Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

26. oktober 2014

Bryllupsdag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 5:13

I dag, den 26. oktober, er det 16 år siden, vi blev gift. Jeg var 44 og Gordon 54, så vårharer var vi ikke just. Der lå ikke mange planer bag brylluppet, ej heller var der dessiner på ægteskabet, andet end at vi begge var trætte af at være alene, ikke var i færd med at blive yngre og i øvrigt ville få svært ved at opnå opholdstilladelse i samme land, hvis vi ikke var gift. Gordon mente fra starten af, at jeg skulle se og pakke min kuffert og tage med ham til Canada, hvor han jo hørte til, og hvor han mente, at vi ville kunne få en bedre fremtid sammen.

Brudeparret

Det har gennem tiden undret nogle af mine bekendtskaber, at jeg ikke var ”frisk” og greb chancen for at emigrere, se noget, mens tid var. Jeg synes selv, at det var et stort krav at stille til mig, der med møje og besvær var kravlet ind i det, jeg mente, var byens middelklasse, hvor jeg jo stammede fra landbrugskredse. Ikke at det kan kaldes for social opstigning, masser af landmænd levede også i min ungdom betydeligt bedre liv rent materielt, end byernes arbejderklasser gjorde. Bare det, at man i hårde tider kunne lide på, at man i det mindste selv kunne dyrke det meste af sin mad, gav landmændene forspring. Ganske vist er landmandens avl til eget brug ikke gratis, men den er der til under indkøbspris og som regel i rigelig måde, hvor byens arbejdere skal ud og købe hver en liter mælk og hvert et kilo mel, og ofte netop i hårde tider må betale mere for det og derved let bliver nødlidende. Tilbage til 1998. Jeg havde et godt job, som jeg holdt meget af, som var velbetalt, og som jeg mente, jeg var god til, og som udfordrede og lærte mig noget hver dag. Der skulle have været virkelig gode grunde til det, hvis jeg skulle have opgivet det den gang. Også fordi vi alle sammen blev fyret på grund af omlægninger, og jeg var så heldig at kunne fortsætte under den nye ledelse. Gordon, derimod, havde ikke noget job i Canada. Han mente, at han ville kunne få job som vicevært i en ejendom og derved få en meget billig husleje. Men man skal som bekendt også æde, nogen mere end andre, og det ville jeg så skulle bidrage med. Min uddannelse er imidlertid ikke særlig internationalt indrettet, eller det var den i hvert fald ikke, da jeg tog den. I andre lande uddanner man lærere på universiteter og præster på seminarier, så det ville nok snarere være et job i en fast-foodbix eller noget rengøring, jeg kunne have været heldig og få. Det tiltalte mig ikke. Så det blev ret hurtigt til, at det skulle være her, vi skulle have base.

Vi boede i den lejlighed på Børsen, hvor jeg var flyttet ind seks-syv år tidligere, og der blev vi boende i et års tid, efter vi blev gift. Jeg elskede den lejlighed. Der var fredeligt og roligt, og vi havde udsigt til Rubjerg Knude Fyr på gode dage. Jeg havde indrettet den, så den passede perfekt til mit singleliv, og det var ganske svært for Gordon at se sin plads i den lejlighed. Der var jo ikke noget, der var hans, eftersom han var kommet hertil med sit habengut i en kinesisk køjesæk. Gordon begyndte at lave om på indretningen på nogle måder, som jeg ikke syntes om, blandt andet fordi jeg syntes det blev grimt og rodet og svært at holde rent, og der blev mindre plads til at gøre de ting, jeg gerne ville. Vore første skænderier udspandt sig over disse temaer, og det gør nogle af vore nuværende såmænd også. Gordon ville gerne have, at vi (læs jeg) skulle købe fast ejendom. Det var jeg ikke meget for. Der var ligesom et par voksenpoint, jeg ikke havde fået indløst, i og med at jeg altid havde boet til leje og aldrig havde været prioritetsbestyrer. Gordon drømte om et nedlagt landbrug, men nu var det sådan, at dem vidste man godt, hvad skulle koste den gang, for det første, og for det andet var de ejendomme, vi så på, absolut “fixer-uppers”, og da jeg ikke har nogle særlige talenter indenfor hverken murer-, tømrer-, smede- eller glarmesterfaget og heller ikke havde iaggttaget slige kompetencer hos min tilkommende, mente jeg ikke, der kunne blive tale om en bolig, der trængte til ret meget mere end et lag maling ind i mellem. Sådan en bolig lod sig finde i 1999, og her har vi så huseret siden. Der var sådan en fin have, da vi kom her. Bede og borter med stauder og roser. Frugttræer, søde små juletræer. Hjemmelavet drivhus komplet med tomater, agurker og en gammel vinstok. Bedene og borterne er væk, idet vi ikke gad luge, og ikke ville fortsætte med Round-up, hvilket vi var sikre på var de forrige ejeres middel of choice. Desuden er haven en lang, smal tarm, og det bliver for træls at skulle manøvrere plænetraktoren rundt om de tingester. Nu hvor de er væk, kan man lige køre en omgang med traktoren, og så er den græsplæne slået.

Frugttræerne er væk, på nær et. De stod i vejen. Det gør det sidste såmænd også, men jeg insisterer på, at det skal have lov til at stå i vejen. Ikke alt her i verden skal indrettes efter en Stiga havetraktor. Det er nemlig et sundt, ungt træ, der giver en masse syrlige madæbler. Vi udnytter dem kun lidt, men fuglene skal også have noget at bide i. Der var også et gammelt æbletræ, men det røg i den første efterårsstorm. Så havde vi to nuttede juletræer i hvert hjørne af forhaven. Disse voksede til faretruende størrelse i løbet af få år. Så var det godt at have en canadier i huset, som kan fælde den slags uden at skade liv, lemmer eller ejendom. Drivhuset gav efter for et par meter sne en af de første vintre. Vinstokken er der til gengæld stadig, men den giver ikke noget udbytte. Det skal lige tilføjes, at jeg aldrig har arbejdet så meget som fem minutter i den have. Jeg kan rigtig godt lide idéen om en have, og jeg er fuld af beundring for andres haver, både med hensyn til den variation, de har i deres beplantning, og den måde, de har formået at faktisk lave rum i haven, som man i hvert fald om sommeren kan udvide sit hus ganske betragteligt med. EDIT: Men selv er jeg altså ikke til havearbejde af nogen art.

totempæl

Se Canada skulle jeg da. Der blev skaffet billetter. Jeg kan have bildt mig det ind, men jeg mener bestemt, der var røster inde over, der håbede, at jeg ville blive så begejstret for det nordamerikanske, så jeg ville tigge og bede om at få lov at blive. Dette kom ikke til at ske. Jeg mente at kunne se, at vi ville havne på samfundets bund, og der mente jeg ikke, at vi hørte til. Så havde vi jo også lige købt hus, og endelig er jeg da nok en værre hjemmefødning. Selv om jeg ikke har ret meget kontakt med min familie, mine naboer eller andre, så er det altså her, jeg hører til, herfra min verden går. Og så var der jo også det gode, interessante, velbetalte job.

Det er ikke mange af vores bryllupsdage, vi sådan har fejret. Ja, knap nok den første. Vi blev viet af kommunaldirektøren. Vi havde pænt, rent tøj på. Der var hverken blomster, ringe, fest, gæster eller gaver. Måske har vi som oftest glemt bryllupsdagen af den grund. Vi kan også have valgt at ignorere den nogle gange, fordi vi havde fået en idé om, at vores ægteskab ikke havde været helt så god en idé, som vi i begyndelsen troede. Det er vel de færreste, der kan sige sig fri fra sådan nogle perioder, især ikke, når der vitterligt er en interessekonflikt: Den ene vil ét, og den anden vil noget helt andet. I vore dage er det jo ikke så nemt, at den ene pr. default får lov at bestemme, når der er uenighed. Vi vil ikke acceptere noget ringere end lighed, men det koster så nogle lange drøftelser, en dialog, så man kan blive klar over, hvad man hver især vil, og hvordan man kan få mest muligt af det man selv vil have, samtidig med at den anden part får mest muligt af det han vil. Men det kan jo godt blive noget op ad bakke, når de to parter faktisk ville foretrække at bo på hver sit kontinent, lige bortset fra, at de også vil bo sammen. Dertil kommer, at jeg har måttet træffe upopulære dispositioner, fordi det er mig der hænger på dem i juridisk og økonomisk forstand. Hvilket i sin tur medvirker, at vi ikke har kunnet få det helt ligeværdige forhold, som vi havde ønsket os.

Yderligere pres på foretagendet er sygdom. Vi har hver vores. Mine bloglæsere ved godt, hvad jeg går og kæmper med, fysisk og psykisk. Manden har også sit at kæmpe med. Her har vi ikke været gode til at aflaste hinanden. Mens jeg var hundesyg, var Gordon fantastisk, men der var ikke nogen, der hjalp ham med, hvordan han skulle tackle det at have en dødeligt syg kone. Omvendt har jeg heller ikke fået nogen information om, hvordan jeg bedst hjælper ham med de ting, der trykker. Der er skræmmende ting imellem, f.eks. hans tendens til at få blodpropper. For ikke at tale om, når han af en eller anden grund har fået for meget blodfortyndende medicin og bløder ud af fingerspidserne.

For Gordon blev det simpelthen for meget her i vinter. For det første var jeg stadig svag og meget krævende og langt, langt nede. For det andet tog stormen ”Bodil” vores tag med på en tur, og pludselig skulle vi have tømrere og taglæggere rendende og gå og være nervøse for, om forsikringen nu ville dække. Det blev for meget for ham, han var ved at blive kvalt, og han tog simpelthen og pakkede en kuffert og tog væk i 6 uger. Det var midt i vinteren, og huset kunne ikke varmes ordentligt op. Jeg var fortvivlet, for jeg kunne ikke overkomme nogenting. Bare det at lukke kattene ind og ud blev til et fuldtidsarbejde. Samtidig var jeg under et vist pres fra Jobcentret. Jeg skulle i praktik. Bare det at komme til møde på Jobcentret føltes som hårdt arbejde. Jeg havde været vant til at blive kørt derhen. Nu fandt jeg så ud af at tage bussen. Jeg fandt også ud af, at man ikke dør af at tage bussen, så det var på en måde en god ting.

Måne

Nå, men Gordon kom tilbage fra vildmarkseventyret, eller hvad det nu var, jeg kom i praktik, og på den måde gik mange måneder. Og nu har vi vores 16. bryllupsdag. Iflg. Wikipedia er den 16. bryllupsdag Månebryllup og der er ingen specielle traditioner tilknyttet. Rart at vide, at man er frit stillet.

8 Comments »

  1. Tillykke med bryllupsdagen.
    I har haft flere ups and downs end de fleste, tror jeg. Nok rettere kun downs … I har ikke haft de nemmeste betingelser for indbyrdes ligeværdige liv.
    Jeg forstår fint dine overvejelser dengang – ville sandsynligvis selv have truffet de samme beslutninger, men hvor kan det dog være svært, når man er forelsket, samtidig at være nøgtern og velovervejet.
    Jeg havde nok lidt på fornemmelsen, at Gordons fravær tidligere på året var en flugt fra noget, men hvor er jeg glad på begges vegne over, at han valgte at komme tilbage igen.
    Du fortæller meget levende og fængslende.

    Comment by Ellen — 26. oktober 2014 @ 9:51

  2. @Ellen: Tak for ros! Det går nok bedst med at fortælle om det, der ligger ens hjerte nær, i hvert fald når det har været genstand for en vis refleksion. Jeg balancerer også på en knivsæg her, men jeg synes faktisk ikke, det ville have været ok med et “hip, hip hurra”-indlæg her. Det ville have været en løgn, værre end ingen markering. Jeg tror også på det almenmenneskelige i, at vi ikke lever lykkeligt resten af vores dage, og det kan have en vis værdi at dele den oplevelse. Det at vi lever og arbejder på sagen er vel det vigtigste. 🙂

    Comment by Henny Stewart — 26. oktober 2014 @ 10:26

  3. Din historie fanger læseren ind. I har og har haft det sværere end de fleste, og jeg beundrer din evne til ligesom at se tingene ude fra på en nøgtern måde.

    Comment by Eric — 26. oktober 2014 @ 10:56

  4. @Eric: Det med at stille sig lidt uden for kan jeg heller ikke altid, hvilket disse sider også vidner om. Men i nogle tilfælde er det også af terapeutisk værdi at skrive. Det kan i nogle tilfælde gå ud over læseværdigheden, desværre.

    Comment by Henny Stewart — 26. oktober 2014 @ 11:01

  5. Så langt,så godt! Held og lykke på næste etape.

    Comment by Anni — 26. oktober 2014 @ 14:17

  6. @Anni: Tak skal du have. Hvem ved, måske snupper vi seksten mere …

    Comment by Henny Stewart — 26. oktober 2014 @ 15:03

  7. Tak for et bundærligt og fængende indlæg. I har sørme været meget igennem; det er næsten mere end man kan byde mennesker. På en måde forstå jeg godt, at Gordon måtte væk nogle uger, for det hele var åbenbart bare blevet for meget.

    Hel og lykke med de næste 16 år!

    Du skriver om terapeutisk værdi – heri er jeg meget enig, det er også sådan, jeg bruger min blog.

    Comment by Stegemüller — 26. oktober 2014 @ 17:37

  8. @Stegemüller: Ja, det blev ikke rigtig, som man havde tænkt sig. Men det gør livet vel sjældent. Og lige som man tror, at nu kan det ikke blive værre, så viser det sig minsandten, at det kan det. – Godt man kan skrible løs, siger jeg bare!

    Comment by Henny Stewart — 26. oktober 2014 @ 17:54

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment