Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. juli 2015

Snart til salg: Dårligt brugt sommerferie

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 10:14

Senest søndag den 26. juli kl. 20 regner jeg med at have en klar plan for, hvordan sommerferien 2015 skal bruges. Den er nemlig slut 12 timer og 15 minutter senere. Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Jeg glæder mig altid til ferien, specielt da i år. Det er nemlig min første sommerferie siden 2012. Som sygemeldt kan man jo ikke holde ferie. Det er også en ferie, jeg afholder for egen regning, næsten, idet jeg selvfølgelig ikke har optjent ret til løn i ferien dette år. Det har jeg til gode til næste år, hvis jeg arbejder til den tid. Jeg skrev næsten, for jeg har da fået lidt feriedagpenge, hvilket er bedre end at blive slået i ansigtet med en karklud, men det vil det meste jo være.

Men jeg har altså et problem med ferier, åbenbart. Når jeg tænker tilbage, er det rigtig, rigtig mange år siden, jeg har haft en ferie, hvor jeg har planlagt og gennemført at gøre noget “rekreativt”, såsom at rejse til udlandet, tage til stranden, hjemsøge mine slægtninge, eller hvad folk nu finder på i deres ferier.

Jeg har tidligere haft et rationale om, at fordi hverdage, især når man arbejder, er planlagte til sidste skrig, eller snork, for ellers når man ikke det, man skal, og kan heller ikke det, man skal, så må ferier skulle være modsat for kunne virke. Altså totalt uplanlagte. Det har så i stigende grad ført til, at jeg ikke får gjort noget som helst og ender med at kede mig og være utilfreds med mig selv.

Denne erkendelse har ført til, at jeg er godt og grundigt forvirret. Jeg har jo gået og underholdt alt og alle med, hvor meget jeg glæder mig til at kunne gå på efterløn. Hvis ikke alt går skævt, skulle det være muligt fra dette efterår. Men hvis det så føles, som denne sommerferie har gjort, så ved jeg snart ikke.

Med andre ord: Hvis man er totalt ubegavet til at holde ferie, kan man så gøre sig noget håb om at have talent for at være efterlønner?

Som sædvanlig havde jeg store planer om at forbedre “the old homestead”. Problemet der, er nok at mine ambitioner, eller opgaven, var for stor(e), for det er ret begrænset, hvad jeg har nået. En af de ting, jeg ville have gjort, var at rydde op i garagen. Jeg fik også fyldt og afhentet en 800 liters container, men man kan næsten ikke se, at der er taget noget. Og dog blev den container pakket efter alle kunstens regler… Nå, men jeg har lært noget af det. Hvis man har store ting, man skal af med, kan man, inden for visse grænser, benytte sig af en storskraldsordning, som er gratis. Den har jeg også benyttet mig af. Stadig er der ikke megen forskel at spore på garagens indhold. Men tricket må vel være at gentage øvelsen nogle gange. Ellers er det sådan, at “garageragelse” formerer sig. I så fald er der vel ikke andet at gøre end at sømme porten til og håbe på det bedste.

Men som sagt: Fra næste uge kommer der andre boller på suppen.

8 Comments »

  1. Godt at høre fra dig igen!

    Måske skal der øvelse til, både til at holde ferie og til at være efterlønner? Jeg tror ikke, det er en kunst, man bare kan.

    Det er da flot, at du fik fyldt den store container med gamle ting og sager. Apropos storskrald kunne jeg også bruge det; når man bor i lejlighed og ikke har bil, er det svært at komme af med skidtet.

    Comment by Stegemüller — 23. juli 2015 @ 11:32

  2. @Stegemüller: Du har sikkert ret i, at det er noget, der kræver øvelse, det der med at holde ferie. Og at være pensionist. Men jeg tror, at en vis planlægning vil være godt. Det gider man jo næsten ikke med snoldede tre ugers ferie, vel? Men hvis det er ens liv ud i al den fremtid, der måtte være tilbage, så er det noget andet. Der tror jeg, at jeg vil satse på en vis skematisering, sådan som jeg jo også gør i arbejdslivet. Der skal så bare nogle andre aktiviteter i skemaet!
    Mht. storskrald, så synes jeg da, du skulle ringe til dem, der står for renovationen i dit område. Det er mit indtryk, at mange kommuner, måske nok ikke alle, har en storskraldsordning. Folk må jo have mulighed for at komme af med deres døde vaskemaskiner etc.

    Comment by Henny Stewart — 23. juli 2015 @ 12:19

  3. Haha. Underholdende. Og uforståeligt.
    For mig, altså …
    Jeg har altid glædet mig umådeligt til mine ferier, og jeg glædede mig i 20 år til at gå på efterløn. At det første år af den tid så røg med en kræftbehandling – tjah … det var ikke sjovt, men det er (næsten) glemt nu.
    Jeg tror, planlægning er en rigtig god ting i dit tilfælde, for tænk, hvis du ender med at have smuldret fem år af dit liv væk – ikke nogen særlig rar tanke, vil jeg tro. Du kan (forhåbentlig) ikke bruge al tiden på at rydde op i garagen – SÅ stor eller så fyldt er den formentlig heller ikke 😉

    Comment by Ellen — 23. juli 2015 @ 13:04

  4. @Ellen: Jamen, jeg har da også altid glædet mig. Men det er først sent gået op for mig, at man skal yde noget for at kunne nyde sin ellers velfortjente ferie. Jeg har nok troet, at fraværet af arbejde ville være tilstrækkeligt. Det lader ikke til at være tilfældet. Du sidder nu heller ikke hjemme og triller tommelfingre, sådan som jeg har gjort. Og I har ellers de mest idylliske rammer til det, i modsætning til undertegnede. 🙂 – Og jeg ved godt, at de rammer heller ikke er kommet af sig selv.

    Comment by Henny Stewart — 23. juli 2015 @ 13:10

  5. Hahaha.. din humoristiske sans er ikke gået på ferie. 🙂
    Jeg glæder mig til min ferie, også selv om jeg ikke har planlagt ret meget. Men bare det at kunne sove til jeg vågner af mig selv i 3 uger er så meget luksus.. 🙂

    Comment by Inge — 23. juli 2015 @ 15:07

  6. @Inge: Nej, når den sidste humor er væk, kan de godt trække stikket. 😉
    Det er ganske rigtigt fint, at man kan få lov til at sove, indtil man er færdig med det, men jeg vågner som regel tidligt alligevel. Det gjorde jeg ikke før i tiden, men da sov jeg godt nok også mange dagtimer væk.

    Comment by Henny Stewart — 23. juli 2015 @ 16:08

  7. Jamen, hvis du ikke glæder dig, den dag du kan gå på efterløn, er det vel bare at fortsætte med at arbejde, hvis du da har et arbejde til den tid. Så vil jeg næsten garantere, at lysten melder sig før eller siden.

    Men er sagen ikke, at man skal gøre, hvad man har lyst til? Og hvis man ikke har lyst til at gøre noget, må man vel for pokker glæde sig over at praktisere netop det.

    Comment by Eric — 23. juli 2015 @ 16:13

  8. @Eric: Faktisk fik jeg en ikke-tidsbegrænset kontrakt her lige før ferien, så med mindre jeg skejer voldsomt ud eller betingelserne ændrer sig radikalt, så vil jeg kunne arbejde til jeg dåner. Jeg har bare en idé om, at jeg ikke vil være sådan et fjols, der ikke kan finde ud af at holde op med at arbejde. Men du har da nok ret i, at glæden ved det vil indfinde sig på et tidspunkt.

    Comment by Henny Stewart — 23. juli 2015 @ 16:16

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment