Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. maj 2014

Ærlig talt, på arbejde

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 22:17

Når det går godt, tingene lykkes og især, når folk er glade, mærker jeg et dybt stik i hjerteregionen ved tanken om, at det arbejdsmæssige løb faktisk er kørt for mit vedkommende. Dybt ironisk, ikke sandt?
Tilbage, bagved i græsset

7 Comments »

  1. Jeg er indimellem lidt langsomt opfattende, og det er jeg så også lige nu. Hvorfor er det arbejdsmæssige løb faktisk kørt for dit vedkommende, når du lige har fået arbejde, og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så dybt ironisk?

    Jeg spørger, fordi det faktisk interesserer mig …

    Comment by Rasmine — 23. maj 2014 @ 13:16

  2. Det lyder da rigtig dejligt, er det fast?

    Comment by Annette (Holland) — 23. maj 2014 @ 14:20

  3. Hvor er det godt at høre fra dig igen Henny, jeg synes, det er meget længe siden, eller har jeg været uopmærksom?

    Comment by Stegemüller — 23. maj 2014 @ 17:41

  4. @Rasmine: Der er tale om praktik, ikke aflønnet arbejde, hvilket såmænd kun mærkes henimod de andres lønningsdag. Løbet er kørt, fordi jeg allerede har fået at vide, at jeg ikke skal regne med ansættelse, når jeg en gang er blevet rask. Der er dog mulighed for, at min revalidering kan komme til at foregå på samme arbejdsplads. Jeg har tudefjæs, fordi jeg atter har opdaget, at det er dejligt at undervise, delvist igen, og fordi ingen “in their right minds” ville ansættte mig.

    @Anette: Jeg er jo stadig sygemeldt og på sygedagpenge, mere “fast” er det ikke. Hvis min hjemkommune pludselig fandt på, at det var bedre for deres pengekasse og mig at slå kommunens græsplaner, så ville det være sådan det var.

    @Stegemüller: nej, jeg tænker ikke, du været uopmærksom. Faktisk er der heller ikke sket noget nyt. Jeg har blot opdaget nogle holdninger i mig selv, der viser, at arbejdsidentiteten er en langt større del af mig end først antaget, og det giver et voldomt sug i hjerteregionen, ved tanken om, at jeg nok ikke får et “rigtigt” job, der passer til mig, mine kompetencer og tilsvarende lønkrav, hvilket er ironisk, idet jeg i ikke helt ringe grad har betragtet mig selv som arvtager til “Dovne Robert”

    Comment by Henny Stewart — 23. maj 2014 @ 21:32

  5. Efter alt, hvad du har været igennem, får du selvfølgelig ikke helt de samme kræfter eller den samme energi, som du havde før, men jeg troede, man kunne få et fast job med nedsat arbejdstid. De tider er måske forbi? Man skulle ellers tro, at der er brug for folk, der – forstå det, hvem der kan – faktisk kan lide at undervise.

    Comment by Rasmine — 24. maj 2014 @ 10:31

  6. Lommepsykologen i mig hævder, at det måske også har noget at sige, at du ikke frivilligt har valgt at forlade arbejdsmarkedet – for slet ikke at tale om, at du naturligvis ikke frivilligt valgte at blive syg!
    Uanset hvad, synes jeg, at det er smadderærgerligt, at det overhovedet skal være sådan, at en, der virkelig godt gider, ikke får lov. Life’s not fair, is it?

    Comment by Ellen — 25. maj 2014 @ 21:49

  7. @Ellen: Nej, livet er ikke retfærdigt, har aldrig været det, og bliver det sandsynligvis heller ikke. 😉

    Men det forbavser mig egentlig, at jeg har denne reaktion. Jeg tror, din lommepsykolog kan have meget ret i sine betragtninger.

    Comment by Henny Stewart — 25. maj 2014 @ 23:13

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment