Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. september 2013

Aflyst

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 19:35

180913f
HMT står for “Hindustani Machine Tools”. Foretagendet ejes af den indiske stat og består af mange forskellige afdelinger, herunder en afdeling for fremstilling af ure. Denne afdeling startede i 1961 og havde som mål at fremstille ure, som den almindelige inder havde råd til at købe. Man startede med at sende en stor flok kommende medarbejdere til Japan for at lære, hvordan man nu gør, når man skal fremstille ure.

Foretagendet startede med at fremstille almindelig ure, der skal trækkes op med håndkraft. Senere er de også begyndt at lave automatiske (selvoptrækkende) ure og quartz (batteridrevne) ure. Designafdelingen har ikke haft første prioritet, og derfor ser urene mere eller mindre stadig ud, som de første fra 1961. Dette er både godt og skidt. Nogle af os har en svaghed for “vintage”. De håndoptrukne ure har stadigvæk urværk, der fremstilles af HMT – det man på udenbysk kalder: “Inhouse movement”. Dette er helt unikt i dag, hvor næsten alle andre ure fremstilles med urværk fra en af 4 forskellige kilder: 1 ETA-værk. Disse finder man i alle de dyre schweizerure, samt i nogle af de mindre dyre, fx Swatch. Ikke overraskende, for ETA-ebaucherne fremstilles af Swatch-gruppen. 2: Miyota-værk. Dem finder man i Citizen-ure, en del Invicta-ure mm. 3. Seiko-værk, findes ikke overraskende i Seiko ure. 4 og 4½: Kinesiske urværk, hvor 4 er kvalitetsværker med forbillede i ETA, og 4½ er frasorterede 4’ere samt kopier af 4’ere, der er billige, fordi de fremstilles i stort tal uden nogen særlig kvalitetskontrol. Det betyder, at nogle af dem er meget gode, og andre er knap så gode, og det er lidt af et lotteri, hvad man får. Til gengæld koster det ikke ret meget at deltage i lotteriet.

Men altså HMT’s håndoptrukne ure i 60’er-design er blevet interessante for WIS (Watch Idiot Savants) p. gr. af deres “hjemmelavede” urværker og det nærmest antikke design. Desværre er WIS ikke en særlig stor del af verdens befolkning, og desværre er HMT ure ikke populære i Indien. Der vil de hellere gå med Casio-G-shock eller, hvis de har råd, Rolex’er eller Omegaer. Så den indiske stat overvejer at nedlægge urfabrikkerne. Statsdrevne foretagender bliver åbenbart mere og mere upopulære over hele verden, især hvis de ikke tjener penge. Forstå det, hvem der kan.

Nå, men jeg har støttet foretagendet ved at indkøbe det ur, I ser her ovenfor. “Janata”, hedder det. Det skulle være hindi for “folk”. Jeg valgte at få et med hindi tal og inskription. Man kan også få et med streger, der hvor tallene skal stå, men sådan ser rigtig mange ure ud (gab), mens dette er ret unikt. Og så synes jeg også, det ser smukt ud med de der kruseduller. 35 dollars måtte jeg slippe for kunstværket. Det inkluderer så transporten hele vejen fra Indien.

Jeg har købt mit på e-bay. Man kan også købe dem på HMT-ures hjemmeside.

Hvad det var, der var aflyst? Jo, det var dagens kræft-rehab. Der var deltagerforfald. Den slags kan jo ske.

8 Comments »

  1. Fantastisk ur! Har selv en svaghed for håndoptrukne ure!

    Comment by Naja — 18. september 2013 @ 19:58

  2. @Naja: Jeg er selv mest til automatiske (selvoptrækkende) ure. Men her lod jeg mig friste, fordi jeg synes, uret er smukt og anderledes. Havde man kunnet få det som automatisk, havde jeg været der som en mis.

    Comment by Henny Stewart — 18. september 2013 @ 20:22

  3. Jeg har et kvartsur, der bortset fra skiven og Metallets farve ligner dit til forveksling. Det har været min fars, men jeg har aldrig tænkt over, at det skulle se antikt ud. Sjovt!

    Comment by Rasmine — 18. september 2013 @ 20:23

  4. Jeg er imponeret over din ursamling. For en som mig, der aldrig går med ur pga arbejde er det helt utroligt at se alle dine smukke ure 🙂

    Comment by Lene — 18. september 2013 @ 21:22

  5. Det er fantastisk at du har så mange forskellige ure; du skal hver morgen ikke alene tage stilling til tøjet men også til uret.

    Øv det var da ærgerligt, at din rehab blev aflyst; så må du se, om du kan lave nogle af øvelserne hjemme på stuegulvet, for det er jo ikke godt at gå i stå.

    Comment by Stegemüller — 18. september 2013 @ 22:57

  6. @Rasmine: Ja, når man når op i vores alder, kan objekter fra vores unge år godt være vintage. Især noget så forgængeligt som et ur.

    @Lene: Der er jo specielle ure til det formål. Ure, der hænger ud af en brystlomme. Men sygeplejersker har jo mere avanceret udstyr til at måle puls med i dag.

    @Stegemüller: Dagens rehab var erfaringsudveksling sammen med en psykolog, så det er lidt svært at udføre på egen hånd.
    Jeg opfatter uret som en del af påklædningen, så det falder mig egentlig meget naturligt.

    Comment by Henny Stewart — 19. september 2013 @ 0:33

  7. Flot ur du fik fat i der. 🙂

    Comment by Inge — 19. september 2013 @ 11:03

  8. @Inge: Ja, det synes jeg også. 🙂

    Comment by Henny Stewart — 19. september 2013 @ 17:24

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment