Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. september 2014

Vi går et par år tilbage

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:15

Det år, jeg blev syg, havde jeg rigtig gang i tasterne. Både her på bloggen og til en lukket mappe andetsteds. De tekster jeg lagde op her var noget lange i spyttet med hensyn til at nævne egentlige årsager, egentlige problemer, når jeg så dem omkring mig. Nu følte jeg mig også i nogen grad i krise, men af årsager, som jeg måske gerne vil have bearbejdet ved det lag, jeg skal have lyset slukket.

Jeg har altså besluttet, at det jeg skrev den gang, langt snarere end at skulle forblive privat, er noget der bør frem i lyset, for måske at undgå noget lignende en anden gang. Det er og bliver et helvede at have folk med litterære ambitioner i omgangskredsen. Jeg er sikkert ikke den sidste, så væn jer til det! Jeres navne vil ikke blive nævnt, men I vil slet, slet ikke være i tvivl om, hvem det er der, menes. Eller hvis I er, så står det umådelig meget værre til med jeres hoveder end først antaget.

Men her følger dagbogsnotater fra nogle af de første 15 dage af august til og med september 2012: (Og så har jeg endda ikke taget det hele med)!


1/8 – 12 Den anden ende af denne kuglepen er en kniv og en samfundshjælper. Mon der ligger noget symbolik i det? In vino veritas, eller som det ville være i dette tilfælde, i øllen ligger sandheden. Så finder jeg aldrig sandheden. Det er ikke mange øl, jeg har været i stand til at klemme ned gennem årene, trods ihærdige forsøg, især i de unge år.

4/8 – 12 Når der ikke i denne bog står noget om, at jeg blev fyret den 29. juni, så må det vel være, fordi det ikke er så vigtigt.

13/9 – 12 I går havde jeg den mest ydmygende samtale i mit liv hidtil. ”Ledelsen” påstod, at den havde modtaget klager over mig, mit sygefravær, med samt min undervisning fra både kolleger og kursister. Jeg kan sagtens forestille mig en bestemt kollega, der har kanaliseret nogle klager. Det er ikke første gang, det er sket. Hun opererer nærmest som fru Drusse i Scherfigs romaner. Mao. personer, der slet ikke kan sige noget som helst, på et sprog, vi kan forstå, kommer i hendes version med lange, velformulerede sætninger i flere lag og orden i såvel hypo- som parataxe.

Men jeg tror ikke, der er tale om mere end det.

Jeg har et virkelig godt forhold til mine kursister, og frem for at beklage sig over mig, er det faktisk sådan, at de er søde og omsorgsfulde overfor mig. De ved, at jeg går gennem en svær periode, og de sætter pris på de tiltag, jeg trods alt sætter i søen for at hjælpe dem til bedre dansk.

Jeg fatter slet ikke, hvad al den ballade skal til for, her tre og en halv måned før biksen endegyldigt lukker. Det burde efter min mening hellere have været en periode, hvor man drog omsorg for hinanden og hjalp ud, i bogstaveligste forstand. Men nu skal jeg altså til at være administrator/eksaminator på fuld tid i stedet for at undervise. Sikke noget lort! Det er samværet med kursisterne og arbejdet med at lette deres integration i det her samfund, der er noget ved. Papirnusseri og testeri er slet ikke mig.

15/9 – 12 Fra nu af skal hver dag være en fest. Ad helvede til med gimperne.


Det sidste var lettere sagt end gjort, så her har jeg causeret lidt mere over det. Hvordan det er, når det er slut, når noget er færdigt og intet nyt er at se over horisonten, det fælles “vi” er blevet skident, og adskillige forsøg på at vaske det ikke rigtig har virket. Det er bare begyndt at gå i opløsning og rådne i stedet for: Var mit indre jeg ikke for længst hakket i småstykker, så begyndte der nu også at være mere alvorlige problemer med skroget, end der hidtil havde været:


Jeg træder lige ud i tredje person til det sidste. Tredje person causerer noget om sammenhængen mellem sygdom, psykisk som fysisk, og dårligt arbejdsmiljø, forårsaget af en i alle måder ukvalificeret ledelse:

Og så har hun lige pludselig kræft, tosken

Det var noget besynderligt, den lørdag morgen, hun fik et brev med posten, hvor hun blev indkaldt til en undersøgelse på et hospital i Aalborg med henblik på operation. Da hun ikke havde hørt noget til dette før, gik hun ind på sundhed.dk for at se, om hendes journal kunne fortælle lidt mere. Det viste sig, at man havde fundet kræft i hendes spiserør! Det var noget af et chok at læse dette på nettet, og efterfølgende påstod diverse instanser da også, at man havde forsøgt at kontakte hende pr. telefon, men at det ikke var lykkedes. I hendes husholdning havde man længe kun haft mobiltelefoner, og sådan nogle er som bekendt lukkede af og til. Normalt vil man så kunne se, at nogen har haft ringet, når man lukker op for sådan en telefon igen, men det kunne hun ikke i dette tilfælde.

Selvfølgelig er det sådan, at når man har fundet kræft i en patient, så skal der handles, og der skal handles hurtigt. Således også i dette tilfælde. Hun var under kniven mindre end 20 dage efter diagnosen. Så det med at vænne sig til, at man var syg, var sådan noget, hun måtte gøre efter operationen. Da var der også både tid og anledning nok til at gøre det.

Mens hun oplevede at gå ind på hospitalets område og være både frisk og rørig, vågnede hun op og kunne absolut ingenting. Selv det at trække vejret var besværligt. Faktisk var hendes evne til at gøre netop dette så voldsomt reduceret, at hun måtte blive på intensivafdelingen i 5 dage, hvor hun havde oplevelser, hun hellere skulle have været foruden.
patient

Og dog var det sådan, at hendes arbejdsliv på tidspunktet for diagnosen var så betændt, at hun nærmest var lettet over at have fået kræft. Så kan man vel tale om, at det psykiske arbejdsmiljø er fucked up, hvis man hellere vil lide af en potentielt dødelig sygdom end være på arbejdspladsen.

Men sådan var det, og dog ikke kun sådan. Måske er opfattelsen af virkeligheden en slags vifte med mange forskellige lag, hvor man somme tider skubber nogle lag ud, hvor de kan ses, og somme tider nogle andre ind, hvor de ikke kan ses. Det bliver en overlevelsesmekanisme. Det er nok muligt, at alt er gået i skuddermudder nu, men sådan har det ikke altid været. Der har også været gode ting, og dem skal man huske på, også for at overleve. Mennesker kan have overtrådt ens grænser på en måde, man aldrig før ville have kunnet forestille sig. Men man husker disse mennesker fra tidligere tider, hvor de ikke opførte sig på den måde, hvor de ikke havde ladet sig suge ind i nogle behov for at manipulere med og ødelægge andre mennesker. På den anden side er det også kendskabet til personen, der gør manipulationen og ødelæggelsen mulig. Der skal ikke ledes så længe efter de svage steder, man ved på forhånd, hvor de er og kan sætte kniven i dér og dreje rundt.

Det svageste sted er det, der holdt hende tilbage i det miljø. Svagheden forhindrede hende i at gå ud og søge anden beskæftigelse som andre havde gjort. Eller troede hun måske, at hun var immun over for manipulationen og ondskaben? ”Først kom de for at hente kommunisterne, men hun protesterede ikke for hun var ikke kommunist. osv.” Nej, svagheden var, at hun var træt. Hun havde ikke formået at opbygge en baggrund, der støttede og nærede, og så bliver man træt. Måske bliver man træt under alle omstændigheder. Måske er det et menneskeligt grundvilkår: Man bliver træt, og så indhentes man af ondskaben, manipulation, ødelæggelse og cancer, nutidens sabeltandede tiger. Exit træt person.


Jeg er her endnu

Inden du spørger: Det bedste forsvar mod en injuriesag er sandheden.