hele går den rigtige vej, selv om det synes at gå langsomt indimellem.

    Comment by Ellen — 18. september 2013 @ 18:48

  14. @Gitte: Ja, det er godt, at min diabetes ikke er insulinkrævende. Endnu.

    @Rimkoger: Det er da et godt råd. Spørgsmålet er, hvad der er vellignende. Det er nemlig op til daglig diskussion for tiden.

    @Ellen: Ja, det går forhåbentlig den rigtige vej. Og dog bliver det ikke helt godt igen. Det er ikke muligt.

    Comment by Henny Stewart — 18. september 2013 @ 18:59

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment