Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. november 2014

På en skala fra 1 til 5 …

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:41

Hvor tilfreds er du så? De fleste er sikkert kommet ud for den slags enqueter på nettet efter et køb eller bare sådan i al almindelighed, fordi det er blevet så rasendes interessant, hvad alle vi “pengestærke” forbrugere mener om alt muligt.

Således blev jeg også selv interviewet af en spirrevip af en ung kvinde med en Ipad i bussen på vej hjem forleden dag. Det var såmænd meget skånsomt; hun tolkede selv mine pauser i svarene … Hun kunne så desværre ikke gøre noget ved min manglende bybus fra forleden. Dels, fordi det i al almindelighed er svært at reparere på fortiden (det turde være indlysende, men når man ret betænker, hvor mange mennesker dette ikke er gået op for endnu, finder jeg det relevant lige at nævne det igen …), dels fordi hun altså kun havde: På en skala fra 1 – 5 og ingen kommentarfelter. Det er ikke alle facetter af NT, jeg er helt tilfreds med, men omvendt vil jeg sige, at NT er bedre end sit rygte. Bl.a. fortjener de fleste chauffører stor ros for deres måde at være på, og ikke mindst for deres måde at køre bussen på.

Da jeg var kommet hjem, lå der et brev fra Region Nordjylland. Jeg lod det ligge nogle timer, idet jeg ikke er vant til noget behageligt fra den kant. Jeg tænkte, at det måske drejede sig om endnu en screening, som jeg ville skulle gemme mig for. Hvad siger du? – Kan jeg allerede høre dig tænke, MEN det er sådan, at jeg ikke går til screeninger i disse tider. Jeg vil ikke have udstedt flere dødsdomme eller noget der ligner i meget lang tid, om nogensinde igen. I hvert fald vil jeg ikke have en så invasiv behandling mod cancer igen, som jeg allerede har fået. Hvis den samme slags cancer skulle komme tilbage, er det jo så heller ikke en mulighed. Men selv om man har haft cancer et sted, er det jo desværre ikke en garanti for, at det ikke også opstår i andre dele af ens korpus. Der er det så, at jeg har meddelt gennem de seneste år, at jeg ikke deltager i screeninger for brystkræft og livmoderhalskræft. Selv efter, at jeg har forklaret hvorfor, synes de fleste mennesker at mene, at det er dybt uansvarligt, men jeg lader den ligge her, idet det jo er mit liv, og jeg er tæt på at have så mange bi- og følgevirkninger af min første cancer, at jeg dårligt kan forestille mig, at det vil være en fordel at overleve evt. følgende, hvis sådan nogle skulle opstå.

Nu var Regionen så ude i et helt andet ærinde, viste det sig. Det var et skema med en række spørgsmål, der skulle besvares efter devisen: På en skala fra 1-5 osv. etc. … Der var også et enkelt kommentarfelt eller tre. Årsagen til, at jeg skulle have det skema nu, er at mit forløb på ambulatoriet er “afsluttet“.
Skema
Jeg har haft skemaet liggende her i nogle dage, men i betragtning af, hvordan mit forløb med kontroller, der ikke var kontroller, ikke-eksisterende eller alt for forsinket rehabilitering mm. har været, er det blevet til, at jeg ikke har udfyldt skemaet. Jeg har fundet et tomt sted på skemaet og skrevet følgende:”Jeg er så træt af ambulatoriet, at jeg ikke orker jeres skemaer. På ambulatoriet gik næsten alt, hvad der kunne gå galt, galt. På den baggrund er jeg meget tilfreds med, at forløbet er afkortet til to år”. Put that in your pipe and smoke it!

Bortset fra det, fru Kammerherreinde, så går det godt, så går det godt! Man har næsten ikke tabt hverken sit gode humør, sin galgenhumor eller sin efterhånden noget forkølede tro på det gode i menneskene …

6 Comments »

  1. Sådan! Man kan ikke graduere, når alt gik galt, så skalaen burde være fra 0 til 5.

    Comment by Eric — 22. november 2014 @ 13:57

  2. @Eric: Nej, man kan ikke graduere generel utilfredshed. Den er temmelig unuanceret, det ved jeg, men sådan må det nu være i det her tilfælde.

    Comment by Henny Stewart — 22. november 2014 @ 14:57

  3. Hvor er det altså ærgerligt, at alt er gået så galt for dig. Jeg har lige udfyldt samme spørgeskema, og jeg gav topkarakter i næsten alle spørgsmålene.
    Jeg vil ikke blande mig i, hvorvidt du vil screenes eller ej; dit liv er dit eget ansvar, men du må love mig ikke at søge erstatning, hvis det værste skulle ske, og du får cancer et sted, hvor det kunne have været opdaget. Du har formentlig hørt, at kvinder, der er udeblevet fra mammografier, er blivet opfordret til at søge erstatning, hvis de alligevel fik brystkræft? Der knækker min snor altså. Det er lige som ham, der søgte erstatning af Skandinavisk Tobakskompagni … han fik den dog heldigvis ikke.

    Comment by Ellen — 22. november 2014 @ 17:48

  4. @Ellen: Jeg ved ikke, om det egentlig er gået specielt galt for mig, men jeg ved, at jeg er utilfreds med den “hjælp”, jeg har fået efter, at jeg blev udskrevet. Især er jeg utilfreds med, at kontrol ikke indebærer undersøgelse, at mine journaler ikke blev ført korrekt, og sidst, men ikke mindst, at mine udskrivningspapirer ikke indeholdt nogen instruks om, at jeg skulle tilbydes rehabilitering. Nej, jeg har ikke tænkt mig at søge nogle erstatninger. Det kommer man ingen vegne med her i landet, uanset om man burde have den eller ej. Men jeg er enig med dig ang. rygeren. Det hører ingen steder hjemme, at man vil have erstatning for at være blevet syg af at ryge. MEN: Hvis man er død – eller næsten, så har man nu heller ikke så meget at bruge penge til, skulle jeg mene. 😉

    Comment by Henny Stewart — 22. november 2014 @ 21:15

  5. @ Henny

    Hvor er det ærgerligt, at alt er gået galt for dig, så du ikke kan udfylde spørgeskemaet, det er jo sendt i bedste mening, og regionerne vil høre din og alle andres mening.

    Comment by Stegemüller — 22. november 2014 @ 23:49

  6. @Stegemüller: Jeg tror ikke, noget er gået galt i deres optik. Og jeg har løbende forklaret de involverede personer, hvad jeg var utilfreds med. Det kunne de jo fx tage og høre efter i stedet for at ulejlige folk med en useriøs spørgeskemaundersøgelse, der alligevel bare bliver læst som fanden læser bibelen.

    Comment by Henny Stewart — 23. november 2014 @ 7:15

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment