Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. december 2014

Gul strøm, jeg hader jer!

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 14:40

Som det vil fremgå af overskriften har julefreden ikke indfundet sig her endnu. Enten er jeg mere irritabel og har kortere lunte end sædvanligt, meget muligt, eller også er phonerne mere aggressive på denne tid, end de plejer at være. Også muligt. Deres julegavebudget er måske overskredet, og de vil gerne kratte lidt ekstra for føden.

Nu er jeg tre gange på to dage blevet ringet op af et foretagende, der kalder sig “Gul strøm“. Hver gang har jeg givet udtryk for mit mishag over, at min højst private telefon skal bruges som medium for sådan noget pis. Ja, undskyld venner, med et navn som “Gul strøm” har I sq selv været ude om det. Jeg har bedt “Gul strøm” om at slette mit nummer fra den liste, de sidder og arbejder ud fra. Nogen større tiltro til, at det kommer til at virke, det har jeg ikke.

For ca. en måned siden fik jeg gemalen overtalt til, at vi kunne få en “Reklamer, nej tak” sticker på vores postkasse. Til min store glæde og overraskelse virker det sq, næsten. Der er åbenbart nogle fra Jehovas vidner, der ikke læser så godt, og en enkelt af medarbejderne hos Nordjysk Distribution kunne nok trænge til et sprogkursus, eller måske en lommelygte, jeg tror de arbejder meget tidligt nogle gange, men ellers er mængderne af junkmail svundet ind til næsten ingenting. Yeaahh!

Således opmuntret gav jeg mig til at forske i, om der ikke skulle findes en “Reklamer, nej tak” til telefonen. I den forbindelse fandt jeg frem til “Robinsonlisten“, som er et kommunalt administreret foretagende, idet det er hægtet op på CPR-registret. Jeg har dog ikke de store forhåbninger til, at det vil virke. For det første er kommunen åbenbart ikke en for borgeren udpræget effektiv indretning. Se de forrige indlæg her på bloggen. De handler ganske vist om noget helt andet, men I kan sikkert se, hvor jeg vil hen. For det andet siger tilmeldingssiden selv, at ordningen sikkert ikke vil træde i kraft før om tre måneder. For det tredje, og vigtigste, blev der ikke på noget tidspunkt i tilmeldingsproceduren spurgt om, hvilket/hvilke telefonnumre, man ikke ønsker udnyttet til mere eller mindre klamme reklametilbud. Til gengæld skulle tilmeldingen til Robinsonlisten vare i 100 år. Det skulle række for mit vedkommende, vil jeg tro.

Tilbage til “Gul strøm“. Bette venner, har I tænkt ordentligt på det navn? Der er jo fx også noget, der hedder “gule fagforeninger“, altså sådan nogle foreninger, der opkræver kontingent fra sine medlemmer og samtidig snylter på de overenskomster, der indgås af rigtige fagforeninger. Jeg tror ikke, jeg er særlig ene om at mene, at ingen ordentlige mennesker vil nøjes med en “gul fagforening“. OK, måske nogle få naive individer uden ondt i sinde kan findes i gule fagforeninger, men naiv, det er jeg altså ikke. Alene af den grund er det uheldigt at hedde “Gul strøm“. I andre dele af verden lider man hyppigt af såkaldte “brown-outs“, hvilket er perioder hvor udbuddet af strøm er ringere end efterspørgslen. Der er lidt strøm, for hvis det var helt væk, ville man kalde det “black-out“. Ingen af delene er ønskværdige. Rent bortset fra de eskatologiske associationer man får fra både “Gul strøm“, “brown-out” osv.

Nu skal det ikke hedde sig, at jeg bærer nag til evig tid. Derfor har jeg lavet et forslag til et logo, som I kan bruge kvit og frit, bare jeg bliver fri for at høre mere på jeres p**!
Pis

Mens jeg sad og skrev dette indlæg, fik jeg atter et opkald fra “Pis Strøm“. Atter en gang bad jeg om, at mit nummer blev slettet fra deres database. Jeg skulle være så heldig.