Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. oktober 2015

Direktør i eget liv?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:48

I forbindelse med min overgang til efterløn melder der sig uundgåeligt nogle tanker om mit forhold til det arbejdsmarked, jeg nu siger farvel til.

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide, at jeg var bange for at bestille noget. Jeg er kommet til det resultat, at det nok er rigtigt, at jeg er lidt dovent anlagt. Jeg vil dog ikke destomindre påstå, at jeg under hele mit arbejdsliv har bekæmpet denne tendens og til tider har været endog meget flittig, både når det kommer til planlægning, udførelse og evaluering af undervisning. Jeg har ikke bare gjort de tre ting, som jeg skulle, men desuden også fremstillet masser af undervisningsmateriale, som jeg i høj grad har stillet til rådighed for andre, og som andre også har kunnet bruge. Dette gælder især det interaktive materiale, som jeg har lagt ud på nettet, ganske gratis.

Jeg har imidlertid skullet tage mig gevaldigt sammen for at udføre dette arbejde og for at udvise denne ”flid”. Jeg har taget mig så meget sammen, at det har ført til angsttilstande, klumper i halsen og generel ødelæggelse af min fritid. Især efter at jeg blev syg, har forberedelse til undervisning fyldt alt for meget. Jeg har aldrig kunnet gøre det godt nok, og aldrig tilfredsstillende for de standarder, jeg har stillet for mig selv, samtidig med, at jeg fandt frem til en ydmyghed, gående ud på, at jeg erkendte, at jeg trods bunker af erfaring egentlig ikke var 100% klædt på til opgaven. Jeg føler derfor, at de kursister, jeg har skullet hjælpe, ikke helt har fået det, de havde brug for, eller i hvert fald, at andre, mere energiske lærere, ville kunne gøre det bedre end jeg. Samtidig har jeg følt, at selvom jeg brugte alt for meget tid og alt for megen energi på forberedelsen til dette arbejde, så var jeg ikke i stand til at følge mine planer eller holde overblikket over, hvad der i virkeligheden foregik i undervisningslokalet. På et tidspunkt en af de sidste undervisningsdage tog jeg mig selv i at stå med ryggen til klassen og rode i mine fotokopier uden at være i stand til finde det, jeg søgte. Da tænkte jeg, at disse kursister har fortjent bedre. De har brug for mere, end jeg kunne give dem, og jeg kunne give dem langt mindre, end jeg ville ønske.

Nu har jeg sagt mit arbejde op. Jeg har en måneds opsigelse, og jeg har søgt om og fået bevilliget orlov uden løn i den måned.

Man kan sige, at mit farvel til arbejdslivet ikke blev særlig elegant. Man har jo kendt til folk, der gik over til efterløn med et brag af en fest, hvor hele deres arbejdsplads var involveret. Sådan kom det ikke til at gå i mit tilfælde, selvom jeg har været meget glad for min sidste arbejdsplads. Jeg har i det hele taget været meget glad for mit arbejde i næsten alle årene, og det er da også kun i de senere år, at denne følelse af utilstrækkelighed og denne angst for at gå i sort har overskygget glæden ved at hjælpe mennesker fra fremmede lande med at lære vores sære, snørklede sprog, der er så svært at udtale. Ikke desto mindre er det nu officielt: Jeg er gået på efterløn!

Efterløn er vel blandt andet til folk, der er blevet trætte? Dem er jeg blandt, det er helt givet. Jeg har brug for at give efter for min tilbøjelighed til dovenskab og for at holde op med at skulle tage mig sammen hele tiden.

Faktisk var jeg lidt usikker på, om det overhovedet var på plads, det med efterlønnen, indtil for ganske nylig. Dvs. Jeg havde fået et foreløbigt tilsagn om efterløn. Jeg har også sat mine pensioner i gang. De skal jo modregnes i efterlønnen, uanset om man får dem udbetalt med det samme eller ej. Desuden regner jeg med min medicinske historik ikke med at blive 100 år. Jeg vil gøre alt for at blive det, hvis min livskvalitet som direktør i eget liv med ansvar for disponering af egen tid og egne kræfter ellers er til det. Skulle mine penge slippe op før mig, så må jeg tage stilling til det problem, når jeg når dertil.

Men det fulde overblik over min økonomiske situation har jeg på ingen måde. Jeg har set 17 forskellige (mindst) udregninger af, hvor meget vi har at leve af, efter modregning af pensioner og efter skat, og ingen af dem lægger op til et liv i luksus. Min fornemmelse er, at det vil kunne lade sig gøre – med lejlighedsvise tilskud af egne opsparede midler, men disse er jo også lagt til side med netop det formål at kunne supplere i situationer, hvor der er brug for det. Men præcis på kroner og øre kan jeg ikke sige, hvordan det bliver. Det vil vel vise sig. Men jeg bliver ikke en af de efterlønnere, der spiller golf under sydlige himmelstrøg det meste af tiden, eller rejser til spændende destinationer. Det gad jeg så heller ikke. Jeg kommer til at skrue ned for mit forbrug af elektroniske gadgets, men det er bestemt heller ingen skade til. Det har virkelig taget overhånd med det, og man kan jo ikke betjene mere end højst et par stykker ad gangen, så der er ingen grund til at have læssevis af dem. Og: Mit nuværende lager af dimser vil kunne vare i ganske lang tid fremover!

Men bare for at få det i den grad på det rene: Rent økonomisk kan det så sandelig godt betale sig at arbejde, lige til man bliver 70 eller mere!

Mine planer om at modernisere huset kan vist også godt lægges på hylden. Det bliver stort set begrænset til småjobs, vi selv kan klare. Læs: Et strøg maling af og til. Gudskelov er der ingen af os, der ryger, så vi behøver ikke male hvert andet år. Til gengæld har huset en tilbøjelighed til at suge fugt, og det giver nogle grimme, sorte skygger på ydervæggene efterhånden, der hvor mørtelen mellem betonstenene er.

Nu da jeg skal til at disponere hele min egen tid, så vil jeg nok prøve at lave et skema, der sikrer at jeg har en vis mængde aktivitet hver dag. Men mere herom senere. Foreløbig er det aspekt nu ikke startet. Jeg tror, jeg er i gang med at rekonfigurere knolden til tilværelsen som pensionist/efterlønner. Der er kommet en ro på, som jeg ikke har kendt i meget lang tid. Mit forbrug af mere eller mindre vitaminrig medicin er under afvikling, og det er en helt anden oplevelse igen. Jeg får tiden til at gå med at dagdrømme og se Matador. Så har jeg også indkøbt remedier til at få mit værelse malet, men det bliver så en gang, når jeg føler, at jeg kan tage mig lidt sammen igen. Jeg har fået en gammel PC hooket op, så jeg kan se fjernsyn fra hele verden, når jeg bliver træt af Matador, hvilket ikke sker foreløbig. Det er den rene zen at se Matador og dagdrømme. Kan kun anbefales, hvis man trænger til at få ryddet op på sit personlige c:-drev. Den roligt fremadskridende handling, som man kender, og derfor ikke får stress over, adskillige fremragende skuespilpræstationer, glimrende kulisser, kostumer og props medvirker alt sammen til at skaffe ro på øverste etage.

Og nu skifter vi lige emne: Bloggen her har været ved at tørre noget ud. Jeg regner dog med at tage bloggeriet op igen, når jeg har noget at fortælle. Men jeg tror, det kommer til at skifte retning. Når jeg ser tilbage på hovedparten af mine mange hundrede indlæg, kan jeg se, at jeg ofte har været drevet af utilfredshed, angst, bekymring og andre negative følelser. Som direktør i eget liv har jeg besluttet at det skal have en ende! Jeg har faktisk ikke noget at være utilfreds med eller bange for. Andet end at skillingerne får svært ved at slå til. Skulle det gå helt galt, må man jo opfinde en plan B!

Så, ud fra et overfladisk synspunkt har jeg ikke lavet en skid her min første måned som efterlønner. Det er jeg faktisk ganske godt tilpas med, for jeg tror, at en sundere virketrang snart vil tage over. Faktisk har jeg allerede drevet det til et portræt af katten:
Kat
Hvad kan det mon ikke blive til? Nu er jeg for længst ude over det stadie, hvor jeg troede at man skulle have fingrene i noget maling, nogen musikinstrumenter eller lignende for at være kreativ. Jvf. noget af det ovenstående kommer jeg nok til at bruge en del kreativitet på vores budget. Men hvad, kreativ bogføring behøver vel ikke lige frem være kriminel…

9 Comments »

  1. Kære Henny, det har været interessant men også meget rørende at læse dit korte resume over dit arbejdsliv. Du har kæmpet for at komme tilbage efter dit sygdomsforløb. Det er flot og absolut ikke dovent. Jeg læser også, du har betalt en høj pris: Din tro på dig selv og dit selvværd led skade.
    Når jeg ser din konklusion, så tror jeg på dig og din fremtid som efterlønner! Din humor og kreativitet springer frem. Det skal nok blive godt.
    Jeg glæder mig til at følge direktør Hennys liv. 😉
    Fint kattebillede.

    Comment by betty — 23. oktober 2015 @ 9:46

  2. Rigtigt stort tillykke med det hele. Jeg tror du har været en ret så kompetent og festlig lærer sammenlignet med så mange andre, jeg har oplevet i min lange sprogskoletid. Og nu kommer der måske lidt liv i din blog igen. Jeg selv er desværre kørt lidt fast i blogskriveriet og kunne godt trænge til lidt festlig inspiration. God vind fremover og held og lykke.

    Comment by Anna Marie — 23. oktober 2015 @ 9:53

  3. Topindlæg! Tankevækkende, men med dit altid tilstedeværende strejf af humor.
    Det var synd, at den rædselsfulde sygdom dykkede dig så meget, som den gjorde, men jeg er så glad over at kunne fornemme, hvor meget du har formået at rejse dig igen.
    Efterlønnen er ingen guldgrube, især ikke, når man ikke kan eller vil vente på den skattefrie præmie, men det lyder til, at du har (nogenlunde) styr på det.
    Jeg synes det er så ærgerligt, at der bliver modregnet med pensionen, selv om man ikke får den udbetalt, men det hjælper desværre ikke at brokke sig.
    Jeg valgte at få nogle, men ikke alle af mine pensioner udbetalt. Problemet er, at man ikke ved, hvor gammel man bliver …
    Jeg vil ønske dig et godt efterløns- og pensionistliv – glæder mig til at læse mere fra dig 🙂

    Comment by Ellen — 23. oktober 2015 @ 12:07

  4. Tillykke med den nye titel. Det var interessant at læse om dit arbejdsliv og din oplevelse af det, og det er en fornøjelse at mærke optimismen og roen, der har indfundet sig.

    Hvor er det fedt, at det lykkedes!

    Comment by Eric — 23. oktober 2015 @ 15:38

  5. Jeg vil også ønske tillykke! Jeg er sikker på det bliver godt for din sjæl, og vil glæde mig til at følge med herinde.

    Comment by HemmeLine — 24. oktober 2015 @ 9:07

  6. Tillykke med din nye titel! Jeg glæder mig til at se mere til dig her i blogland; jeg har savnet dig.

    “hvis man trænger til at få ryddet op på sit personlige c:-drev.” skriver du. Det er en god formulering, og den vil jeg tage til mig, for det trænger jeg vist også til, og måske vil sådan en omgang Matador gøre godt. Jeg har dem alle sammen på DVD, men de ligger sikkert også på Netflix eller DRs arkiv.

    Comment by Stegemüller — 26. oktober 2015 @ 12:22

  7. @Betty: Tak for din tiltro!
    @Anna Marie: Jeg har det sådan med blogging, at det går op og ned. Nogle gange har man mere lyst til at ytre sig offentligt end andre gange. Så er der jo også konkurrencen fra FaceBook, som man jo tit bruger til kortere udbrud. Hos mig resulterer det i færre indlæg på bloggen.
    @Ellen: Nej, nogen guldgrube er det ikke. Men det blev for hårdt med det arbejde, og nogle gange er man nødt til at se realiteterne i øjnene. Realiteten her er, at det er rigtig godt, at jeg fik mulighed for at gå på efterløn nu.
    @Eric: Tak. Ja, på nogle måder føles det som at være kommet i mål. Men jeg har ikke gjort mig mange overvejelser over, hvad der så skal ske. Men hvad det nu bliver, så kan det ikke være noget, der koster alverden. Men det går nok, for det skal det jo.
    @Hemmeline: Tak skal du have. Ja, jeg tror også, det er godt for mig.
    @Hanne: Tak! Ja, prøv med Matador. Eller en anden rolig serie, du kender. Det kan blive en slags meditation, som gør noget godt for dig. Et frirum fra bekymringerne. Det kan vi alle have brug for.

    Comment by Henny Stewart — 27. oktober 2015 @ 14:18

  8. Interessant læsning som altid, velkommen tilbage hertil, og tillykke med titlen og rigtig god fornøjelse med de næste afsnit i dit liv, glæder mig til at følge dig.

    Comment by Anni — 6. november 2015 @ 16:31

  9. @Anni: Tak skal du have!

    Comment by Henny Stewart — 6. november 2015 @ 16:35

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment