Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. december 2013

Det der med selfier, ikke sandt?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 23:39

Det er altså ikke noget nyt! Her er en, jeg lavede for godt 40 år siden. Det var vist for at fejre min første, selvstændige adresse. Der var tale om et usselt kvisthummer uden adgang til køkken og bad, men derimod med fælles lokum på gangen. Til gengæld boede bedste inde ved siden af, og det kom nok til at gå ganske hårdt ud over hendes køleskab, at hun sådan havde fået mig til nabo. Nå, men til selfien:
Ung mig
Vægdekorationerne var, som man ser, eklektiske: Dels en gengivelse af en frise fra Tut-Ank-Amons grav, dels en stor Nuserplakat, dels en “brass-rubbing” af en eller anden helgen fra Berkshire. Du kan lige tage og google det der “brass-rubbing”.
Nu om stunder er det jo noget nemmere at få en skarp selfie, idet apparaterne er skabt til at lave selfier med. Så her kommer der en fra i dag. I dag var der åbenbart heller ikke noget at grine af:
Mig nu
Grinet har jeg faktisk langt fra disse dage. Af alle de dårlige nyheder jeg har fået i løbet af mit liv, jeg nævner lige i flæng: Samlever, der ikke kunne vælge mig over flasken, fyring, kræftdiagnose, smerter og andre følger af det foregående osv. synes jeg selv, at jeg har taget dem i en rimeligt stiv arm, bare jeg kunne få lov til at brokke mig lidt (eller meget) ind i mellem, men det her med taget har faktisk trukket vand. I litervis. Jeg har bare ikke kunne tage/magte det. Grænsen var nået, kamelens ryg blev brækket, cliche-lageret blev næsten tømt. Det var bare FOR MEGET.

Således opmuntret kan vi vel gå videre til næste afsnit af det jubilæumsskrift, der ikke blev brug for ved mit 25-års jubilæum, som ikke blev holdt, enten fordi man ikke syntes, jeg havde fortjent det, eller fordi man regnede mig med til det mindre præsentable inventar.

I denne periode foregik der også noget uddannelse af personalet. Vi skulle jo have den amtslige godkendelse efter skema K! Og det var meget vigtigt! Det var for mit vedkommende en tre-fire gange á 5-7 dage. Meget af det var relevant, andet var ikke. F.eks. den eftermiddag, hvor læreren gennemgik de to lærebøger, der på det tidspunkt var på markedet, og som vi alle havde undervist efter i fra 12 til 18 måneder og dermed kunne udenad, den kunne jeg personligt godt have undværet. Men hvad, afslapning og det at føle sig fremme i skoene er jo ikke at foragte!

Da vi jo var en satellit i en kæmpestor amtskommunal skole, var der også fællesarrangementer for hele personalet. Nogle af dem mere uforglemmelige end andre. F.eks. var vi 2 dage på herregården ”Gammel Vrå”. Det husker jeg som en særdeles fornøjelig oplevelse. Teambuilding kunne man have kaldt det, hvis det ord havde været opfundet den gang. Der var givetvis også et fagligt indhold, men der må seniliteten have sat ind. Jeg husker ikke en bønne. Derimod husker jeg stadig den arabiske tolk, der sprang i svømmepølen, iført sin fine, fodside dragt med tilhørende hæklet hue. Et syn for Guder. Eller den kollega, der tog bukserne af, før han sprang i og derved afslørede, at han bar strømpebukser. Til at dø af grin af. Hvad er egentlig forskellen på ”Et syn for Guder” og ”Til at dø af grin over”? Det må vel egentlig afhænge af ens religiøse tilbøjeligheder.

Tilbage på den lille satellit i Hjørring fortsatte tilstrømningen af kursister. Stadig hovedsagelig x’ere og y’ere. Der kom flere lærere, nogle kom langvejs fra og blev kun i en kortere periode, andre var ”udlånt” til os i kortere eller længere perioder.

Efter et par år, måske lidt mere, kunne vi ikke længere blive i Hjørringhus. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men i hvert fald flyttede vi til et hus i Dronningensgade. VUC havde lokaler i det samme hus, så derfor fik vi også nogle lokaler i det tidligere lægehus i Kongensgade 9. Det delte vi i begyndelsen med Specialskolen for voksne. Vores kursister var glade for at se deres og omvendt, så det gik udmærket.

Det næste afsnit i denne serie kommer til at handle lidt mere om undervisningsmaterialer fra stenalderen, men så er serien altså også snart ved at løbe tør. Denne skribent har hverken kræfter eller tilbøjelighed til at beskrive den videre udvikling op til nutiden, hvor hun jo så er hægtet af, og det endda nok ikke midlertidigt. Jeg skulle jo også bare lave et jubilæumsskrift, og selv om sådan nogle godt må være længere end blogindlæg, så er der dog grænser. Man skal ikke overbelaste den genre heller.

Da jeg mangler en god og informativ illustration her, bringer jeg i stedet et billede af et armbåndsur. Det er ikke så pænt, men det er et af dem, der er lige så gamle som jeg selv, og hvis man bare har tikket af sted i 59 år, ser man altså ikke videre glamourøs ud.
12. december
Lige en sidste ting om selfier: Jeg synes principielt ikke, man skal lave dem til begravelser. Det er en anelse usmageligt. På den anden side, hvis man er til en mindehøjtidelighed på et kæmpestort sportsstadion med salg af hatte, t-shirts, hot-dogs samt buh-råb til uønskede talere mm., så er det vel knap så slemt? Ikke totalt god stil, men vel næppe heller den helt store forbrydelse. At den “gode” Cameron så bagefter skal score billige points for at have stillet sig til rådighed for et medlem af Kinnockfamilien, det ærgrer mig til gengæld. Meget.