Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. december 2013

Et nyt afsnit af det historiske tilbageblik

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 6:41

Da vi alligevel bare sidder her, midt om natten og stadig er slået af Bodil og al hendes turbulens (skulle hun tage taget, kunne hun så for pokker ikke have taget det hele, eller i hvert fald det meste, for vi er nødt til at få lagt et næsten helt nyt tag. Gæt lige en gang, hvem der skal betale for at erstatte det, som Bodil ikke hentede). Hvis jeg finder på at lave et online-postkort, regner jeg med mine trofaste læseres support. Men indtil jeg får mig taget sammen til det, så kommer er et lille uddrag af et festskrift, jeg ikke fik brug for på min seneste arbejdsplads:

Det nye sted viste sig at være ”Hjørringhus”. Vældig fornemt navn, vældig fornemt hus i sin tid, sikkert, stilen er nok nærmest sådan lidt art noveau/deco. Men bortset fra det, var det i en elendig forfatning. Vi fik at vide, at vi sammen med kursisterne skulle kreere et praktisk projekt, hvor vi satte huset i en passende stand. Til det formål blev der bevilget et – lille – beløb. Jeg husker også, at vi havde besøg af en indretningsarkitekt, som forærede os et kæmpestort stykke blå hessian. Jeg ved ikke rigtig, hvad tanken med det var, men hun havde måske håbet på, at vi ville udvise mere kreativitet, end tilfældet var.

”Renoveringsprojektet” blev hurtigt kogt ned til nogle få punkter: Alting skulle have en gang hvid plasticmaling, der skulle indrettes et ekstra toilet i et tidligere spisekammer. Det gik meget godt den første uges tid. Vi malede og snakkede dansk og tegnede og forklarede. Men kursisterne begyndte at blive trætte af alt det maleri, så alt flere af dem faldt fra, lidt efter lidt. Resten af os gjorde så den erfaring, at det ikke betaler sig at købe billig plasticmaling, for det er bare vand, du slæber hjem, og der skal 3-4 lag til, bare for at skjule oldemorstapeterne så nogenlunde.

Haven skulle vi også holde. Visse genier i lærerkollegiet mente, at det var en oplagt chance for at dyrke nogle af de krydderier og andre grøntsager, som kursisterne gik og savnede. Det gik de så i gang med. Det meste mislykkedes, og jeg gentager her: Koriander, dyrket i hjørringensisk muld, smager af beskidte karklude! I forbindelse med havevedligeholdelsen kom der også noget plæneklipning ind i billedet. Desuden var der et stakit rundt om hele den store have. Det så ikke godt ud, det stakit, men da en af (de mandlige) lærerne på eget initiativ og uden at drøfte det med nogen som helst, havde bestilt stakitmaling for flere tusind kroner, udløste det et oprør. Vi havde nemlig mere brug for en skillevæg til at dele en af de herskabelige stuer op, så der kunne blive et ekstra klasseværelse.

Efterhånden, som vi begyndte at synes, at vi var klar til at undervise i huset, fik vi sendt besked rundt til kursisterne om, at nu begyndte den ”rigtige” undervisning igen. Haveprojektet blev vi nødt til at blive ved med at bruge en dag på fra tid til anden, og det gik nogenlunde, bl.a. fordi vi fik indført den tradition, at vi drak kaffe, te og spiste hjemmebagt drømmekage fra Brovst ved fyraften.

Hvad har så husmaling, kagebagning og havedyrkning, omend ikke på noget højt plan, at gøre med danskundervisning, vil mange sikkert spørge. Det har de også gjort, ikke mindst kursister. Tjah, hos mange af de personer, der dukkede op hos os var det simpelthen sådan, at de ikke havde prøvet at sidde på en skolebænk før. Ergo var der ikke de store chancer for succes, hvis man bad dem slå røv i bænk og næse i bog, selvom mange forventer, at der sker noget magisk ved en sådan proces. Det ville da være nemt, hvis det var sådan, men for store grupper af kursister var det altså sådan, at der skulle andre boller på suppen, og at disse boller lige så godt kunne være at deltage i den proces, det var at få Hjørringhus gjort lige akkurat klar til undervisningsbrug. Husk lige på, at det var et mindre beløb, vi havde at gøre med! Derfor blev det ikke til de store, gennemgående renovationer, som bl.a. foregående ejer havde ønsket, desværre. Plus, selvfølgelig, at vore samlede evner ud i renovation (lærere og kursisters tilsammen) nok lå en del under, hvad der egentlig var nødvendigt for opgaven.

