Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

5. december 2013

Klar eller ej? Her kommer anden afdeling af mit tilbageblik

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 11:44

5. december
Nu fik jeg så startet på selve arbejdet. Det var noget anderledes, end jeg havde forestillet mig, må jeg sige. Bl. a. havde jeg ikke forestillet mig, at det ville være helt så morsomt. Det var selvfølgelig også dybt tragisk ind i mellem, men der var kontakt, og man levede igennem de forskellige følelsesstorme, der rullede ind over himlen.

Den 16. december startede jeg så. Jeg fik lov til at gå som ”føl” i et par dage for at få fornemmelse af, hvad det gik ud på. På det tidspunkt var der kun to nationaliteter, nemlig x og y. Jeg fik et hold af hver. Y’erne var så venlige at give mig en blød start på jobbet, idet de strejkede. Det var deres foretrukne kommunikationsmiddel i den første tid. De strejkede, fordi deres køleskab var gået i stykker. De strejkede, fordi deres husvært havde skældt dem ud, fordi de bagte brød direkte på kogepladerne. Undervisningen foregik den gang i et spejderhus. Der var en gammel mand, der boede i huset og som havde en slags opsynsfunktion i det. Han blev ved med at spørge, hvad alle de ”tørkere” skulle her i huset. Udover Ellen, B og undertegnede, viste der sig også at være et par lærere mere, mænd, nemlig H og F.

I begyndelsen havde vi 3 klasseværelser og et lærerværelse i stueetagen, men eleverne strømmede til, og der blev ansat flere lærere, bl. a. M, J og L. Vi måtte også undervise i de små værelser ovenpå i spejderhuset. Nogle af dem var helt åbenlyst møbleret med donerede møbler. Jeg husker bl.a. en sofa med fjedre, der stak ud gennem betrækket og et spisebord med en påklistret voksdug. Tavler var der ikke overalt, så man måtte nøjes med at skrive lidt halvstort på en A-4 blok og så lade den gå rundt.

Da jeg havde været på skolen nogle få måneder, modtog vi et hold X’ere, som jeg skulle have fornøjelsen af at undervise. Det blev så min første oplevelse med undervisning af folk, der kom helt frisk fra fad, og som jeg ikke havde det der overhovedet lignede fællessprog med. Vi blev installeret i det lille værelse med den sprukne sofa og nogle hjemmegarvede ræveskind på væggen. Jeg blev klar over, at disse unge mænd meget gerne ville lære, men at de ikke havde begreb skabt om, hvordan det skulle foregå. Det havde jeg såmænd knap nok også selv på det tidspunkt. Den første dag havde jeg det problem, at jeg ikke kunne gøre dem det begribeligt, da skoledagen var forbi. Der var tale om et eftermiddagshold, og da tiden var inde, sagde jeg ”farvel, tak for i dag, vi ses i morgen”, og så gik jeg ned og satte mig på lærerværelset. Da jeg havde siddet der en halv times tid, kunne jeg høre, at de rørte på sig deroppe, pakkede sammen og gik hjem. Fra da af gik det kun fremad, for det kunne vist ikke andet…

Ved det lav, hvor vi var nået frem til sommerferien 1986 (kun 2 uger, der var hverken løn eller feriedagpenge til de fleste af os…), blev det besluttet, at vi skulle have nye lokaler. Det syntes vi var en vældig god idé. Spejderhuset havde både kloakproblemer, hjemmegarvede ræve og fastklistrede voksduge, og nogle af os var noget bekymrede over, om ikke vores nye borgere fik et noget fortegnet billede af skolesystemet her i landet.

Hvis du har mod på at høre, hvordan det videre gik med mit arbejde der tilbage i firserne, så hæng bare på, for jeg har mere at fortælle, og jeg kunne godt finde på at fortælle det her. Der skete jo lige som ikke noget den 16. december 2010, hvor jeg ellers havde 25 års jubilæum, burde have haft blomster fra borgmesteren mm. Når jeg ikke fik det, var det enten fordi mine 25 år var i diverse forskellige regier – through no fault of my own – eller fordi de, der tilfældigvis var ledelse på det tidspunkt ikke for første gang følte trang til at sætte mig på plads. Eller, og det ville heller ikke have været første gang, de havde ingen idé om, at jeg havde jubilæum, selv om de havde eksklusiv adgang til personalemapperne. Oh well. Jeg ville vel også have været nødt til at give noget, hvis der var blevet gjort noget ud af det. Så slap jeg da i det mindste for det. Og kan holde forsinket jubilæum her. Hævn er en ret, der helst skal serveres kold!

9 Comments »

  1. Ingen tvivl om det. Der må være stof til romaner i det sprogskoleliv, vi begge to har gennemlevet.

    Comment by Anna Marie — 5. december 2013 @ 15:57

  2. @Anna Marie: Ja, det tror jeg også. Det bliver nu ikke den, jeg kommer til at skrive. Jeg nøjes med mit lille “jubilæumsskrift” her.

    Comment by Henny Stewart — 5. december 2013 @ 16:52

  3. Fortsæt endelig med din historie, den er spændende at følge med i. Sikke nogle arbejdsforhold du har haft.

    Comment by Stegemüller — 5. december 2013 @ 18:26

  4. Det er da nærmest tragikomisk læsning – sikke forhold at arbejde under og sikke forhold at blive undervist under. Jeg glæder mig meget til at høre mere om udviklingen, for som du selv siger: det kunne da kun gå fremad 🙂

    Comment by Ellen — 5. december 2013 @ 18:49

  5. @Stegemüller: Det var faktisk rigtig sjovt. Det jeg egentlig husker bedst fra de dage, er latter. Hvis man kan le sammen, er der ikke så lang vej til at tale sammen.

    @Ellen: Så var det jo heller ikke værre. Uden klædelig beskedenhed vil jeg sige, at vi jo var der! Standarden udgøres ikke af omgivelser, materialer og møblementet alene, selv om det selvfølgelig hjælper, hvis de ting spiller med. 😀

    Comment by Henny Stewart — 5. december 2013 @ 19:19

  6. Fortæl, fortæl noget mer’! Spændende at høre en pioner fortælle… (the saving grace of the trade er stadig det forhold, at der er så fantastisk meget at grine af…)

    Comment by Naja — 5. december 2013 @ 21:53

  7. @Naja: Ja, en rå og hjertelig latter er og har altid været den korteste afstand mellem to mennesker. Gordon og jeg har ikke så meget at grine ad her til aften. Det meste af taget ligger ude i haven, tror vi nok.

    Comment by Henny Stewart — 5. december 2013 @ 21:57

  8. Tænk, at det er i vores levetid? Det lyder som virkelig, virkelig gammeldags. Det må du skrive mere om.
    Det lyder skræmmende med taget. Håber, det hænger fast, der hvor det skal.

    Comment by betty — 5. december 2013 @ 23:28

  9. Fortæl endelig mere, Henny – når man som jeg ikke kender ret meget til den verden, du fortæller om, er det en sand gyser.
    Jeg håber, det ikke er slemt med jeres tag efter stormen.

    Comment by Madame — 6. december 2013 @ 6:38

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment