Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. oktober 2014

En afkortet pakke

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 16:22

Så var det atter blevet tid til et kontrolbesøg hos lægerne i Aalborg. Det forløb aldeles uden blodsudgydelse, også denne gang. Men jeg blev fortalt, at den operation, jeg fik, tidligere indgik i et pakkeforløb på 5 år med to årlige kontroller. Disse pakkeforløb er over hele landet blevet kortet ned til to år p. gr. af en politisk beslutning. Det er godt to år siden, jeg blev opereret, så det skulle vise sig at være sidste gang!

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg ikke har været begejstret for mine check-ups hele vejen igennem. Dels, at man blev udsat for en læge, der ikke kunne skrive det i journalen, vi havde talt om og efterfølgende ikke ville indrømme sin fejl. Dels det, at jeg bad om at blive fri for at møde ham igen, og så alligevel kommer til at møde ham ville vel være nok til, at jeg ikke kan beskrive disse kontroller som en succesoplevelse. Dagens læge kan jeg aldrig mindes at have set før, ligesom jeg heller ikke kendte ham, jeg snakkede med sidste gang, og det sagde jeg til ham. Han mente nu nok, at vi måtte være stødt på hinanden en eller anden gang i forløbet … Skal ikke kunne sige det. Jeg var jo bedøvet en stor del af tiden.

Så denne nedskæring er jeg ikke specielt utilfreds med. Jeg håber bare ikke, det kommer til at skade nogle andre, der har haft en bedre oplevelse ved at gå til kontrol.

Men ellers fint nok. Jeg er sq også træt af sygehuse, læger og alt, hvad dertil hører. Er også træt af sygdom, kræft især, men også al mulig anden sygelighed. Der er også andet, jeg er træt af, så måske er jeg i virkeligheden bare træt!

Stik mig lige et medikament, en eller anden, så jeg bliver frisk som en havørn og fuld af tillid til mig selv og fremtiden! Et middel mod indbygget forældelse og anden værdiløshed …

26. oktober 2014

Bryllupsdag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 5:13

I dag, den 26. oktober, er det 16 år siden, vi blev gift. Jeg var 44 og Gordon 54, så vårharer var vi ikke just. Der lå ikke mange planer bag brylluppet, ej heller var der dessiner på ægteskabet, andet end at vi begge var trætte af at være alene, ikke var i færd med at blive yngre og i øvrigt ville få svært ved at opnå opholdstilladelse i samme land, hvis vi ikke var gift. Gordon mente fra starten af, at jeg skulle se og pakke min kuffert og tage med ham til Canada, hvor han jo hørte til, og hvor han mente, at vi ville kunne få en bedre fremtid sammen.

Brudeparret

Det har gennem tiden undret nogle af mine bekendtskaber, at jeg ikke var ”frisk” og greb chancen for at emigrere, se noget, mens tid var. Jeg synes selv, at det var et stort krav at stille til mig, der med møje og besvær var kravlet ind i det, jeg mente, var byens middelklasse, hvor jeg jo stammede fra landbrugskredse. Ikke at det kan kaldes for social opstigning, masser af landmænd levede også i min ungdom betydeligt bedre liv rent materielt, end byernes arbejderklasser gjorde. Bare det, at man i hårde tider kunne lide på, at man i det mindste selv kunne dyrke det meste af sin mad, gav landmændene forspring. Ganske vist er landmandens avl til eget brug ikke gratis, men den er der til under indkøbspris og som regel i rigelig måde, hvor byens arbejdere skal ud og købe hver en liter mælk og hvert et kilo mel, og ofte netop i hårde tider må betale mere for det og derved let bliver nødlidende. Tilbage til 1998. Jeg havde et godt job, som jeg holdt meget af, som var velbetalt, og som jeg mente, jeg var god til, og som udfordrede og lærte mig noget hver dag. Der skulle have været virkelig gode grunde til det, hvis jeg skulle have opgivet det den gang. Også fordi vi alle sammen blev fyret på grund af omlægninger, og jeg var så heldig at kunne fortsætte under den nye ledelse. Gordon, derimod, havde ikke noget job i Canada. Han mente, at han ville kunne få job som vicevært i en ejendom og derved få en meget billig husleje. Men man skal som bekendt også æde, nogen mere end andre, og det ville jeg så skulle bidrage med. Min uddannelse er imidlertid ikke særlig internationalt indrettet, eller det var den i hvert fald ikke, da jeg tog den. I andre lande uddanner man lærere på universiteter og præster på seminarier, så det ville nok snarere være et job i en fast-foodbix eller noget rengøring, jeg kunne have været heldig og få. Det tiltalte mig ikke. Så det blev ret hurtigt til, at det skulle være her, vi skulle have base.

Vi boede i den lejlighed på Børsen, hvor jeg var flyttet ind seks-syv år tidligere, og der blev vi boende i et års tid, efter vi blev gift. Jeg elskede den lejlighed. Der var fredeligt og roligt, og vi havde udsigt til Rubjerg Knude Fyr på gode dage. Jeg havde indrettet den, så den passede perfekt til mit singleliv, og det var ganske svært for Gordon at se sin plads i den lejlighed. Der var jo ikke noget, der var hans, eftersom han var kommet hertil med sit habengut i en kinesisk køjesæk. Gordon begyndte at lave om på indretningen på nogle måder, som jeg ikke syntes om, blandt andet fordi jeg syntes det blev grimt og rodet og svært at holde rent, og der blev mindre plads til at gøre de ting, jeg gerne ville. Vore første skænderier udspandt sig over disse temaer, og det gør nogle af vore nuværende såmænd også. Gordon ville gerne have, at vi (læs jeg) skulle købe fast ejendom. Det var jeg ikke meget for. Der var ligesom et par voksenpoint, jeg ikke havde fået indløst, i og med at jeg altid havde boet til leje og aldrig havde været prioritetsbestyrer. Gordon drømte om et nedlagt landbrug, men nu var det sådan, at dem vidste man godt, hvad skulle koste den gang, for det første, og for det andet var de ejendomme, vi så på, absolut “fixer-uppers”, og da jeg ikke har nogle særlige talenter indenfor hverken murer-, tømrer-, smede- eller glarmesterfaget og heller ikke havde iaggttaget slige kompetencer hos min tilkommende, mente jeg ikke, der kunne blive tale om en bolig, der trængte til ret meget mere end et lag maling ind i mellem. Sådan en bolig lod sig finde i 1999, og her har vi så huseret siden. Der var sådan en fin have, da vi kom her. Bede og borter med stauder og roser. Frugttræer, søde små juletræer. Hjemmelavet drivhus komplet med tomater, agurker og en gammel vinstok. Bedene og borterne er væk, idet vi ikke gad luge, og ikke ville fortsætte med Round-up, hvilket vi var sikre på var de forrige ejeres middel of choice. Desuden er haven en lang, smal tarm, og det bliver for træls at skulle manøvrere plænetraktoren rundt om de tingester. Nu hvor de er væk, kan man lige køre en omgang med traktoren, og så er den græsplæne slået.

Frugttræerne er væk, på nær et. De stod i vejen. Det gør det sidste såmænd også, men jeg insisterer på, at det skal have lov til at stå i vejen. Ikke alt her i verden skal indrettes efter en Stiga havetraktor. Det er nemlig et sundt, ungt træ, der giver en masse syrlige madæbler. Vi udnytter dem kun lidt, men fuglene skal også have noget at bide i. Der var også et gammelt æbletræ, men det røg i den første efterårsstorm. Så havde vi to nuttede juletræer i hvert hjørne af forhaven. Disse voksede til faretruende størrelse i løbet af få år. Så var det godt at have en canadier i huset, som kan fælde den slags uden at skade liv, lemmer eller ejendom. Drivhuset gav efter for et par meter sne en af de første vintre. Vinstokken er der til gengæld stadig, men den giver ikke noget udbytte. Det skal lige tilføjes, at jeg aldrig har arbejdet så meget som fem minutter i den have. Jeg kan rigtig godt lide idéen om en have, og jeg er fuld af beundring for andres haver, både med hensyn til den variation, de har i deres beplantning, og den måde, de har formået at faktisk lave rum i haven, som man i hvert fald om sommeren kan udvide sit hus ganske betragteligt med. EDIT: Men selv er jeg altså ikke til havearbejde af nogen art.

totempæl

Se Canada skulle jeg da. Der blev skaffet billetter. Jeg kan have bildt mig det ind, men jeg mener bestemt, der var røster inde over, der håbede, at jeg ville blive så begejstret for det nordamerikanske, så jeg ville tigge og bede om at få lov at blive. Dette kom ikke til at ske. Jeg mente at kunne se, at vi ville havne på samfundets bund, og der mente jeg ikke, at vi hørte til. Så havde vi jo også lige købt hus, og endelig er jeg da nok en værre hjemmefødning. Selv om jeg ikke har ret meget kontakt med min familie, mine naboer eller andre, så er det altså her, jeg hører til, herfra min verden går. Og så var der jo også det gode, interessante, velbetalte job.

Det er ikke mange af vores bryllupsdage, vi sådan har fejret. Ja, knap nok den første. Vi blev viet af kommunaldirektøren. Vi havde pænt, rent tøj på. Der var hverken blomster, ringe, fest, gæster eller gaver. Måske har vi som oftest glemt bryllupsdagen af den grund. Vi kan også have valgt at ignorere den nogle gange, fordi vi havde fået en idé om, at vores ægteskab ikke havde været helt så god en idé, som vi i begyndelsen troede. Det er vel de færreste, der kan sige sig fri fra sådan nogle perioder, især ikke, når der vitterligt er en interessekonflikt: Den ene vil ét, og den anden vil noget helt andet. I vore dage er det jo ikke så nemt, at den ene pr. default får lov at bestemme, når der er uenighed. Vi vil ikke acceptere noget ringere end lighed, men det koster så nogle lange drøftelser, en dialog, så man kan blive klar over, hvad man hver især vil, og hvordan man kan få mest muligt af det man selv vil have, samtidig med at den anden part får mest muligt af det han vil. Men det kan jo godt blive noget op ad bakke, når de to parter faktisk ville foretrække at bo på hver sit kontinent, lige bortset fra, at de også vil bo sammen. Dertil kommer, at jeg har måttet træffe upopulære dispositioner, fordi det er mig der hænger på dem i juridisk og økonomisk forstand. Hvilket i sin tur medvirker, at vi ikke har kunnet få det helt ligeværdige forhold, som vi havde ønsket os.

Yderligere pres på foretagendet er sygdom. Vi har hver vores. Mine bloglæsere ved godt, hvad jeg går og kæmper med, fysisk og psykisk. Manden har også sit at kæmpe med. Her har vi ikke været gode til at aflaste hinanden. Mens jeg var hundesyg, var Gordon fantastisk, men der var ikke nogen, der hjalp ham med, hvordan han skulle tackle det at have en dødeligt syg kone. Omvendt har jeg heller ikke fået nogen information om, hvordan jeg bedst hjælper ham med de ting, der trykker. Der er skræmmende ting imellem, f.eks. hans tendens til at få blodpropper. For ikke at tale om, når han af en eller anden grund har fået for meget blodfortyndende medicin og bløder ud af fingerspidserne.

For Gordon blev det simpelthen for meget her i vinter. For det første var jeg stadig svag og meget krævende og langt, langt nede. For det andet tog stormen ”Bodil” vores tag med på en tur, og pludselig skulle vi have tømrere og taglæggere rendende og gå og være nervøse for, om forsikringen nu ville dække. Det blev for meget for ham, han var ved at blive kvalt, og han tog simpelthen og pakkede en kuffert og tog væk i 6 uger. Det var midt i vinteren, og huset kunne ikke varmes ordentligt op. Jeg var fortvivlet, for jeg kunne ikke overkomme nogenting. Bare det at lukke kattene ind og ud blev til et fuldtidsarbejde. Samtidig var jeg under et vist pres fra Jobcentret. Jeg skulle i praktik. Bare det at komme til møde på Jobcentret føltes som hårdt arbejde. Jeg havde været vant til at blive kørt derhen. Nu fandt jeg så ud af at tage bussen. Jeg fandt også ud af, at man ikke dør af at tage bussen, så det var på en måde en god ting.

Måne

Nå, men Gordon kom tilbage fra vildmarkseventyret, eller hvad det nu var, jeg kom i praktik, og på den måde gik mange måneder. Og nu har vi vores 16. bryllupsdag. Iflg. Wikipedia er den 16. bryllupsdag Månebryllup og der er ingen specielle traditioner tilknyttet. Rart at vide, at man er frit stillet.

17. oktober 2014

Kan man nu også det?

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 20:08

Sådan omdefinere sig selv til noget nyt og attraktivt for arbejdsmarkedet. Hvilke trick kan jeg komme i tanker om, der kan bringe mig ud af den situation, jeg nu er i? Denne situation er, at der mangler nogle få måneder i, at jeg er færdig i et revalideringsforløb, hvorefter jeg så formodes at være rask nok til at kunne søge en fuldtidsstilling inden for det område, hvor jeg er i revalidering eller i et helt andet fag, fx som skolesekretær, selv om jeg ikke er det ringeste kvalificeret indenfor det. Nå, men det var det bud, jeg fik fra en rådgiver fra A-kassen, og det er måske  noget, de er i stand til at sætte i værk. Hvem ved.

I mellemtiden har jeg tilskrevet min kommunale sagsbehandler, både med almindelig e-mail og noget i e-boksen. Lige meget har det hjulpet, fordi jeg, da jeg godt utålmodig ringede derud i dag, blev belært om, at sagsbehandleren er på ferie til og med tirsdag i næste uge. Den havde jeg ikke lige set komme. Jeg havde også forestillet mig, at jeg skulle have været hos egen læge i denne uge, men hun er også taget på efterårsferie. Ikke at disse mennesker ikke skal have ferie, selvfølgelig skal de det, men behøver vi alle sammen holde ferie samtidig? Det forekommer en kende upraktisk. Vi har vel ikke alle sammen børn og børnebørn, som vi skal passe i vores ferie. Og nogle af dem, der har, ville måske i virkeligheden hellere være fri.

Jeg ville  med min henvendelse forske lidt i, om sådan noget revalidering mon kunne forlænges en 3-6 måneder. Jeg har bevisligt haft en del sygdom. Også mere end jeg troede, jeg ville få, men sådan er det gået. Men lad os nu antage, at A-kassen trods dette accepterer mig som arbejdssøgende på dagpenge fra begyndelsen af næste år? Så skal jeg altså skrive så mange ansøgninger, som det nu forventes af mig, og ellers skal jeg bare sidde og sidde og ikke lave ret meget andet? Hvis jeg sådan skal til at være hjemme hele tiden, så varer det ikke længe, inden gemalen skrider på vildmarksferie og efterlader mig og kattene her i et hus, der er så utæt, at både østen- og vestenstorme kan få gardinerne til at stå vandret ind i stuen og sænke temperaturen til under 17 grader.

Enten det, eller vi bliver her begge og irriterer skindet af hinanden.

Der ind i mellem kommer disse andre tanker: Kan jeg omdefinere mig selv til at se ud og virke 15-20 år yngre, kan jeg få en idé, der, sammen med min arbejdskraft, kan være attraktiv for en arbejdsgiver, at han alligevel glemmer, at jeg er 60 år og forker en anstændig hyre over til mig? I et stykke tid. Jeg garanterer nemlig på ingen måde, at jeg ikke vil afhente mit efterlønsbevis, så snart det bliver muligt.

Skulle jeg komme så langt, der er jo også det evige helbred at tage hensyn til, så vil der være en lang række beskæftigelser, jeg vil være nødt til at tage op igen, om ikke andet, så for at konstatere, at det ikke er noget ved mere. Fx er det nok ved at være 7 år siden, at jeg har åbnet min guitarkasse. Ved faktisk slet ikke, om der stadig er en guitar i kassen, og hvis der er, hvilken stand, den er i. På nogle tidspunkter har jeg købt garn, strikkepinde, hæklenåle og jeg skal komme efter dig. Det eneste, jeg har fået strikket, er nogle hatte, jeg ikke just er stolt af. Der er også indkøbt læssevis af tomme lærreder, masser af tuber med diverse farver med samt pensler. Men den slags aktiviteter har det også ligge meget tungt med. Det kniber med så vel lyst som evner.
Hatten og den lort, den sad på
På en slig baggrund  kunne jeg jo ligeså godt have et normalt arbejde, hvis det ellers var til at fremtrylle sådan et. Men jeg skal nok til at omdefinere min garderobe og min krop for overhovedet at have en chance. Sådan en type, der ser ud som jeg pt. gør, er vist blevet stemt hjem lidt for mange gange. En makeover, se det er nok lige det, jeg har brug for. Og så at spilde kaffe ud over mit personnummer, hver gang det dukker op.

Folkeviddet havde det en gang, at når man var nået til min alder, så faldt der ro på. Det var anerkendt, at man ikke levede ret meget mere en 3 snese + 10, og der var også koncensus om, at de sidste 10, man kunne være så heldig at få, dem bestemte man selv over.

Det siger så jeg, der ikke er blevet ofret det mindste lille mindfullhedskursus, fuglekursus eller “Bliv direktør i dit eget liv kursus” på. Vor Frue til hest!