Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. november 2013

Praktikant? 2

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 12:45

12. november
Det viser sig at være en ikke helt så let opgave at finde en passende praktikplads og efterfølgende revalideringsplads til sådan en som mig. Det viser sig også, at man er interesseret i mit input i så henseende, og dette pålægger mig jo et vist ansvar. Hmn. Lad mig se:

  1. Jeg er folkeskolelærer af uddannelse. Det kunne derfor synes oplagt at sende mig ud og hjælpe til i en folkeskoleklasse, hvor der, hvis rygtet ellers taler sandt, godt kan være brug for noget hjælp. Nu er der bare det ved det, at jeg forlod Folkeskolen i nedbrudt tilstand i 1981. Forudsat, at jeg kunne formodes at være kommet over det traume, er der en anden lille oplysning, jeg synes jeg bør komme frem med: I henved 30 år har jeg ikke snakket med et rigtigt, levende barn. Jeg har ganske enkelt meget lidt forstand på sådan nogle. Det ville sikkert være synd for både dem og mig, hvis vi skulle udsættes for hinanden
  2. Så har jeg også en erhvervssproglig grunduddannelse i engelsk og tysk. Den har jeg dog aldrig brugt, men måske kan den noget i forbindelse med de it-færdigheder, jeg har tilegnet mig i mellemtiden. Jeg er “well-versed” i samtlige Microsoft Office programmer (Det er en kilde til stadig undren, så mange mennesker, der stadig ikke forstår disse programmer eller glemmer, hvordan man skriver @ fx). Jeg har jo tidligere gjort mig i it-support, og det kunne jeg vel gøre igen? Evt. i kombination med, at jeg sidder og passer en telefon, taster et eller andet ind i nogle regneark, eller skriver pressemeddelelser eller hjemmesider eller hvad ved jeg?
  3. Tilbage til undervisningen. Jeg har jo brugt godt 27 år af mit liv på at lære udlændinge at tale dansk. Det ville måske være det mest logiske at forsøge at få en praktikplads et sted, hvor de beskæftiger sig med den slags. Jeg har imidlertid nogle store betænkeligheder. Det sidste par år, før jeg blev syg, var ikke rare. Der var kursister, der klagede til ledelsen over mig. De ville have mere/mindre grammatik. De ville have mere/mindre samfundskundskab. De ville have flere/færre læseforståelser. De ville have flere/færre skriftlige øvelser. Det korte af det lange med de klager er, at kursisterne på måder, der var tilgængelige for dem, gav udtryk for, at de ikke var tilfredse. Hvad mere er, de mente ikke, det kunne nytte at henvende sig til mig med deres klagepunkter. Sådan en lærer plejede jeg ikke at være. Mit gæt er, at jeg har været udbrændt. Jeg kunne ikke fornemme kursisterne nok til at komme i en ordentlig dialog med dem, om hvordan de skulle bære sig ad med at lære dansk på den mest optimale måde. Se det er et kolossalt problem for en underviser. Venlige mennesker har påpeget, at jeg i den periode jo gik rundt og havde kræft uden at vide det, og at det sikkert har taget min energi og slidt på mine antenner. Jow, jow, men selv om dette skulle være rigtigt, er jeg ikke sikker på, at udbrændtheden ift. undervisning er forsvundet, bare fordi jeg har fået fjernet noget kræftsygt væv. Jeg føler mig mindst lige så tung og træt som før, nu er det bare af andre årsager. Så dilemmaet her er i al korthed: Hvis jeg nu kunne finde et sprogcenter, der ville tage sådan en praktikant som mig, vil det så være en god ting™?
  4. Hvilke andre ting har jeg at byde på? Tjah, uden at være helt inde i Deweys decimalsystem har jeg i en årrække fungeret som en slags bibliotekar, også med ansvar for indkøb. Indkøbene var ikke udelukkende til biblioteket, det var også alle mulige andre ting, der sådan skulle bruges på en skole. Måske kunne jeg bruges til at sætte bøger på plads på biblioteket? Det der decimalsystem kan vel ikke være så vanskeligt at sætte sig ind i?
  5. Endelig måske et sving tilbage til sprogskolerne: Jeg har jo udviklet en del meget brugte sider til folk, der ønsker at lære dansk. En enkelt af dem bruges faktisk endnu mere af danskere, der vil lære deres eget sprogs grammatik. Bravo til dem! Måske ville et og andet foretagende kunne se en fordel i at have en praktikant, der sad og lavede den slags – mere eller mindre på bestilling. Det er ikke fordi jeg er blevet helt idéforladt, hvad den slags angår, men hvis jeg får at vide, at mange kursister på et bestemt hold har besvær med, hvornår det hedder “om”, og hvornår det hedder “hvis”, så ligger inspirationen jo lige for. Den har jeg nu lavet her. Mon en praktikant kan sælges med slige kompetencer?

Måske skulle jeg søge om at komme med i den udsendelse, de har på DR, som hedder “Mit publikum”. I ved den, hvor 30 personer går i hælene på hovedpersonen og skal tage stilling til et dilemma, som hovedpersonen har. Nej, det er vist ikke noget for mig at have sådan et entourage. Det er vist mere selvoptagne personer med – i hvert fald tilsyneladende – større problemer at tumle med.

Nå for Søren, det blev et langt indlæg. Det er nok ud over, hvad de fleste orker med et blogindlæg.

18 Comments »

  1. Kort eller langt? Tjo, tja. Jeg kan lide dine ord og overvejelser i begge varianter. Og så hepper jeg på dig, så´n helt spontant. At det nok skal gå og når den ene dør lukkes, så åbnes den anden og alt det fis, gider jeg ikke skrive. Men jeg gider at skrive, at uanset hvad der sker, så er der “krummer i dig”. Det er da et godt udgangspunkt.

    Comment by Susling — 12. november 2013 @ 13:23

  2. @Susling: Tak for tilliden. Nu håber jeg så, at jeg kan gøre krummerne synlige for nogle potentielle praktikværter.

    Comment by Henny Stewart — 12. november 2013 @ 13:26

  3. Jeg synes, du skal prøve at komme i praktik på et bibliotek, hvor jeg tror, du ville få mest ro til at komme dig helt igen. Måske er der også der noget IT, som du kunne få mulighed for at arbejde med.

    Comment by Madame — 12. november 2013 @ 13:56

  4. @Gitte: Det kunne godt være, at du har ret.

    Comment by Henny Stewart — 12. november 2013 @ 13:58

  5. Et blogindlæg på 100 ord kan være gabende kedeligt, mens et på 1000 ord kan være spændende læsning – om ‘vi’ gider læse indlæg, har mindre med længden end med indholdet at gøre.
    Du er fuld af gode forslag og tanker, og jeg håber virkelig, at en eller anden vil kunne se potentialet i dig, for du skal sandsynligvis skabe jobbet og ikke omvendt, men hvor er det fedt, at du selv vil kunne have en vis indflydelse på det.

    Comment by Ellen — 12. november 2013 @ 16:01

  6. @Ellen: Ja, det er nok indholdet, det kommer an på og ikke så meget længden på indholdet. Jeg håber da, at jeg har forstået det rigtigt, når jeg nu tror, at jeg kan have en vis indflydelse på valget af praktikplads.

    @Anna Marie: Ja, om ikke ens empati bliver slidt, så kan antennerne godt blive det lidt. Det er jo tit mennesker i en uholdbar situation, man sidder over for.

    Comment by Henny Stewart — 12. november 2013 @ 19:33

  7. Jeg synes Gitte har ret. Et job på et bibliotek må lige være sagen. Jeg er selv tidligere indvandrerlærer og har været det i mange år. Har været rigtigt glad for arbejdet, men, men, men – her i mit otium indser jeg, at jeg er glad for at være sluppet, for har man den mindste grad af empati, er det et meget hårdt job. Så lad være med at tænke på det i din situation. Så hellere omgang med en masse dejlige bøger. Håber det lykkes.

    Comment by Anna Marie — 12. november 2013 @ 16:07

  8. Jeg har hørt vor borgmester udtale, at Hjørring Kommune har fokus på at kommunikere med borgerne på let forståeligt dansk. Faktisk sagde han helt præcist, at han gerne ville huskes for, at Hjørring Kommune “under ham” fik lært at takle og skrive, så borgerne (!) ku’ forstå, hvad der blev sagt – i første hug. Måske ku’ du blive vores kommunale sprogrøgter… Oversætte systemtågesnak til såkaldt almindeligt dansk… Hvis stillingen ikke findes allerede, kan du jo formulere jobbeskrivelsen og sende den til borgmesteren.

    Comment by Naja — 12. november 2013 @ 21:59

  9. … ikke “takle”, men “tale”…

    Comment by Naja — 12. november 2013 @ 21:59

  10. @Naja: Problemet er, hvis jeg ikke forstår, hvad der bliver skrevet oprindelig. Eller tolker det kommunale Volapyk forkert. Så er det jo hos mig, der skal uddeles øretæver!

    Comment by Henny Stewart — 12. november 2013 @ 22:45

  11. Du har mange fine overvejelser over din situation. Og mange kvalifikationer. Jeg kan godt forstå, hvis tankerne myldrer rundt. Det kan både være en fordel og en belastning at have indflydelse selv. Er der nogen tidsramme for afklaring? Sov godt og gå en tur (altså ikke om natten) 😉

    Comment by betty — 12. november 2013 @ 23:07

  12. @Betty: Der skal vist gerne være sket noget indenfor de næste 4 uger. Nu lader jeg lige brikkerne flyve nogle dage, inden jeg siger noget, jeg kan holdes alt for fast på.

    Comment by Henny Stewart — 12. november 2013 @ 23:33

  13. Du har mange kompetencer at byde ind med, så det burde kunne lykkes for dig at finde alle tiders praktiksted, og helst et sted, hvor de så efterfølgende ikke kan undvære dig. Jeg håber alt det bedste!

    Comment by Stegemüller — 16. november 2013 @ 23:24

  14. @Stegemüller: Jeg håber, det er muligt at finde et rimeligt sted. Nu får vi se.

    Comment by Henny Stewart — 17. november 2013 @ 14:16

  15. Ja, det var langt, men det har man jo somme tider brug for! Det er umuligt for mig at komme med gode råd her, jeg nøjes med fornemmelse: Det lyder som om du har så godt dansk-kendskab at du kan bruge det. Jeg kan se Anna Maria fraråder indvandrer-dansk undervisning, og hvis du ikke ligefrem higer efter at prøve at åbne en dør for indvandrere, så er det måske bedre at lade den mulighed ligge. I øvrigt tror jeg der er skåret ned på dansk-for-indvandrere. Jeg tror egentlig også at der er flere, der har brug for engelsk, de ved det bare ikke.

    Bibliotekerne skærer også ned, men det var ellers en meget tiltalende mulighed.

    Alternativer på kontor/administration, oversættelse af virksomhedskorrespondance og IT-support lyder som det mest relevante – men det er som sagt bare min fornemmelse, ikke rådgivning.

    Comment by Donald — 27. november 2013 @ 8:57

  16. @Donald: Nu har jeg jo undervist indvandrere i 27 år, og nogle kunne måske mene, at det var tilstrækkeligt. Jeg ved ikke, hvad det hele bliver til, men vi får vel vente og se.

    Comment by Henny Stewart — 28. november 2013 @ 12:14

  17. Du har meget at byde ind med. Jeg håber, du finder et sted, hvor du kan bruge dine kompetancer uden at bliver slidt ned.

    Comment by betty — 29. november 2013 @ 22:39

  18. @Betty: Tak skal du have. Ja, jeg håber også på det bedste.

    Comment by Henny Stewart — 1. december 2013 @ 2:06

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment