Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. september 2013

Torsdag

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 17:47

Så kom dagen, hvor jeg skulle have møde med min sagsbehandler. Lad det bare være sagt, det forløb uden nogen form for blodsudgydelse. Vi snakkede en del om, hvordan jeg har det, og hvordan jeg kan forventes at få det. Der mangler stadig et par lægeudtalelser og en udtalelse fra Sundhedscentret, men det korte af det lange er, at jeg er udfaldstruet. 30. november udløber min ret til sygedagpenge. Det er uvist af hvilken grund en måned senere, end jeg hidtil har fået at vide, men jeg skal ikke klage over det. Jeg skal til den tid være fit for fight, dvs. være i stand til at påtage mig et fuldtidsarbejde, hvis der ellers skulle være sådan et til mig. Hvorfor man ikke kan starte gradvis, f.eks. med en deltidsaktivering, som langsomt trappes op, må guderne vide. Det er jo en så rationel tankegang, så den næppe findes hos vore lovgivere.

Ligeledes har jeg ikke krav på nogen form for aktivering eller arbejdstræning. Man forventes altså at vælte direkte fra et meget langt sygeforløb, hvor ens almentilstand er blevet stærkt svækket, ud i et fuldtidsarbejde. Nu går jeg ganske vist til fysisk rehabilitering, og det er helt sikkert godt for mig. Jeg føler allerede, at min kondi er blevet flere hundrede procent bedre, men nu var udgangspunktet altså heller ikke noget at skrive hjem om. Kronprinsen talte en gang om en rygrad som en kop varm kakao. Det var ganske vist i en anden forbindelse, nemlig noget med at udvise disciplin i forhold til børn. Men min ryg var af samme styrke som en kop varm kakao, og nu er den flere hundrede procent bedre. Skal vi sige som et glas koldt vand? Hvor meget jeg kan træne mig bedre, ved jeg ikke. Hvis jeg ikke kan erklæres rask, vil jeg altså skulle være syg for egen regning. Det kan jeg kun være et meget begrænset stykke tid.

Når man skal blive mere rask, er det vigtigt, at man ikke har for tung en rygsæk at slæbe på i form af bekymringer. Mine evt. fremtidige næringssorger er imidlertid ikke lette at ryste af. Men selvfølgelig, sker det, så sker det, og der er ikke noget, jeg kan gøre ved det. Når der ikke er det, er det jo formålsløst at kredse om det og blive ved med at bekymre sig. Det er den rationelle side, der taler. Desværre råber den irrationelle side ca. lige så højt, så min rygsæk tømmes ikke så let.

7 Comments »

  1. Pfui!Men sådan er det jo! Min stressramte husbond er også erklæret rask sidst i denne uge – uden helt at være det (men det snakker vi ikke om). Next stop dagpenge(heldigvis). Men for fanden altså…

    Comment by Susling — 19. september 2013 @ 18:04

  2. @Susling: Man er jo nødt til at være “frisk”, uden i virkeligheden at være det. De færreste kan klare sig ret længe uden indtægter, og så kommer man i den situation.

    Comment by Henny Stewart — 19. september 2013 @ 19:06

  3. Det er bare ikke ok Henny, men det kan hverken du eller jeg gøre noget ved lige her og nu. Men jeg synes altså, at vores sociale system er ad h til …… det gør altså ikke mennesker som dig hurtigere rask, at ha sådan en trussel hængende over sig. Vores samfund er efterhånden blevet så koldt. Gid vi kunne bytte for en stund, jobmæssigt :-(. Håber godt nok du kan holde til det her, både fysisk og psykisk. Hvor er det bare synd og uretfærdigt :-(. Der er penge nok i det her samfund, hvis ellers alle ydede efter evne – f.eks. skattemæssigt. Håber snart vi får skuden vendt.

    Comment by Lissi Kristiansen — 19. september 2013 @ 19:30

  4. Altså den rygsæk… bare jeg kunne tømme den for dig, og give dig den tilbage i absolut ren og fin tilstand. Det er mærkeligt, at der ikke er mulighed for at starte lidt blidt, efter alt det du har været igennem gennem det seneste år eller halvandet.

    Det er så super, at du er kommet i gang med den fysiske træning og at du allerede nu kan mærke forbedringer. Hvis kroppen har det godt, får hovedet det også (lidt) bedre.

    Jeg er helt på linie med Lissi Kristiansen herover – samfundet har penge nok, og hvis der skal slæbes flere penge sammen, kan det passende gøres ved at se på skatterne for de rigeste.

    Comment by Stegemüller — 19. september 2013 @ 20:29

  5. Jeg synes selvfølgelig heller ikke, at det er i orden, at der ikke er en indkøringsfase, når du har det som du har det og har været så længe væk. De bekymringer forstår jeg alt for godt og nej; de er bare en del af en ond cirkel, som vel kun kan forsinke, at du får det godt. Psyken og fysikken skal helst hænge godt sammen.
    Det hjælper altså bare ikke at brandskatte de rigeste, men det er jo altid det nemmeste at sige. Så går de bare i skattely, og så mister samfundet helt de skattepenge i stedet for, og faktisk betaler de faktisk allerede rigtig mange penge i skat.
    Men det bliver vi nok aldrig enige om. Hverken Hanne og jeg eller du og jeg 🙂

    Comment by Ellen — 19. september 2013 @ 21:28

  6. Bare vi kunne tømme rygsækken for dig, Henny!
    Jeg udrer mig også over, at det ikke er muligt at starte langsomt op efter alt det, du har været igennem. Men det er så flot, at du er kommet i gang med træningen, og at du kan mærke, det hjælper.

    Comment by Madame — 19. september 2013 @ 22:22

  7. @Lissi: Nu har jeg ikke noget job at vende tilbage til. Jeg skal melde mig under de uvaskede, arbejdsløses pjaltede faner. Så bliver problemet hvad min a-kasse kan finde på at sige til det.

    @Stegemüller: I hvert fald vil jeg mene, at hvis vores samfund _ikke_ har penge nok, så bliver nogle af dem smidt ud til nogle mærkelige formål. Unødvendige prestigebyggerier, fx. Det giver arbejdspladser ja, men de arbejdspladser kunne også findes ved at føre de eksisterende offentlige boliger op på en passende standard.

    @Ellen: De allerrigeste betaler i forvejen intet i skat. Måske skulle man bruge verdens store foreninger til noget fornuftigt, for en gangs skyld. Tænk, hvis det ikke blev muligt at gå i skattely i EU, FN, Nato, Asean osv. Så havde de foreninger da gjort en smule nytte.

    @Gitte: Hvis man har et job at vende tilbage til, kan man som en del af en fastholdelsesplan få lov til at starte med færre timer og andre hensyn taget også, og udgifterne hertil dækkes af det offentlige med det formål at holde personen fast på arbejdspladsen. Når man ingen arbejdsplads har, ser det helt anderledes ud.

    Comment by Henny Stewart — 20. september 2013 @ 10:33

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment