Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. december 2013

Sidste afsnit af føljetonen

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 20:04

Jeg havde jo lovet at afrunde mit “jubilæumsskrift”, og nu siges det, at julen står for døren, så hvorfor ikke gøre det nu? Det var nu ikke bagdøren, julen stod for. Jeg var ude og samle tagrester op fra plænen i dag, og der var i hvert fald ikke nogen jul. Men måske står den uden for fordøren? I morgen vil jeg afprøve den teori. Jeg kan også meddele, at vi stadig er i live. Der er, så vidt vi kan se, heller ikke sket flere strukturelle ændringer af uheldig art i domicilet, siden taget røg af.

Som før nævnt, ville det bryde med genren “jubilæumsskrift”s begrænsninger, hvis jeg skulle have beskrevet udviklingen i mit arbejde helt op til nutiden. Det var for det første. For det andet, gad og gider jeg heller ikke. Men her kommer det, sådan som det nu blev:

Her kunne det måske være på sin plads at skrive lidt om de undervisningsmaterialer, vi brugte den gang. Der var som sagt ikke så mange, og kvaliteten var noget svingende. Derfor var man i høj grad henvist til selv at fremstille materialer, evt. i form af supplerende opgaver til eksisterende tekster, evt. i form af, at man lavede det hele fra bunden af. Ligesom ”selv”. For de af os, der har været med siden den gang, er der nok ikke så meget, der har ændret sig siden da. Man kan finde fejl og mangler ved de fleste materialer, men hvis man selv har fremstillet materialerne, ved man da i det mindste, hvad meningen med dem er. Nu kunne man jo godt tro, at der ville forekomme masser af genbrug, når man nu laver et materiale til en bestemt gruppe, så ville det måske være fristende at prøve det på den næste gruppe også. Men man bliver altså træt af, også som lærer, det samme og det samme. Efter at vi har fået mulighed for at fremstille materialer på PC, er det jo også meget lettere at rette tingene til, så de passer til det næste hold. Det var noget vanskeligere, da man skulle i sving med rettelak og omhyggeligt udklippede, maskinskrevne linjer. Af teknologi havde vi i starten båndoptagere og fotokopimaskine. Senere kom der TV og videomaskine til. Videomaskiner var både tunge, dyre og skrøbelige i de dage, så enten var den lige blevet stjålet eller også var den gået i stykker. I øvrigt var der ikke særlig meget egnet materiale på video. På bånd havde vi det udødelige værk ”Hvad siger du?”. Det bestod af små dialoger, som man ideelt set skulle kunne lære udenad, sådan at man senere kunne substituere nogle af verberne og substantiverne og på den måde overføre indlæringen til andre situationer. Ideelt set, det er jo lige som ”i teorien”, ikke sandt? Alle de mennesker, der havde indtalt ”Hvad siger du?” var ærkekøbenhavnere. Det virkede altså helt forkert at skulle tvinge nogle kursister i Hjørring til at lære en dialog á là flg.:

[sgvi føls?] Skal vi følges?
[jmn, jarlzå p’ sygl!] Ja, men, jeg er altså på cykel!

Man kan selv tænke sig til fortsættelsen, og husk at tænke det i et rivende tempo. Nej, det holdt altså bare ikke til begyndere. Eller nogen andre, for den slags skyld.

Et stort hit i hine dage var diverse kasser med konkrete objekter. En lærer havde selv lavet én med et lille hus, en legetøjsbil, en rusten saks, en kop, et glas, en kniv osv. Så havde hun udarbejdet en hel serie opgaver, der hørte til, hvor man både kunne komme ud i at skulle bøje verber, substantiver, adjektiver osv., samt sammensætte sætninger. Der var så nogle, der ikke nåede stort videre end til at lære navnene på de forskellige ting i kassen, men folk er forskellige og lidt har også ret. Da dette nu fungerede fint, blev nogle af os også dybt begejstrede, da vi fik lov til at anskaffe forskellige plasticmadvarer, som man kunne anvende på samme måde. Det kan da godt være, at det virker lidt tåbeligt at gå rundt og sige: ”Må jeg låne dit spejlæg?”, eller: ”Min stegte kylling er blevet væk, har du set den?”. Men en ting er sikker: En god portion humor, grænsende til kreativt vanvid har aldrig været nogen hindring i denne branche. Faktisk fik jeg på et tidspunkt at vide, at da jeg blev ansat, havde man haft 3 kvalificerede ansøgere, men valget var faldet på mig, fordi jeg havde et lettere vanvittigt glimt i øjet. Det var vist ment som en kompliment, men man skal nok havde været der for at kunne se det.

I hvert fald var og er tendensen klar: Jo kortere skolebaggrund, jo mindre fællessprog med kursisten, jo bedre virker undervisning, der tager udgangspunkt i det konkrete. Det kan så siden udvides til ekskursioner, hvor man tager masser af billeder (noget, der jo er blevet meget nemmere og billigere at have med at gøre nu om dage), som man efterbehandler og hæfter sprog på det.

Hvis vi for et kort øjeblik springer frem til nutiden, kommer der jo nu kursister, man kan udstyre med tekster og ordbøger og på basis heraf have fornuftige samtaler med efter få dage. Men den slags kursister havde vi ikke i starten, der hvor jeg var.

Alligevel havde vores overordnede, sagsbehandlerne i Dansk Flygtningehjælp, i de dage en enorm tillid, både til kursisternes indlæringsevne og til lærernes evne til at lære fra sig. Man tog nemlig rutinemæssigt kursisterne ud af Sprogskolen efter ca. 6 måneder, sendte dem på AMU-kursus og forventede derefter, at de ville finde job og være fuldt integrerede. Det skete så nok ikke så tit i virkeligheden. Derimod vendte – og vender – kursister til stadighed tilbage til Sprogskolen, når de er ledige. Af denne kategori er det kun meget få, man kan få til at gøre fremskridt. Typisk forstår de rigtig meget, de taler også en del, men der er stadig massive udtaleproblemer, og det skriftlige har man på det nærmeste opgivet.

Ded var ded. Til lykke med jubilæet, fr Stewart! Den tid, der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage. På den anden side er der ingen garanti for, at det fortsætter lykkeligt i al evighed.

I mangel på en relevant illustration, bringer jeg her et billede af et armbåndsur og to mandariner.
20. december

11 Comments »

  1. Tak for det sidste glimt af historien; de har været spændende at følge med i! Man må da sige, at der har været plads til lærernes egne kreative evner, når der næsten ikke var nogen undervisningsmidler, men det må også have benhårdt dag efter dag at komme op med noget nyt og spændende ud af ingen ting.

    Jeg kan godt lide dit fonetiske københavnske og du har fuldstændig ret, det er sådan, vi taler.

    Comment by Stegemüller — 20. december 2013 @ 20:15

  2. Ja, tillykke med jubilæet. Dit festskrift har været underholdende og med bid.

    Skal man tage den afsluttende illustration som tegn på, at du inden længe vil lære mandarin?

    Comment by Eric — 20. december 2013 @ 20:25

  3. @Eric: Det er jo et verdenssprog, så det ville måske ikke være nogen tosset idé. Men nej, det havde jeg nu ikke tænkt på, før du bragte det på bane. Men jeg kan godt lide at bruge komplementærfarver sommetider, og derfor kom mandarinerne ind i billedet. 🙂

    Comment by Henny Stewart — 20. december 2013 @ 20:28

  4. Ja, når arbejdsgiveren ikke ville give dig dit velfortjente jubilæum, så må vi andre ønske dig tillykke med det! De skulle bare vide, hvilken tale de gik glip af – jeg elsker din humor og din selvironi; det sidste har du i en sjælden høj grad – din situation til trods. Hatten af for det.

    Comment by Ellen — 20. december 2013 @ 22:07

  5. @Ellen: Tak skal du have, det er da heller ikke helt ringe endda. Uden humor går det simpelthen ikke i denne verden!

    Comment by Henny Stewart — 20. december 2013 @ 22:29

  6. @Stegemüller: Du var røget i filteret – det opfører sig fuldstændig arbitrært for tiden, så derfor kommer mit svar først nu: Ja, det kunne godt være belastende at skulle finde på noget nyt hver dag, men nu er repetition jo også en god ting! Men selvfølgelig skal man vide, hvad der skal på menuen, og samtidig skal man være klar til at afvige fra programmet, hvis det er det, der er brug for. – Det kan godt være, at jeg stillede sagen lidt på spidsen med det københavnske, men netop på spidsen står mange sager bedst, sådan af hensyn til tydeligheden!

    Comment by Henny Stewart — 20. december 2013 @ 22:34

  7. Hi, hi – kors hvor jeg husker starten på det hele, hvor vi var overladt til os selv og “Hvad siger du”. Heldigvis blev materialerne jo meget bedre med årene og vi fik diverse elektroniske hjælpemidler. Men når jeg tænker tilbage på den tid både griner jeg og krummer tæer.
    God weekend!

    Comment by Anna Marie — 21. december 2013 @ 10:46

  8. @Anna Marie: Det, jeg egentlig husker med en vis stolthed fra de dage er, hvordan vi faktisk klarede det og fik opbygget en mængde materialer, som vi byttede med hinanden og forbedrede og ændrede, sådan at vi i løbet af faktisk ganske kort tid havde et beredskab. Det er rigtigt, at der er kommet mange nye materialer, men de allerfleste af dem har jeg ikke gidet bruge mere end en gang, og de har alle som et haft brug for at blive skræddersyet endnu en gang til den eller de grupper, man nu sad med.

    Comment by Henny Stewart — 21. december 2013 @ 14:02

  9. Det har været spændende at læse din føljeton og få et indblik i en verden, jeg ikke kender noget til.
    Rigtig god jul, Henny!

    Comment by Madame — 22. december 2013 @ 7:21

  10. @Gitte: Tak skal du have, og tak i lige måde! 🙂

    Comment by Henny Stewart — 22. december 2013 @ 12:02

  11. Sikken et efterår, Henny!
    Flot resultat du opnåede i rehabiliteringsforløbet, rigtig flot.
    Tak for alle de dejlige billeder fra Hjørring og omegn, vi har gennem de sidste 13 år haft vores gang i Bispensgade, når vi har været hjemme, dejligt med et kig derfra.
    Også tak for den spændende beretning fra dit forrige job. Spændende at se hvad der byder sig af jobtilbud for dig. Held og lykke og i øvrigt rigtig godt nytår.

    Comment by Annette (Holland) — 9. januar 2014 @ 19:13

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment