Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. marts 2015

De hersens æbler…

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 16:13

Rundforvirret
Jeg har jo det meste af min tid ikke haft meget til overs for frugt og grønt på mine gadgets, men da man er død meget længe, når den tid kommer, og det ville være ærgerligt, hvis denne tilstand skulle indtræffe, mens der stadig var penge på kontoen, besluttede jeg at investere i en IPad. IPad Air WIFI, for at være lidt mere eksakt. At jeg så i forvirringen må være kommet til at bestille to, er en farce, man har kunnet følge med i på FaceBook, hvis man skulle være til den slags.

Hvorom alting er, eller nåmenaltså, den overflødige IPad blev sendt tilbage, og Wupti har overført pengene til kontoen igen, så det hjemlige finansministerium er tilfreds.

Fordi jeg nu klumrede sådan i det omkring anskaffelsen, har jeg ikke rigtig kunnet glæde mig over den lille ny, og da min Windowsmaskine samtidig er ved at stå af i en alder af 8 måneder, har jeg stærkt overvejet at gå tilbage til brugen af blyant og kalkerpapir, når det gælder fremstillingen af undervisningsmaterialer, og snailmail, når det gælder skriftlig kommmunikation med omverdenen. Men nu har de fået en super kopimaskine, der rigtig sparker røv, henne på arbejdet, og jeg har opdaget, at det koster 10 kr – TI KRONER – at sende et brev med posten, så jeg er vendt tilbage til, at informationsteknologi må være sagen alligevel.

Dette indlæg skriver jeg i øvrigt på IPaden, for nu da jeg har fået pengene fra dubletten tilbage, synes jeg godt, jeg kan tillade mig at lege lidt med den og glæde mig over nyanskaffelsen alligevel. Og så kan det jo være, at den ender med at blive min produktionsmaskine, hvis nu jeg ikke får gjort det rigtige, hvad det så end måtte være, ved Windowsmaskinen. Jeg skal lige have grejet, hvordan man udskriver fra sådan et bæst, når man ikke har en WIFI printer. Det må vel være noget med at sende til en ven …

Hvordan holder man til at skrive lange indlæg på en IPad? Man er så snu, at man har købt et cover med tastatur. Logitech. Det virker som en drøm, når bare man har husket at lade det op.

Af negative ting kan jeg berette, at de fleste af de apps, man har brug for, koster noget, og man risikerer at købe en, der ikke virker. Fx ftp. Min server tillader mig ikke at bruge WordPress’ billedupload, og jeg skriver selv mine koder og stier ind, men jeg er afhængig af at have et program, der kan transportere billeder fra IPaden til serveren. Altså et ftp-program. Nr. 2, jeg købte, virker, men det er allerh*lvedes bøvlet.

Nå, det var en lang snak om mine teknologiske lidelser i denne uge. Gad vide, hvad næste uge byder på?

Mange vil vide, at jeg er ret begejstret for styresystemet Linux. Hvorfor bruger jeg så ikke bare det? Jo, altså, den maskine, jeg har det på, er meget gammel, og den bliver ubehageligt varm, når man har brugt den en tid. Vi skulle jo nødigt have noget til at eksplodere her. Dels har vi fået nyt tag for nylig, og dels er eksplosioner i al almindelighed noget værre rod. Men hvis den Windowsmaskine ikke arter sig snart, så vil den blive til en Linuxmaskine, tror jeg. Men så skal det nok vise sig at være en hardwarefejl …

God week-end til alle! 🙂

4 Comments »

  1. Oh, IT kan give sorger og glæder. Tillykke med dit æblepapir, som du så får prøvet i denne inkarnation. Selv er jeg så venstresnoet kontrær, at jeg ikke vil betale for et produkt, hvor producenten censurerer, hvad jeg må se og ikke se, må bruge og ikke bruge. Hovedsagen er, at du er tilfreds, omend det må være pokkers irriterende at betale for et FTP-program, der ikke virker, når der er fremragende og gratis alternativer til Windows.

    Comment by Eric — 20. marts 2015 @ 17:37

  2. Ja, hvis jeg nu ikke ender med at blive totalt forelsket i IPad, så er der jo altid den blå avis.

    Men jeg er altså _næsten_ færdig med Windows. Min maskine er nu 71% nulstillet, og så skal jeg til at begynde forfra med at indrette den, som jeg vil have den, når den en gang er færdig. Det er vist sidste gang jeg deltager i det circus. Linux er på mange måder overlegent. Dog er jeg ikke imponeret over de grafikprogrammer, man kan få til det system, og da jeg arbejder en del med grafik, giver jeg Windows denne sidste chance.

    Og ja, du har ret i, at det rykker et vist sted, at man skal betale for programmer, man kan få i velfungerende versioner til andre styresystemer.

    Comment by Henny Stewart — 20. marts 2015 @ 18:08

  3. Jeg har forlængst overgivet mig til både iPad og iPhone, og synes det fungerer ganske udmærket.

    Comment by Inge — 21. marts 2015 @ 13:43

  4. @Inge: Jeg har ikke overgivet mig helt. Fx har jeg selv lavet 2 truetypefonte, som jeg bruger i mit arbejde, og dem vil IPadden altså ikke kendes ved, heller ikke selv om jeg har investeret i en “font-installer”. Og så besværligt det ftp var i går, så tror jeg ikke, jeg vil bruge det i fremtiden, med mindre jeg ikke har andet til rådighed. Min Samsung telefon er jeg simpelthen så glad for, at jeg ikke tror noget andet gerät kan gøre den rangen stridig.

    Comment by Henny Stewart — 21. marts 2015 @ 13:47

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment