Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. september 2014

Medicircus

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , — Henny Stewart @ 10:43

DISCLAIMER: Langt og kedeligt indlæg om læger, medicin, moral, dobbeltmoral mm.
Jeg skal jo forestille at være ved at blive rask, men hvis vi holder os til ærlige termer er jeg ikke rask (endnu). Om jeg bliver det, er et åbent spørgsmål. Men det er ærlig talt ikke så nemt at administrere smerter, som jeg stadig får fra operationsarret og omegn, eller min psykiske tilstand, som jeg ikke har styr på. Er jeg bipolær uden manier? Er jeg ”bare” ind i mellem ”lettere”, ”sværere” eller bare “mellemsvært” deprimeret? Her er det værd at huske, at der findes andre depressioner, end dem, hvor man ligger og stirrer ind i en væg. Mange deprimerede er faktisk i arbejde, men oplever på grund af depressionen en manglende livskvalitet.

Min psykiater har været tiltalende tilbageholdende med diagnoserne. Den slags stempler behøver man ikke, men man kan godt være i behandling for en af tingene alligevel. Beviset for, om man har den ene eller den anden diagnose består så i, om medicinen virker. Jeg har i næsten to år været i behandling for angst og neuropatiske smerter med præparatet ”Lyrica”. Det var, især i starten, meget effektivt mod smerterne i og omkring det operationsar, der ligger over mellemgulvet, sådan ca. Denne positive effekt er desværre i aftagende. Det, i øvrigt meget lange, ar, jeg har under højre arm og ud på ryggen, har jeg gudskelov og mærkværdigvis ikke haft det mindste besvær med, ligesom det er blevet næsten usynligt. Det på maven buler helt ad h til. Mod angsten har ”Lyrica” efter min bedste overbevisning ikke virket. Nu er man ikke selv det bedste sandhedsvidne om den slags, idet man jo ikke kan dele sig i to og oprette en kontrolgruppe. Til min praktiserende læges forfærdelse er jeg havnet på den (forhåbentlig midlertidige) konklusion, at de eneste psykofarmaka, der objektivt virker på mig, er benzodiazepiner.

Disse er jo ikke populære i lægestanden som sådan. Blandt andet er der folk, der har udråbt denne del af psykofarmaka til at være ”tørsprit”. Heri ligger der efter min mening en uhensigtsmæssig moralsk vurdering fra visse dele af lægestanden. Jeg er med på, at benzodiazepiner ikke er bolsjer, og at de ikke skal gives til unge mennesker i store mængder. I hvert fald ikke før, alt andet har været prøvet på en helt seriøs måde. Ud fra mine egne erfaringer, er samtaleterapi den bedste behandling for de fleste psykiske lidelser. Samtaleterapi kan være mange forskellige ting, lige fra egentlig freudiansk analyse til hypnoterapi.

Men samtaleterapien, hvilken form den så tager, kan i næsten alle tilfælde suppleres eller for ældre patienters vedkommende delvis erstattes med medicinsk behandling. Mange praktiserende læger starter sådan en behandling, suppleret med samtaler på det plan, som lægen nu har personlige ressourcer til. Det er ikke så ringe, selv om det selvfølgelig er bedre at blive behandlet af en psykiater, eller en psykolog, der er uddannet læge. Det sidste fordi, en sådan psykolog vil kunne udskrive medicin, hvilket en psykolog uden medicinsk uddannelse ikke kan. Det vil selvfølgelig være et handicap i situationer, hvor patienten faktisk har brug for at få noget kemisk ubalance ordnet.

Som sagt behøver det ikke være en dårlig løsning at få behandling hos sin praktiserende læge, mens man venter på at komme til hos specialisten. Så vidt jeg kan se, ud fra egne erfaringer, artikler om emnet og samtaler med lidelsesfæller, er det største problem, at praktiserende læger har en tendens til at udskrive antidepressiv medicin i for små doser. Dette kan være virkelig problematisk, især i tilfælde, hvor patienten er suicidal. Lidt ”populært” udtrykt, kan en for lav dosis antidepressiv medicin få patienten akkurat så meget ud af starthullerne, at h/n er i stand til at planlægge og gennemføre et selvmord.

Samfundsøkonomisk er man selvfølgelig kommet af med en udgiftspost, hvis det bliver resultatet. Samfundsøkonomisk kan en bipolær/deprimeret person selvfølgelig være både økonomisk og følelsesmæssigt anker for et større antal – sandsynligvis yngre – personer. Så mangel på ordentlig behandling i første led kan medføre en større regning, når næste generations traumer og praktiske problemer skal løses. Alt i alt kunne man godt ønske sig, at ventelisterne til psykologisk/psykiatrisk behandling blev kortere, at distriktspsykiatrien blev mere effektiv, herunder at personer, der har behov for at blive indlagt, også bliver det og forbliver indlagt, indtil der er rimeligt styr på situationen. Naturligvis er dette endnu vigtigere, hvis patienten er et barn eller et ungt menneske, eller en der har ansvaret for sådan en (eller flere) person(er).

Nå, her kom jeg så meget ud i det generelle, at jeg kom væk fra det med benzodiazepiner. For folk, der ikke er bekendt med disse præparater, kan jeg kort fortælle, at de falder i to grupper, den ene beroligende (sælges under navne som Valium, Diazepam, Oxapax, Oxabenz osv. De forskellige mærker har samme virkning, så det gælder bare om at få apoteket til at sælge dig den billigste. Der er nemlig ikke tilskud til denne form for medicin.) Den anden gruppe af benzodiazepiner er sovemedicin (sælges under navne som Imovane, Imozop, Stillnocht, Zolpidem. Der er lidt forskel på de to første mærker og resten. Fx smager Imovane og Imozop helt ad h. til.) Ellers er meningen med disse midler jo, at de skal hjælpe en med at falde i søvn. Problemet med dem er, at den søvnfremkaldende virkning kan udeblive, men at man alligevel kan blive afhængig af midlerne.

I værste tilfælde kan det betyde, at man går rundt og tilsyneladende fungerer, men i virkeligheden sover det meste af hjernen. Hovedet kører på automatpilot, så at sige. Og man kan i nogle tilfælde gøre og sige ting, som man ikke husker bagefter. Det er rimeligt ubehageligt. For mig er kuren selvdisciplin. Har jeg taget sovepille, så er det i kanen, klap gluggerne i og afvent søvnens komme. Det gør man så, om nødvendigt, i op til 7-8 timer, hvorefter pillens virkning på systemet (selvom det ikke var den ønskede) skulle være aftaget tilstrækkeligt til at man kan fungere ”normalt” og også huske (det meste af) hvad man har sagt og gjort.

Den beskrevne manglende virkning af benzodiazepiner som sovemedicin, kombineret med den afhængighed, der opstår, er et af de største problemer med disse præparater. Hvorfor overhovedet tage noget, der funker så dårligt? Tjah, der opstår en fysisk afhængighed. Hvis man forsøger at stoppe fra den ene dag til den anden, risikerer man krampeanfald, der kan have alverdens uheldige konsekvenser, alt afhængigt af anfaldets voldsomhed og den situation, man er i, når man rammes. Nedtrapning er svaret. Når man så er trappet ned, vil man kunne regne med at produktet vil virke som sovepille et stykke tid igen, hvorefter circus kan starte forfra. Problemet er nemlig, at der ikke er nogle bedre alternativer.

Rohypnol er jo blevet udråbt til et såkaldt ”daterapedrug”. Altså virker det lidt for godt og lidt for effektivt, især i starten. Jeg har fået Rohypnol for mange år siden, da min læge kunne se, at jeg absolut måtte have noget søvn, hvis jeg ikke skulle gå fuldkommen i selvsving. Men Rohypnol og andre midler i den klasse fås vist nærmest kun på det sorte marked nu om dage. I hvert fald har jeg ikke haft held til at få nogle af mine behandlere til at udskrive det til mig i denne omgang. Man går ud fra, at de ved, hvad de gør. Eller ikke gør.

Jeg nævnte før, at man ikke får den mindste smule tilskud til benzodiazepiner. Dette er et udtryk for en politisk beslutning om, at disse præparater er ”dårlige”. Denne beslutning udmønter sig desværre hos visse praktiserende læger til en moraliserende holdning om, at man skal holde patienterne væk fra den slags snusk. Så vidt, så skidt. Men hvad nu, hvis det er den eneste form for medicin, der objektivt set hjælper, her og nu, mod angst, søvnløshed og hvad har vi?

Dårlig situation, hvis man er løbet tør forud for en lang weekend og ikke har været forudseende nok til at få forlænget sin recept, der hvor man oprindelig fik den. Hvis man er naiv nok (hvilket jeg da har været), kunne man forestille sig, at ens praktiserende læge ville kunne logge ind på ens medicinprofil på sundhed.dk og udskrive en lille portion, så man ikke risikerer at gå i kramper i den nævnte forlængede weekend. Når denne læge så lader sin moralske, af sundhedsstyrelsen underbyggede, modvilje mod disse præparater overskygge hensynet til patientens ve og vel og siger “nej”, så har patienten et problem. H/n har 3-4 muligheder, som jeg ser det:

  • risikere kramperne
  • prøve alternativ behandling. Nu kaldes dette præparat ”tørsprit”, og en person med normal indvendig rørlægning vil sikkert kunne undgå kramperne med en to-tre sjusser om dagen. Jeg har bare ikke normal indvendig rørlægning, så denne mulighed er ikke åben for mig
  • opsøge det sorte marked. Det har jeg ikke gjort før, og jeg har ingen anelse om, hvordan eller om det overhovedet fungerer i min del af verden

Nu er det en situation, jeg selv har været i, og jeg kan desværre ikke oplyse jer om, hvordan jeg klarede den. Men situationen opstod i pinsen, og jeg lever endnu, så jeg har vel fundet en god tovende at bide i, da det var værst.

Men på ovenstående måde føler jeg mig igen reduceret til en gammel junkie(lidt lige som alle de gange, jeg har stået på apoteket og bedt om medicin, hvor recepten ikke var kommet frem), der kun er interesseret i at lokke recepter ud af læger. Og hvis nogen tænker dette om mig, må jeg protestere. Jeg må også protestere over sundhedspersonales personlige synsninger om forskellige former for medicin. Jeg er, i samarbejde med min udmærkede psykiater, i gang med at forsøge at finde et præparat, der kan virke mod min depression, angst, søvnløshed mm. Vel at mærke et præparat, der har sundhedsstyrelsens blå stempel, fordi det virker på den rigtige måde, ikke er ”tørsprit” fx.

Indtil videre er det bare ikke gået så godt med det. Det er ret sent arbejde, kan jeg berette. Man faser et sådant præparat langsomt ind, for at se hvilke af bivirkningerne, man får at slås med. Når man efter nogle uger har besluttet, at bivirkningerne er til at leve med, sættes dosis typisk op til noget, der skulle kunne gøre noget ved problemerne. Efter yderligere nogle uger, evaluerer man på situationen: Er der positiv effekt at spore? Hvis ja fortsætter man, måske øger man dosis yderligere. Er der derimod ingen virkning at spore, skal der seponeres. I lægmands termer: Man skal holde op med at tage medicinen. Men i de fleste tilfælde skal man trappes ud, lige så stille. For selv om medicinen altså ikke havde nogen positiv effekt, kan den godt have nogle grimme bivirkninger, når man vil holde op med at tage den.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg finder et af disse produkter, der viser sig at have flere virkninger end bivirkninger. Indtil denne situation indfinder sig, har jeg altså to ”fy, fy, åh, så slemme” benzodiazepiner, der hjælper mig igennem situationer, hvor jeg ellers ville være ilde hjulpet. Er jeg så afhængig af disse stoffer? Ja, det er jeg. Jeg har ikke nogen moralsk holdning til, at dette skulle være så forfærdeligt. De fleste mennesker er afhængige af et eller flere stoffer. Vand fx. Eller de førnævnte alkoholiske drikke, der dog ikke er forbudt. Endnu. Selvom antallet af rygere her i landet er faldet til omkring en tredjedel af befolkningen, er der dog her tale om en meget stærk afhængighed, som faktisk skader andre mennesker. Når man fx skal løbe spidsrod gennem en gruppe rygere for at komme ind i næsten en hvilken som helst offentlig bygning. De nymodens e-cigaretter har været markedsført som cigaretter, der ikke skader omgivelserne. Jeg er nu noget loren ved den damp, der slippes ud fra disse ”narresutter for voksne”. Det er dog heller ikke forbudt, ja man skal ikke en gang have recept! Hvorimod det ikke skader omgivelserne en pind, når jeg tager et angstdæmpende middel. Tværtimod, med den afslappende effekt følger større overblik og empati. Disse midler skal selvfølgelig ikke indtages pr. håndfuld, og det bliver de heller ikke, af mig.

Den absolut ideelle situation ville selvfølgelig være at kunne undvære al den medicin og kun have brug for at stimulere sig med kaffe og te og falde i søvn af naturlig skovhuggertræthed. Men sådan et menneske er jeg ikke, og det har jeg heller aldrig været.

Mit dilemma er i øjeblikket, at min praktiserende læge og jeg ikke er på samme side angående benzodiazepiner. Dem får jeg også normalt udskrevet af min psykiater, men da min praktiserende læge har adgang til såvel journal fra psykiateren og min medicinprofil, så synes jeg godt, jeg burde kunne regne med, at hun kan fungere som bagstopper, hvis jeg løber tør på et tidspunkt, hvor jeg ikke kan få kontakt med min psykiater. Situationen vil ikke opstå særlig tit. Jeg er blevet betydeligt bedre til at tælle fremad på min kalender, samtidig med at jeg er virkelig motiveret for at finde andre behandlinger end disse dybt og overdrevent forhadte benzodiazepiner. Så spørgsmålet bliver, om jeg kan arbejde hen over disse ”meningsforskelle”, eller om jeg hellere skal skifte læge med det samme. Man er jo ikke altid i bedste kampform, når man opsøger sin læge. Derfor ville det være rart, nødvendigt faktisk, hvis der herskede mere eller mindre gensidig tillid.

14 Comments »

  1. Jamen, jeg har også et bøvl med min praktiserende læge om at få recept på Zolpidem, så jeg kan tage en halv sovepille engang imellem, når jeg ikke kan sove. Han er så hunderåd for sundhedsstyrelsen. Lægerne burde snart indse, at de ikke er for kloge inden for den institution.

    Comment by Anna Marie — 8. september 2014 @ 13:41

  2. @Anna Marie: Ja, jeg synes det ville klæde lægerne at stille sig på patienternes side. Så har jeg egentlig også en mening om, at når man kommer over en vis alder, så burde man egentlig selv kunne bestemme, hvad man medicinerer sig med. Lægen skulle have en rådgivende, men ligeværdig funktion. At stå med hatten i hånden også der er ved at æde den sidste rest af min værdighed. Og så bliver jeg ikke sjov at handskes med.

    Comment by Henny Stewart — 8. september 2014 @ 14:50

  3. Det her er lidt svært for mig at forholde mig til, men umiddelbart vil jeg sige, at hvis det virker, må man (også som sagkyndig) acceptere afhængigheden – som vel i bund og grund også er ligegyldig, hvis det er noget, man må påregne at skulle tage i resten af ens liv.

    Comment by Ellen — 8. september 2014 @ 14:51

  4. @Ellen: Næh, jeg kan heller ikke indse, at selve afhængigheden skulle være det store problem, så længe det virker, og så længe det forbedrer livskvaliteten. Hos mig er det faktisk sådan, at benzodiazepinernes muskelafslappende effekt tager det værste af mine smerter, så jeg i mange tilfælde kan undgå stærk smertestillende medicin. Man skulle jo nødig ende som morfinist! 😉

    Comment by Henny Stewart — 8. september 2014 @ 15:41

  5. Jeg synes det er rigtig træls for dig, når nu andet er prøvet og ikke virker. En af grundene til at vi ikke bruger de præparater er at hos ældre er halveringstiden nær 100 timer, dvs at man nærmest kan blive forgiftet af pillerne samtidig med at man bliver afhængig af dem.
    Og husk nu at jeg stadig mener, at for dig, som har prøvet andet, gælder det næste ikke 🙂 Jeg kender en gammel dame, som nærmest hele sit voksne liv fik stesolid, hun begyndte som 90 årig at blive lidt forvirret og havde svært ved at sove. Gerontopsykiaterne satte hende på aftrapning og hun fik andre præparater til at dæmpe angst og til at sove på. Hun er blevet meget friskere og har det så godt nu, klarer sig stadig i eget hjem. Og er selv dybt taknemlig for omlægningen . nu . men ikke mens det stod på, da græd hun hver gang vi snakkede med hende. Det er måske de historier, og hun er ikke den eneste, der gør at praktiserende læger efterhånden ser rødt, når benzodiazepiner nævnes. Det ændrer ikke på at netop din psykiater har vurderet, at det er det rette for dig, mens I finder den rette mediin, og så burde din læge lytte og blive klogere.

    Comment by Lene — 8. september 2014 @ 17:51

  6. @Lene: Jeg ved jo godt, at der hverken er tale om bolcher eller vitaminpiller. Jeg ville da intet hellere end at kunne undvære denne medicin, ja faktisk ville jeg gerne være fri for ALLE de piller, jeg skal tage hver dag. Alene det, jeg skal have fast hver dag, er jeg nødt til at tælle op til seks dage ad gangen, for ellers ville der simpelthen gå alt for lang tid med det pillecircus både morgen og aften og der ville være risiko for, at jeg glemte nogle af pillerne. Jeg har bestemt ikke noget ønske om at gå rundt i en forgiftning/rus, som den gamle dame, du fortæller om, og det mener jeg heller ikke, at jeg gør.

    Comment by Henny Stewart — 8. september 2014 @ 18:56

  7. Godt indlæg om “Benzoer”

    Du har egentlig ret i, at det ikke kan genere nogen, om du er blevet afhængig eller ej, og hvis det er det eneste, der kan hjælpe dig skal du da selvfølgelig have dem.

    For mit eget vedkommende passer jeg lidt på med Benzodiazepiner, da jeg tidligere har haft et misbrug, og så det er let at udvikle et nyt.

    At huske medicinen: I Appstore kan man finde en lille app, der kan hjælpe med til at huske medicinen. Den bipper, når det er tid. Selv har jeg meget glæde af den.

    Comment by Stegemüller — 13. september 2014 @ 14:59

  8. Jeg glemte, at du skrev “Bipolar uden mani”. Det tror jeg ikke findes, da bipolar jo netop er at svinge mellem de to poler hvoraf den ene er manien.

    Comment by Stegemüller — 13. september 2014 @ 19:42

  9. Jeg har svaret på det her en gang allerede, men mit hyperaktive spamfilter har åbenbart et problem med links. Men her kommer det igen:
    Artikel om bipolær affektiv lidelse, mani, hypomani, depression mm.

    Comment by Henny Stewart — 21. september 2014 @ 21:14

  10. Hejsa. I et anfald af “tørfixeri” faldt jeg over din blog her. Lad mig lige præsentere mig. Jeg er 31 år og kom sidste forår ud af en 3½ år lang on/off misbrugsbehandling efter at have haft et blandingsmisbrug af alkohol/hash/benzoer i en del år.

    I din situation kan jeg godt forstå et behov for benzoer. Det respekterer jeg. Men du skal altså huske at passe på. Jeg vil anbefale dig at kigge på benzoinfo.dk og lære lidt om farer og lignende (f.eks. at kaffe kan modvirke benzoers virkning, hvilket gør at dosis ofte øges).

    Personligt synes jeg at benzoer er den forkerte behandling af angst. Tværtimod forstærker det angst efter et stykke tid. Jeg skal ikke kunne sige om jeg har været misbruger p.g.a. en ikke konstateret angstlidelse (m.m.) eller om angsten er et resultat af mit misbrug.

    Idag tager jeg Truxal for min angst. Det er egentligt et anti-psykotisk middel som ikke er afhængighedsskabende (okay alt medicin kan være psykisk afhængighedsskabende), men det lægger en dæmper på mine tanker og gør at jeg ikke får angstanfald. Nogle tager det med Oxapax (som jo også er en benzo), men en sådan kombi kan måske gøre at benzo-dosisen reduceres. Et alternativ til Truxal kunne være Seroquel. Prøv at forhøre dig hos din psykiater.

    Mht psykisk sygdom; Uanset mit misbrug, har jeg ofte haft oplevelse af at være deprimeret og/eller bipolar og/eller skizoid. I min behandling fik jeg psykolog-hjælp og blev udredt af en psykiater. Deres diagnose var at jeg lider af dystymi. Altså en form for personlighedsforstyrrelse.

    At lære dette (eller acceptere dette, diagnoser indenfor psykiatri/psykologi er jo sjældent absolutte) gjorde at jeg kunne lære at forholde mig til min omverden på en ny måde. Jeg begyndte at forstå at jeg med denne viden kunne agere anderledes. Når gamle mønstre dukkede op kunne jeg identificere dem og handle anderledes. Dermed ikke sagt at jeg ikke fra tid til anden gentager tidligere dumme mønstre, men det lykkedes mig at få vendt bøtten og komme videre.

    F.eks. nu, hvor jeg egentlig ledte efter nogle pille-rus-historier i et anfald af “tørfixeri”, men endte med at sidde og fortælle, hvorfor sådan et misbrug kan være skidt. Anyways; Hav det godt og pas på dig selv. Her er et link til info om dystymi. Jeg siger ikke at det er noget, du evt. lider af, men det er et godt indspark ift. snakken om depression. http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/dystymi.htm

    Comment by En anonym tosse — 19. november 2014 @ 20:58

  11. Hov… ville også smide den her. Pas på dog, at læse om symptomer gør at mange identificerer sig med dem og “selv-diagnosticerer” sig.

    Comment by En anonym tosse — 19. november 2014 @ 21:05

  12. Åh….Nu glemte jeg linket. Undskyld! Her er det http://www.indadvendt.dk/2012/01/forsvarsmekanismer-og-de-personlighedstraek-de-tyder-pa/

    Comment by En anonym tosse — 19. november 2014 @ 21:05

  13. Undskyld jeg bliver ved med at kommentere. Jeg læste lige din tekst igennem igen og kunne ikke lade være med at tænke følgende;

    Du skriver at benzoer naturligvis er noget skidt, især for unge mennesker (men vel også for dig, uanset alder?). Det kan læses som om din alder er en undskyldning for at det er iorden at du æder benzoer. Hvor mange alkoholikere har jeg ikke mødt, da jeg arbejdede i hjemmeplejen som brugte samme argument. “Jeg er gammel, jeg keder mig, jeg har ret til at leve som jeg vil (uanset sociale og samfundsmæssige konsekvenser)”.

    og

    “Skal jeg skifte læge…..” Underforstået for at få de piller, du gerne vil have.

    Begge dele kan tolkes som et tegn på afhængighed og en snigende rationalisering af, hvorfor denne afhængighed skal fortsætte. Det er altså ikke fordi jeg vil tørre denne konklusion af på dig, men mere for at få dig til at tænke på, hvorvidt det er dig eller pille-behovet, der argumenterer her. Jeg havde 1 million undskyldninger for at skulle have et misbrug, da det stod på. Jeg kunne sgu næsten overbevise tilfældige mennesker om, hvorfor det gav mening. Og at det var “kuren”.

    Igen, jeg prøver altså ikke at skyde dig noget i skoene, men den bedste (og hårdeste) måde at lære sig selv og sine behov at kende, er at blive trappet ud på et tidspunkt og bearbejde de følelser (og smerter/søvnløshed/depression/angst) man måtte have. Dette er et kritisk og farligt “eksperiment” og absolut ikke noget, nogen fagpersoner ville anbefale. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at adskille “naturlige” følelser og det som et længerevarende pille-forbrug medfører. Dette må KUN ske under intens overvågning.

    Comment by En anonym tosse — 19. november 2014 @ 21:49

  14. @A.T: Nu er jeg ikke i nogen tørfixer eller -dranker situation. Er faktisk ikke sikker på, hvad det er. 😉

    Jeg erkender en afhængighed af benzoer, men ikke noget misbrug. Kun en brug. Dvs. der er ikke nogen skyld/skam forbundet med det for mig. Det er blot en behandling, der i modsætning til andre behandlinger, har en vis virkning.

    Jeg har prøvet Truxal, de gjorde ikke noget for mig. Det er jo et meget gammeldags præparat mod psykoser. Det er dokumenteret, at det kan virke mod angst hos visse personer, men ikke hos alle. Truxal er heller ikke nogen vitaminpille, den er sandsynligvis ikke mindre skadelig end benzoer.

    Jeg fastholder, at folk i min alder, der har prøvet alverdens medikamenter for at holde angsten i skak, bør have lov til at vælge de præparater, man ved, virker. Det er min læge ikke ubetinget enig i, men vi har haft en længere samtale om sagen, og vi forstår hinandens synspunkter.

    Jeg har derfor igen tillid til hende og overvejer ikke længere at skifte læge.

    Der er altså ikke tale om at presse piller ud af en modvillig læge. Det synes jeg faktisk også fremgår af mit indlæg, men det kan jo være, at min formidlingsevne ikke er helt i top. Man ved jo aldrig. 😉

    Du er i øvrigt velkommen til at kommentere her. Jeg får indtrykket af, at du skriver dig igennem nogle ting i din kommentar, og det kan have en terapeutisk virkning i sig selv.

    Comment by Henny Stewart — 20. november 2014 @ 17:11

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment