Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. december 2013

Vrede

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 18:11

Vrede er ikke videre ladylike. Det er ekstreme følelser eller følelsesudbrud i det hele taget heller ikke. Når jeg således slår om mig med køller med rustne søm i, verbalt altså, kan jeg hverken beskyldes for at udvise tegn på god opdragelse ELLER beskyldes for at fylde mig med psykofarmaka, der tager så meget af kanten af, at der næsten ikke er noget tilbage. Når man har bidt en kant af, er der jo bare en indenfor, som også skal fjernes, og før vi ved af det, er vi tilbage til anekdoten om knægten, der højt og hellig lovede, at han bare ville spise den yderste kant af pandekagen, og alligevel endte med at have spist det hele og at være stopmæt.

Men jo, jeg tager en pille til at tage det værste med fra tid til anden. Gud nåde og trøste omgivelserne, hvis jeg ikke gjorde. Bodil Storm ville være en lille kattekilling i sammenligning. Det ville så i givet fald være en verbal storm fra min side. Jeg er ikke, har aldrig været og bliver heldigvis aldrig noget voldsmenneske.

Jeg havde ved den søde grød heller ikke forestillet mig, at jeg skulle befinde mig i sådan en krise, som jeg gør nu, eller skulle opleve sådan et følelsesmæssigt oprør. Men man skal aldrig sige aldrig eller vide sig sikker. Lige pludselig er der nogen, der trækker bundproppen ud af lige præcis din lille båd, og hvad gør du så?