Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. august 2016

Hvad kan egentlig interessere?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:35

Ja, hvad kan egentlig interessere andre mennesker, og hvor meget tager man hensyn til det, når man blogger?

Det spørgsmål har meldt sig på banen, nu hvor jeg har besluttet mig at tage bloggeriet op igen. Det er ikke fordi, det sådan har trykket mig noget videre før i tiden, det spørgsmål, hvis jeg ellers husker ret.

Min egen fornemmelse er, at jeg har skrevet voldsomt meget om sygdom og andre forhold, som jeg ikke var tilfreds med. På et tidspunkt blev jeg træt af, at det altid var på den måde, og hvis jeg er blevet træt af at skrive det, skal andre nok være blevet trætte af at læse det for længst.

Som jeg husker det, har jeg dog tidligere blogget, simpelthen for at få noget ud af systemet, og ikke under særligt hensyn til læsværdigheden. Det kunne godt være, at jeg skal tilbage til det, for overhovedet at være motiveret for at skrive.

Selvom jeg har skrevet om nogle ting, der bestemt ikke kommer en større kreds ved, så mener jeg stadig, at jeg har holdt en kerne af ting, som var private, og som ikke skulle skriges ud over alverden, for mig selv. Den distinktion, den mellem det private, der skal holdes for mig selv, og det personlige, der godt kan deles, skal opretholdes, selvom grænser er til for at kunne flyttes. Fx, mener jeg, kan den enes private forhold godt beskrives på en måde, som har almen betydning for den anden. Jeg kan dog ikke garantere, at der altid vil være sådanne ophøjede motiver bag.

Der kommer nok et eller flere indlæg om sygdom. Det er nemlig ikke noget glemt kapitel, desværre. Men i øjeblikket er jeg dog mere interesseret i, at vores bil er ved at stå af, ifølge manden. Jeg har ingen forstand på biler, men når han siger det, skal det nok passe. Samtidig er vaskemaskinen begyndt at sige meget mærkeligt, og manden har haft den skilt ad her til morgen. Han plejer nok at kunne få tingene sat sammen igen, når han har skilt dem ad, men det plejer gerne at være et dårligt tegn, når det er nødvendigt at skille den slags ad. Jeg skal undlade at underholde om den plastictandstikker, han fandt inde i maskinen, og om hvordan maskinen nu lyder ganske normalt.

Samtidig kan det vel heller ikke interessere nogen, at jeg selv kun bruger trætandstikkere, som jeg ikke kunne finde på at putte i lommen.

På et tidspunkt troede vi, at det var pumpen, den var gal med. Sådan en kan man formodentlig købe på nettet, hvis man ved, hvad den hedder. Derfor skulle den fotograferes. Ingen af os kan nemlig læse sådan noget småt noget, hverken med eller uden briller, men med et foto får man en god forstørrelse:
Pumpe