Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. november 2014

Ked af det

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 8:27

Fordi jeg er ensom. Født ensom, skal dø ensom og være ensom en stor del af den mellemliggende tid. Har måske først fundet ud af det for nylig, og måske er det vitterligt et livsvilkår. I hvert fald for os, der ikke har en direkte linje opadtil. Når de, der er nærmest, ikke kan bryde min ensomhed, er det nok fordi, de er frosset fast i deres egen. Mere grund til at være ked af det. Jeg havde ikke troet, at det skulle gå sådan her, livet. Det blev sq ikke lige, som jeg havde tænkt mig. Andre vil sikkert kunne pege på ting, der bør have været fyrtårn af glæde og lykke i mit liv. Selv kan jeg hverken se eller huske dem. Ked af det er jeg også, fordi der er meget mindre tid tilbage. Der er meget mindre plads til mit håb.

Vred

Over, at jeg snart skal dø. Over, at jeg måske ikke en gang opnår at få blot nogle få år, hvor jeg kan disponere over min egen tid uden at være til rådighed for et arbejdsmarked, der ikke vil have mig. Under nogen omstændigheder.

Træt af

  • at skulle leve denne løgn, at jeg forbereder mig på at blive klar til at ”træde ind på arbejdsmarkedet”. Det er fint for mig at være i virksomhedspraktik, fordi jeg laver noget, der giver mening. Selv om det ikke er et lønnet arbejde
  • at være blevet sat af ”det seriøse spor” af manipulerende mennesker, sygdom og alder. Inden i mit hoved er jeg ca. 32! Husk lige det, selv om min korttidshukommelse er blevet meget dårlig. Det er jeg fandeme også træt af
  • at have betalt en enorm pris for at have fået kræft!

Frustreret over

at være født i 1954. Havde jeg nu været født i 1953, ville min overførselsindkomst ikke have været betinget af, at jeg skal stå til rådighed for et arbejdsmarked, der ikke vil have mig. Jeg ville kunne have brugt mine ressourcer på:

  • at skabe orden i min personlige sfære
  • i den nyskabte orden at udfolde mig kreativt
  • at udfolde mig kreativt, som jeg kunne en gang

Bange for

at jeg ikke når frem til den dag, hvor jeg kan disponere over mit eget liv uden at skulle bekymre mig om udkommet. At jeg ikke får set det, jeg ville.

2 Comments »

  1. Henny! Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er optimismen der er røget helt af helvede til, eller du har fundet ud af, at kræften er vendt tilbage og du ved, at din resterende tid ikke mere er nødvendig at bruge to hænders fingre på at tælle.
    Uanset hvad, gør det meget ondt at læse. På mange måder. Det er ikke godt, for ikke at sige, at det faktisk er noget værre hø, at du ikke kan få den stærke ægteskabelige skulder, vi alle har brug for i en sådan situation.
    Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er lidt ærgerligt, at du bor så langt væk.

    Comment by Ellen — 4. december 2014 @ 17:34

  2. @Ellen: Da jeg skrev dette har der ikke været megen optimisme at spore, det har du ret i. Nej, jeg har ingen konkret viden om, at kræften skulle være vendt tilbage, så det går jeg ligesom ud fra, at den ikke er, indtil andet er bevist. Men det, der plager mig, er alle disse følgesygdomme, dumpingsyndrom, lavt immunforsvar, diabetes mm., og når de slår til samtidig, som de gjorde, da jeg skrev det her, og også nu, ja så er humøret ikke godt.

    Når man er 60 år, har man alt andet lige, sandsynligvis haft langt flere fødselsdage, end man får, så “på den lange bane” er der ikke så langt igen. Det kan man godt være ked af, hvis man ikke synes, man fik udrettet så meget, af det, man havde tænkt sig. Mere ligger der ikke i det.

    Comment by Henny Stewart — 5. december 2014 @ 6:49

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment