Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. september 2014

Vi går et par år tilbage

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:15

Det år, jeg blev syg, havde jeg rigtig gang i tasterne. Både her på bloggen og til en lukket mappe andetsteds. De tekster jeg lagde op her var noget lange i spyttet med hensyn til at nævne egentlige årsager, egentlige problemer, når jeg så dem omkring mig. Nu følte jeg mig også i nogen grad i krise, men af årsager, som jeg måske gerne vil have bearbejdet ved det lag, jeg skal have lyset slukket.

Jeg har altså besluttet, at det jeg skrev den gang, langt snarere end at skulle forblive privat, er noget der bør frem i lyset, for måske at undgå noget lignende en anden gang. Det er og bliver et helvede at have folk med litterære ambitioner i omgangskredsen. Jeg er sikkert ikke den sidste, så væn jer til det! Jeres navne vil ikke blive nævnt, men I vil slet, slet ikke være i tvivl om, hvem det er der, menes. Eller hvis I er, så står det umådelig meget værre til med jeres hoveder end først antaget.

Men her følger dagbogsnotater fra nogle af de første 15 dage af august til og med september 2012: (Og så har jeg endda ikke taget det hele med)!


1/8 – 12 Den anden ende af denne kuglepen er en kniv og en samfundshjælper. Mon der ligger noget symbolik i det? In vino veritas, eller som det ville være i dette tilfælde, i øllen ligger sandheden. Så finder jeg aldrig sandheden. Det er ikke mange øl, jeg har været i stand til at klemme ned gennem årene, trods ihærdige forsøg, især i de unge år.

4/8 – 12 Når der ikke i denne bog står noget om, at jeg blev fyret den 29. juni, så må det vel være, fordi det ikke er så vigtigt.

13/9 – 12 I går havde jeg den mest ydmygende samtale i mit liv hidtil. ”Ledelsen” påstod, at den havde modtaget klager over mig, mit sygefravær, med samt min undervisning fra både kolleger og kursister. Jeg kan sagtens forestille mig en bestemt kollega, der har kanaliseret nogle klager. Det er ikke første gang, det er sket. Hun opererer nærmest som fru Drusse i Scherfigs romaner. Mao. personer, der slet ikke kan sige noget som helst, på et sprog, vi kan forstå, kommer i hendes version med lange, velformulerede sætninger i flere lag og orden i såvel hypo- som parataxe.

Men jeg tror ikke, der er tale om mere end det.

Jeg har et virkelig godt forhold til mine kursister, og frem for at beklage sig over mig, er det faktisk sådan, at de er søde og omsorgsfulde overfor mig. De ved, at jeg går gennem en svær periode, og de sætter pris på de tiltag, jeg trods alt sætter i søen for at hjælpe dem til bedre dansk.

Jeg fatter slet ikke, hvad al den ballade skal til for, her tre og en halv måned før biksen endegyldigt lukker. Det burde efter min mening hellere have været en periode, hvor man drog omsorg for hinanden og hjalp ud, i bogstaveligste forstand. Men nu skal jeg altså til at være administrator/eksaminator på fuld tid i stedet for at undervise. Sikke noget lort! Det er samværet med kursisterne og arbejdet med at lette deres integration i det her samfund, der er noget ved. Papirnusseri og testeri er slet ikke mig.

15/9 – 12 Fra nu af skal hver dag være en fest. Ad helvede til med gimperne.


Det sidste var lettere sagt end gjort, så her har jeg causeret lidt mere over det. Hvordan det er, når det er slut, når noget er færdigt og intet nyt er at se over horisonten, det fælles “vi” er blevet skident, og adskillige forsøg på at vaske det ikke rigtig har virket. Det er bare begyndt at gå i opløsning og rådne i stedet for: Var mit indre jeg ikke for længst hakket i småstykker, så begyndte der nu også at være mere alvorlige problemer med skroget, end der hidtil havde været:


Jeg træder lige ud i tredje person til det sidste. Tredje person causerer noget om sammenhængen mellem sygdom, psykisk som fysisk, og dårligt arbejdsmiljø, forårsaget af en i alle måder ukvalificeret ledelse:

Og så har hun lige pludselig kræft, tosken

Det var noget besynderligt, den lørdag morgen, hun fik et brev med posten, hvor hun blev indkaldt til en undersøgelse på et hospital i Aalborg med henblik på operation. Da hun ikke havde hørt noget til dette før, gik hun ind på sundhed.dk for at se, om hendes journal kunne fortælle lidt mere. Det viste sig, at man havde fundet kræft i hendes spiserør! Det var noget af et chok at læse dette på nettet, og efterfølgende påstod diverse instanser da også, at man havde forsøgt at kontakte hende pr. telefon, men at det ikke var lykkedes. I hendes husholdning havde man længe kun haft mobiltelefoner, og sådan nogle er som bekendt lukkede af og til. Normalt vil man så kunne se, at nogen har haft ringet, når man lukker op for sådan en telefon igen, men det kunne hun ikke i dette tilfælde.

Selvfølgelig er det sådan, at når man har fundet kræft i en patient, så skal der handles, og der skal handles hurtigt. Således også i dette tilfælde. Hun var under kniven mindre end 20 dage efter diagnosen. Så det med at vænne sig til, at man var syg, var sådan noget, hun måtte gøre efter operationen. Da var der også både tid og anledning nok til at gøre det.

Mens hun oplevede at gå ind på hospitalets område og være både frisk og rørig, vågnede hun op og kunne absolut ingenting. Selv det at trække vejret var besværligt. Faktisk var hendes evne til at gøre netop dette så voldsomt reduceret, at hun måtte blive på intensivafdelingen i 5 dage, hvor hun havde oplevelser, hun hellere skulle have været foruden.
patient

Og dog var det sådan, at hendes arbejdsliv på tidspunktet for diagnosen var så betændt, at hun nærmest var lettet over at have fået kræft. Så kan man vel tale om, at det psykiske arbejdsmiljø er fucked up, hvis man hellere vil lide af en potentielt dødelig sygdom end være på arbejdspladsen.

Men sådan var det, og dog ikke kun sådan. Måske er opfattelsen af virkeligheden en slags vifte med mange forskellige lag, hvor man somme tider skubber nogle lag ud, hvor de kan ses, og somme tider nogle andre ind, hvor de ikke kan ses. Det bliver en overlevelsesmekanisme. Det er nok muligt, at alt er gået i skuddermudder nu, men sådan har det ikke altid været. Der har også været gode ting, og dem skal man huske på, også for at overleve. Mennesker kan have overtrådt ens grænser på en måde, man aldrig før ville have kunnet forestille sig. Men man husker disse mennesker fra tidligere tider, hvor de ikke opførte sig på den måde, hvor de ikke havde ladet sig suge ind i nogle behov for at manipulere med og ødelægge andre mennesker. På den anden side er det også kendskabet til personen, der gør manipulationen og ødelæggelsen mulig. Der skal ikke ledes så længe efter de svage steder, man ved på forhånd, hvor de er og kan sætte kniven i dér og dreje rundt.

Det svageste sted er det, der holdt hende tilbage i det miljø. Svagheden forhindrede hende i at gå ud og søge anden beskæftigelse som andre havde gjort. Eller troede hun måske, at hun var immun over for manipulationen og ondskaben? ”Først kom de for at hente kommunisterne, men hun protesterede ikke for hun var ikke kommunist. osv.” Nej, svagheden var, at hun var træt. Hun havde ikke formået at opbygge en baggrund, der støttede og nærede, og så bliver man træt. Måske bliver man træt under alle omstændigheder. Måske er det et menneskeligt grundvilkår: Man bliver træt, og så indhentes man af ondskaben, manipulation, ødelæggelse og cancer, nutidens sabeltandede tiger. Exit træt person.


Jeg er her endnu

Inden du spørger: Det bedste forsvar mod en injuriesag er sandheden.

8 Comments »

  1. Det hjælper at få luft og at skrive om det, er jeg sikker på.
    Og se på de lyse sider: Du er blevet meget smukkere af alt det, du har været igennem. Sådan er det ikke mange forundt af sådan en slem sygehistorie 🙂

    Comment by Ellen — 21. september 2014 @ 13:22

  2. @Ellen: Hvordan var det nu, den engelske undersættelse lød: Scenen er i beholderens øje… Jeg synes godt nok ikke, der er meget pænt ved skroget nu. Det er mindre, og det er en god ting. Men mine ansigtsknogler, som jeg åbenbart har efter farmor, stikker voldsomt ud under den hud, der stadig er størrelse 58-60. Men nu skal jeg heller ikke være model, så hvis jeg bare kunne blive lidt friskere og ikke have næringssorger, hverken af den ene eller den anden art og ellers blive her sammen med Gordon og kattene, så skulle jeg ikke klage. Ret meget.

    Comment by Henny Stewart — 21. september 2014 @ 13:45

  3. Det er godt, du har både Gordon og kattene; i sær sidstnævnte ved jeg selv er mådeligt gode for sjælen.

    Skriv, skriv, skriv – det hjælper! Selv bruger jeg min blog som en slags terapi, at der så er nogen, der gider læse og kommentere, ser jeg som et stort plus.

    Comment by Stegemüller — 21. september 2014 @ 17:04

  4. @Hanne: Det er godt, Gordon ikke kan læse dansk! 😀

    Jeg er helt bevidst om, at det hjælper at skrive. Det er derfor jeg går i gang med det, hver gang. Hvis der så også kommer et læseværdigt produkt ud af det, er det kun et plus.

    PS. Akismet havde slugt din kommentar. Jeg ved ikke hvorfor folk, der har kommenteret her i årevis, ryger i spamfiltret. Mig selv inclusive! Sikke noget juks!

    Comment by Henny Stewart — 21. september 2014 @ 21:09

  5. Jeg er lidt spændt på, om denne kommentar går igennem, de sidste gang jeg har kommenteret hos dig, er mine ordgydelser forsvundet. Ikke fordi jeg har haft noget særligt intelligent at skrive, bare et par ord.

    Jeg har lige læst dit indlæg “Medicircus”, jamen for pokker da også. Hvad stiller du op? Selvfølgelig er du nødt til at kæmpe videre, men jeg læser mig til, at det bestemt ikke er en kamp for småbørn. Vi, altså husbond og jeg, har sammen med dansk familie og venner jævnligt været omkring forholdene for ældre og syge her kontra i DK. De første år holdt jeg selvfølgelig på, at det hele var bedre, mere effektivt osv. i DK, men et eller andet siger mig, at der er sket eller andet i de forløbne 12 år og at jeg nok bliver nødt til at revidere min opfattelse omkring den danske syge- og ældrepolitik.

    Ovenstående er en grum og trist historie. Jeg håber, at det har hjulpet dig bare lidt at få den nedfældet.

    Comment by Annette (Holland) — 21. september 2014 @ 18:47

  6. @Anette: Akismet sorterer på en mærkelig måde somme tider. Mine egne kommentarer skal jeg fx tit ind og godkende, men denne gang gik din kommentar nu fint igennem. Ja, det kan godt være, at vores system er det bedste, jeg er selv ikke sikker på, at det er tilfældet, men selv hvis det er, er der sandelig stadig plads til forbedring. Alt tilrettelægges i “pakker” nu om stunder. Der er ikke plads til individuelle hensyn i særlig høj grad, og det er vel netop, hvad der er brug for i den forbindelse. Så nu, hvor jeg har prøvet, hvordan det er at være syg, kan jeg så se frem til at prøve, hvordan det er at være gammel. Hvis man ellers lever længe nok! 😎
    EDIT: Jeg ser, at jeg ikke fik svaret på det med, hvad jeg gør ang. Medicirkus: Jeg tæller dagene, jeg tæller pillerne og lægger min logistik efter det. Så forsøger jeg at begrænse benzoerne, siden det nu skal være så forfærdeligt med dem. Jeg tænker tit, at de andre, “gode” psykofarmaka måske har forfærdelige bivirkninger, som først viser sig meget senere. Desuden taler jeg min sag, hvor jeg kan. Min praktiserende læge forstår nu, at jeg ikke er en gammel junkie, der forsøger at narre hende til noget, hun ikke kan gå ind for. Vi havde en lang samtale om det, og vi forstår hinanden meget bedre nu.

    Comment by Henny Stewart — 21. september 2014 @ 19:26

  7. Jeg er også kun nået til 1912, og det er da ikke så ringe at kunne stoppe tiden. Spøg til side, jeg kan godt gætte, at du mener 2012, men vi der er født med noget 19-foran, kan meget nemt komme til at skrive 19xx. Hilsener – jeg må læse det litterære indlæg færdigt senere 🙂

    Comment by Donald — 22. september 2014 @ 13:03

  8. @Donald: Ja, du har ret. Men nok er jeg gammel, jeg var dog ikke sat i verden i 1912!

    Det er ikke sådan med det “litteratur”, nogle gange må man lægge en bog fra sig.

    Comment by Henny Stewart — 22. september 2014 @ 13:16

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment