Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. april 2014

God påske, det der er tilbage af den!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 18:37

Eller rettere, selvfølgelig: Jeg håber, I har haft en god påske. Vejret har jo da i hvert fald delvis artet sig fra den pæne side. Ikke fordi det har drevet mig på havearbejde. Der er grænser for, hvor meget man kan gå ind og ændre på sin tilværelse, sådan lige på en gang.

Nej, jeg har i stedet været optaget af at fremstille “bedler” – en del af tiden, ikke hele påsken. Bl.a. følgende:
En gammel bil
Den skal indgå i et undervisningsmateriale om “ny eller gammel”. Nogle vil måske indvende, at der mangler et hjul på bilen, men på sådan en gammel spand kan der jo ofte mangle en og anden ting. Andre vil måske have problemer med, at der sidder en lille hvid fugl på køleren. Dem kan jeg oplyse om, at der er tale om en ægte Lalique krystalkølerfigur. Dette sidste indgår dog ikke i pensum. Det er mere med for min egen fornøjelses skyld.

Så ja, her tre uger efter start er jeg stadig i praktik. Jeg har endda nået at være med på en ekskursion til en moderne gård med en bestand på 160 stykker malkekvæg, plus en del får og høns, som dog var børnenes projekter. For at sikre mig, at dette arrangement blev sjovt nok, skred jeg på r*ven midt inde i stalden, mens jeg var ved at trække sådan en plasticposestøvle over mine fødder. Min balance er ikke helt i orden endnu. Det vidste jeg egentlig godt, men jeg skulle lige tage chancen, i stedet for at smutte udenfor og bruge den bænk, der var opstillet til det samme. Det er godt fjorten dage siden, og det blå mærke har endnu ikke forladt mig. Heldigvis smadrede jeg hverken kamera eller telefon. Jeg kan trods alt stadig hele, hvilket mine apparater ikke kan. Jeg var endvidere så heldig, at ingen tog billeder af fadæsen, så derfor bringer jeg her i stedet et billede af en bette fyr, der ikke havde været i denne verden mere end en times tid, da billedet blev taget
En kalv
Så ja, jeg er stadig i praktik, som indvandrerlærer. Indtil videre har jeg ikke blameret mig så meget, at jeg er blevet smidt ud. Nu har jeg altså også haft al mulig hjælp her de første tre uger. Jeg håber naturligvis, det også kommer til at gå godt, når jeg skal til at klare opgaverne lidt mere på egen hånd, så jeg heller ikke blamerer mig for voldsomt de sidste 10 uger. Hvis de altså bliver de sidste, min praktik vil nemlig kunne forlænges, hvis det skønnes relevant.

16 Comments »

  1. Flot bedle! Hvis du fortsat bidrager til underholdningen som i kostalden, er der næppe tvivl om, at praktikken forlænges, men det er nok anbefalelsesværdigt at lægge falde på halen-komedie på hylden.

    Comment by Eric — 21. april 2014 @ 19:00

  2. @Eric: Ja, hoftebrud og den slags kan man bedst være foruden. Må finde andre måder at være underholdende på!

    Comment by Henny Stewart — 21. april 2014 @ 19:45

  3. Det er sørme længe siden, vi har set noget til dig på bloggen Henny – velkommen igen. Det lyder som om, det går godt med din virksomhedspraktik, dejligt!

    Flot “bedle” og tænk at det kan forstås, selv om det er stavet på den måde, mange udtaler det.

    Comment by Stegemüller — 21. april 2014 @ 21:15

  4. @Stegemüller: Jo, foreløbig er det gået meget godt, og det håber jeg selvfølgelig, at det fortsætter med. Om “bedle”, så er det en udtale, der har irriteret mig voldsomt, siden første gang, jeg hørte den. Jeg kan heller ikke rigtig gennemskue, hvordan den er opstået, andet end gennem totalt slappe og dovne muskler i en eller anden danskers mund. Jeg hører det desværre oftere og oftere.

    Comment by Henny Stewart — 22. april 2014 @ 10:45

  5. Igen er humoren det dejlige, gennemgående element – selv om ‘røvturen’ nok først var sjov langt senere …
    Du får forhåbentlig og formentlig forlænget praktikken – du må være et godt aktiv. Jeg håber naturligvis på, at det bliver til et fast job for dig, men så begynder du vel desværre at koste penge.

    Comment by Ellen — 21. april 2014 @ 21:43

  6. @Ellen: Ja, det punkt, hvor jeg begynder at koste penge, er der hvor min praktikplads og jeg senest skal skilles. Men det kunne da være, at de manglede folk andetsteds, og så vil jeg være bedre rustet til at søge.

    Comment by Henny Stewart — 22. april 2014 @ 10:43

  7. PS: Du kan bare lige vove at sige ‘bedler’ til dem, der skal lære dansk – så bliver vi uvenner 🙂

    Comment by Ellen — 21. april 2014 @ 21:44

  8. @Ellen: Nej, det kunne jeg da ikke drømme om, med mindre, der kommer besked om, at det nu hedder sådan.

    Comment by Henny Stewart — 22. april 2014 @ 10:40

  9. Dejligt at høre nyt fra dig. Og som Ellen skriver, humoren har du stadig. Stakkels dig, sådanne slag kan man have nydelsen af meget længe. Held og lykke med praktikperioden 🙂

    Comment by Lene — 21. april 2014 @ 21:58

  10. @Lene: Heldigvis gør det ikke ondt mere. Det er bare alle regnbuens farver.

    Comment by Henny Stewart — 22. april 2014 @ 10:39

  11. Hvor er du heldig at du kan tegne. Det er guld værd som indvandrerlærer, når man skal forklare noget. Jeg kan desværre ikke selv. Og held og lykke med jobbet, det ender såmænd nok med at gå det hele. – Og ‘bedle’ – jo det griner vi altid meget af her i huset.

    Comment by Anna Marie — 22. april 2014 @ 14:33

  12. @Anna Marie: Jamen, noget held skal man da have her i livet. Tak for de gode ønsker!

    Comment by Henny Stewart — 22. april 2014 @ 19:53

  13. Det er godt at høre nyt fra dig, Henny, og humoren har du heldigvis stadig. ‘Bedler’ er også en udtale, vi griner af her hos os. Held og lykke med praktikperioden.

    Comment by Madame — 23. april 2014 @ 8:24

  14. @Gitte: Tak skal du have. Ja, uden humor går det jo ikke, så det er godt, at der er nogle ting at grine af.

    Comment by Henny Stewart — 23. april 2014 @ 16:28

  15. Jeg regner med, at du knokler som en gal, siden vi ikke ser så meget til dig.
    Forhåbentlig er du slippet af med det blå mærke.

    Comment by Annette (Holland) — 13. maj 2014 @ 11:48

  16. @Anette: Knokler og knokler, det ved jeg såmænd ikke, men det er jo nok fordi, jeg har gang i nogle andre ting, at jeg ikke er så aktiv her.

    Comment by Henny Stewart — 13. maj 2014 @ 21:06

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment