Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. oktober 2013

Oktoberstatistik

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 21:09

Ja, så synes jeg det var tid til lidt søgestatistik igen. Der har jo gået stædige rygter om, at Google har lavet et eller andet, der gør at man ikke længere kan se, hvad der er søgt på. Som man vil kunne forstå af dette indlæg, er det simpelthen ikke rigtigt.

  1. henny stewart: Ja, det er stadig mig, og jeg vil rigtig gerne staves med stort
  2. hverkenfyrre fedellerf�0�3rdig!: Med lidt røre i tegnsættet er det navnet på denne side. Sandheden om den er måske lidt omvendt af det, den var, da jeg startede. Jeg er nemlig ikke længere fed, men givet tættere på at være færdig, end jeg var den gang. Men bare rolig, jeg regner faktisk ikke med at være færdig foreløbig. Som man siger: Ukrudt forgår ikke så let!
  3. aargang54.dk: Dette er så sidens adresse. I de fleste browsere kan man nøjes med at skrive dette, men den rigtige adresse er http://aargang54.dk eller http://www.aargang54.dk. Ok, eller http://årgang54.dk eller http://www.årgang54.dk. Der er tale om to domæner med hvert sit www subdomæne. Det er bogstavet å, der før i tiden ikke måtte bruges i internetadresser. Så blev det lige pludselig muligt via et fif, og jeg ville ikke risikere, at andre købte mit domæne med bolle-å. Derfor måtte jeg have gang i dankortet. Sådan er der så meget
  4. efterårstræthed: Det er den træthed, man oplever, når man er færdig med forårstræthed og sommertræthed, selvfølgelig. Jeg skrev et indlæg, hvor jeg brugte ordet for snart mange år siden:
  5. site aargang54.dk: Sådan kan man skrive i søgemaskinen Google, hvis man vil have vist hele indholdet på et site, i dette tilfælde mit. Når der som her er tale om en blog, giver det ikke ret meget at søge på den måde. Beklager, de damer og herrer!
  6. besøgelsestid eller besøgstid: Det har vi altså dækket, det emne! Besøgstid er noget, man havde på sygehuse. Man kunne kun besøge patienterne fx fra 14-15.30. Resten af tiden ville man ikke have familiemedlemmer til at rende og forstyrre hospitalets arbejdsgang. Et spørgsmål, som man jo sagtens kan have forskellige synspunkter på, men det vil jeg lade ligge til en anden gang. Besøgelsestid, derimod, optræder næsten kun i udtryk om at kende/ikke kende sin besøgelsestid. Det at kende sin besøgelsestid er nærmest synonymt med “at udvise rettidig omhu”. Og så skulle “nudansk” være nemmere at forstå! [Fnys]
  7. log ind hverken fyrre fed: Ja, det ved jeg, hvordan man gør, men hvilken interesse kunne du have i det???
  8. gode råd om gråt hår: Pas. Mit bliver værre og værre. Ustyrligt og utæmmeligt. Der falder edderkopper ud af det, næsten hver gang det bliver vasket. Men jeg vil snart til frisør og bede om nogle gode råd. Ups! Det kunne du jo også tage og gøre, i stedet for at lede efter gratis råd på internettet
  9. fyrre fed og færdig : Ja, ja. Jeg har jo selv været ude om det
  10. mail abc3.pl loc dk: Jeg ved ikke, hvordan en søgning efter en polsk mailserver kan ende her hos mig. Hvis der er nogen, der kan gennemskue det, hører jeg gerne fra jer
  11. 50 frisyrer: Jeg har kun en ad gangen, men det er næsten altid den samme. Jeg kommer sq aldrig til at ligne Kronprinsessen, men måske kommer hun en gang til at ligne mig
  12. moderne frisurer: ? Kender intet til det emne
  13. hverken fyrre: Nå, du blev ikke helt færdig, eller …
  14. den kinesiske forbandelse: Den lyder sådan: Måtte du leve i interessante tider! Jeg skrev et indlæg, hvor jeg brugte udtrykket for godt et år siden
  15. kort damefrisyre 2013: Tjah, nu ved jeg jo ikke noget om hår, men så meget kan jeg sige dig: Hvis dit hår er kort i 2013, så vil det også være det i 2014 og 2015
  16. mail braun.tk loc dk: Atter en gusten mailserver
  17. frisure til kvinder: Se nr. 8, 11, 12 og 15. Hvor meget mere dokumentation har du brug for?
  18. bådsmandsfløjte: Et signalredskab, som man brugte til søs. I moderne tider har bådsmandsfløjten været forsøgt brugt som afskrækkelsesmiddel mod phonere. Det kan ikke anbefales. Dels er phonere også en slags mennesker, dels kan man ikke være helt sikker på, at det faktisk er en phoner, man har i røret. Det kan blive overordentlig pinligt i sidste ende.
  19. vældigt god: Det skurrer egentlig lidt i mine ører, men måske har jeg skrevet det en gang. Jeg tror nok, jeg foretrækker adverbiet vældig uden t nu om stunder
  20. nikkel i briller fra louis nielsen: Hvis der er det, er det deklareret. Det kan jo nemlig være et problem for folk, der har nikkeleksem
  21. frisure til ældrekvinder: Idet jeg går ud fra, at ældrekvinder er en variant af ældre kvinder, vil jeg tillade mig at henvise til nr. 8, 11, 12, 15 og 17
  22. danske nisser: Ja, dem er der jo snart sæson for igen. Bortset fra fedtnisser. De har sæson hele året og forsamles som bekendt på de populære fedtnissecentre
  23. ord med o: Hvad med ord?
  24. aldersreduktion sprogskoler: Det har jeg ikke hørt noget om. Nu er det jo også et år siden, jeg har haft noget med sprogskoler at gøre, og lovgivningen omkring det ændres hele tiden
  25. site www.aargang54.dk: Her har vi altså været for nylig!
  26. frisure: 8, 11, 12, 15, 17 og 21! Suk!
  27. operakanal: Det må da være Canale Grande! Nej, jeg skrev et indlæg, hvor jeg efterlyste en operakanal i fjernsynet, og så fik jeg jo at vide, at sådan en findes allerede. Bare ikke i nogle af de kanalmix, jeg har adgang til, desværre
  28. woerda: Det er et kinesisk urmærke. Et såkaldt “mushroom-brand” af den slags, som kan købes på ebay til ganske små penge og som sandsynligvis heller ikke er mere værd
  29. hvordan ser kalkunpludder ud: Ikke kønt, men man kan anvende tørklæder eller rullekravetrøjer til at dække det værste. Om sommeren vil disse løsninger virke noget suspekte
  30. opskrift p%​u00e5 mary hue med riller: Det er sådan set overflødigt med en opskrift til sådan en, hvis du ved bare det mindste om strikning, men se f.eks her og her, hvor nogle venlige og modige mennesker har skrevet præcis, hvordan man kan bære sig ad. Men husk, at du ikke kommer til at ligne Kronprinsessen af den grund
  31. kassebukser: Ja, de var heller ikke kønne, men på et tidspunkt var de altså højden af moden, tro det eller lad være. Jeg genbruger lige hende med kaptræskoene her: Kassebukser
  32. vokabularium: Ordforråd på latin(skt!)
  33. frisurer til gråt hår:8, 11, 12, 15, 17, 21 og 26. [suk, suk!]
  34. hvilken pizza har samme navn som værk af vivaldi: Quattro Stagioni, på dansk “De fire årstider”
  35. begrænset væskeindtag: Dette er en uting, vil jeg nok mene. Men efter min operation måtte jeg kun få 500 ml vand i døgnet. Det er ikke nok til at holde tørsten fra døren, skal jeg hilse og sige! Dette har jeg muligvis skrevet et enkelt indlæg eller to om

Nå, det var atter et langt og sikkert kedeligt indlæg fra min hånd, men nu er det heldigvis snart slut! 😀