Her ville det selvfølgelig have været godt med en relevant illustration. I stedet får I et billede af et armbåndsur.
11. december
PS. Min stavning og øvrige formuleringsevne har det åbenbart ikke godt midt om natten. Ergo står der et større korrekturlæsningsarbejde foran mig, når jeg så vågner op næste dag. Og selv bitchede regibemærkninger til et jubilæumsskrift, der aldrig blev brug for, har vel fortjent et eller andet sprogligt niveau. Det værste ved korrekturlæsning er, at det er meget nemmere at skrive forfra. Og så kan jeg læse korrektur på det. Og så er vi lige vidt. Øv, altså, mine øjne funker ikke ordentligt mere. Lige så snart tagmanden har fået sit, må jeg se, om der kan blive noget til brillemanden, for jeg har vist bevist, at der er behov.

7 Comments »

  1. Det lyder som en god idé at være sammen om noget praktisk, når man skal undervise – og især, når eleverne slet ikke var vant til at sidde ned og høre efter.

    Comment by Madame — 11. december 2013 @ 7:43

  2. Egentlig en god idé til trods for det utilfredsstilende resultat, i alt for de kursister, der ikke var vant til at sidde på en skolebænk. Jeg har ondt af resten. Nej, hvor ville jeg have hadet at deltage i sådan et projekt!

    Comment by Rasmine — 11. december 2013 @ 8:40

  3. i alt fald for de kursister …

    Comment by Rasmine — 11. december 2013 @ 8:43

  4. Hands on – det er altid godt i IT-sammenhæng.
    Mere senere … jeg skal til brillemanden! 🙂

    Comment by Donald — 11. december 2013 @ 9:53

  5. @Gitte: Det var også utroligt “oppe i tiden” den gang. Man kunne kalde nærmest alting “projekt” og slippe af sted med det. At det i vores tilfælde var et slet dulgt forsøg på at spare penge er helt klart. Skulle kursisterne have haft noget ud af det, skulle de ikke have stået for hele processen, og mindst nogle af lærerne skulle have haft håndværksuddannelser. Men der var også arbejdsløshed den gang, og vi skulle jo også forsørge vores familier, betale husleje osv.

    @Rasmine: Her kommer vi ind til problemets kerne: Folk er forskellige! Det der virker på den ene, virker absolut ikke på den anden!

    @Donald: Jeg skal også snart til brillemanden, men nu skal jeg lige se, hvad tagmanden skal have først, inden jeg investerer flere af mine sygedagpenge.

    Comment by Henny Stewart — 11. december 2013 @ 13:05

  6. Det er interessant at læse om … det kan virkelig kaldes et alternativt job, du fik der.
    Vi havde samme erfaringer med billig Bilka-maling: fire lag skulle der til. Det endte med at blive dyrere end hvis vi var gået til en rigtig malerbutik og købt noget, hvor vi kunne nøjes med ét, højest to lag.
    Vi har i hvert fald ikke købt billig maling siden dengang – alene det ekstra arbejde, man giver sig selv, er da surt.

    Comment by Ellen — 11. december 2013 @ 15:36

  7. @Ellen: Ja, og på trods af, at man har malet tre-fire gange, bliver resultatet ikke nær så godt som 1-2 lag med god maling. Så med mindre man er helt vild med ekstra fysisk arbejde, så ville jeg holde mig fra det billige skidt. Ja, det var et alternativt job. Det krævede meget på mange fronter, og det passede mig rigtig fint i mange år. Mindst 25. Men så begyndte jeg at køre træt, af forskellige årsager. Nok også fordi jeg gik rundt og havde kræft uden at vide det.

    Comment by Henny Stewart — 11. december 2013 @ 16:33

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment