Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. december 2013

Katte er ret flegmatiske, når man sådan tænker over det

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:53

Huller i taget
Atter en gang var det ikke undertegnede, der havde sendt nogen ud og fotografere taget, men siden billederne nu er blevet taget, kan jeg vel lige så godt bruge et af dem. Tagsituationen er åbenbart den, at ca. 1/3 af papskidteraset er flappet over på resten af taget. De venlige mennesker, som forsikringsselskabet så sendte ud, har anbragt en slags badehætter i forskellige størrelser over de de mest udsatte områder, i dette tilfælde badeværelset, køkkenet og lige over mit hoved i soveværelset. Min husbond har antydet, at jeg burde undersøge, om mine forbindelser til de højere magter er helt så gode, som man kunne ønske. Han mener, først fik jeg kræft, og nu dette! Jeg skyndte mig lige at sætte endnu et led på før, så vi kunne komme op på 3, men det faldt ikke i god jord.

Tilbage til los Felinos. Selv om de skaber sig og giver udtryk for alt muligt ubehag på en hvilken som helst nytårsaften, så gik de helt roligt gennem 5. ,6. og 7. december. De passer stadig deres, spiser, plager om at komme ud, slås om de gode sovesteder etc. etc. Jeg har skrevet andetsteds, og det mener jeg, at hvis det ikke havde været, fordi jeg havde ansvaret for de små snøbler (og en ekstra, så det ud til, den 5.), så ville hverken jeg eller gemalen have opholdt os i dette værkbrudne hus, før det var blevet fikset. Vi ville simpelthen have taget residens på Hjørring Kro, indtil dette helvede var overstået. Men værelser til 7 “personer”, hvoraf de 5 nok ikke har helt acceptable hotelmanerer, det ville mine sygedagpenge og mandens brøkpension (1/4) sgu nok ikke have rakt til.

Mht. mine forbindelser til de højere instanser, kan jeg meddele, at jeg stadig er medlem af Folkekirken, mens manden ikke er. Sådan set håber jeg, at han har sparet op af af sin kvarte pension uden tillæg, i fald forsikringen skulle vise sig at være ikke helt så god, som vi håber.

Hvis nogle skulle være af den antagelse, at ovenstående er præget af en del galgenhumor, så er deres antagelse korrekt.