Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. august 2016

Dagens ur

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 10:32

Jeg kom vist over en periode med blogtørke ved at lave indlæg med billeder af dagens ur. Det er ikke, fordi jeg vil gentage succesen, men en gang imellem kan det vel ikke skade:
200816
Ja, jeg samler stadig på ure. Jeg køber næsten ikke ure mere. Min mand vil påstå, at det er løgn, men nu skrev jeg også “næsten ikke”. Dette er dog en gammel anskaffelse. Derimod køber jeg nye remme til nogle af mine ure. Jeg øver mig også i at blive bedre til at skifte disse, så de ikke ødelægges i processen. Tænk, det kan faktisk lade sig gøre.

Enhver samling må, om ikke have en kurator, så dog kurateres(hedder det mon sådan?). Jeg har luget et kilo eller mere ud i min samling. Det kan blive for billigt og væmmeligt, også for mig. Jeg har måske været en anelse længe om at forstå, at for 100 kr. kan man måske nok få et ur, men det er ikke sikkert, det er et, man vil gå med. Men jeg må sige, at pris og kvalitet ikke er helt sammenfaldende. Nogle af de dyrere ure har vist sig at være mandagsprodukter. Når man har købt dem på det grå marked, er der ikke nogen garanti. Hvis uret er dødt ved ankomsten, kan man som regel få handelen ophævet ved PayPals mellemkomst. Men hvis det af går ved døden et års tid senere, er der ikke noget at gøre. Andet end at ærgre sig.

Jeg er stadig medlem ovre hos Watchuseek, Affordables Sub Forum, hvor jeg jævnligt deltager i WRUW(What are you wearing)-tråden, som der er en ny af hver eneste dag, og det må indrømmes, at det til tider stimulerer min købelyst, men ikke ret meget. Igen ville manden nok sige, det er løgn. Men han er bare misundelig, fordi jeg har gode og sunde interesser!

Nå, vi skal jo have noget at gå og tværes om, og det meste foregår da også med et glimt i øjet. Ellers ville jeg også have en skarp mening om det!

6 Comments »

  1. Når man har så mange ure, må man have tid nok.

    Comment by Donald — 20. august 2016 @ 11:03

  2. @Donald: Det skulle man måske tro, men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.

    Comment by Henny Stewart — 20. august 2016 @ 11:33

  3. HA – du måler ikke dine ure i antal, men i kilo 😀
    Den var ny. Jeg ville ellers have spurgt hvor mange ure du har, men jeg vil ændre spørgsmålet til at gå på hvor mange kilo du har … svaret vil så bare ikke sige mig noget som helst, men svarer du 10 kilo, er jeg klar over, at du må have en hel del 😉

    Comment by Ellen — 20. august 2016 @ 17:03

  4. @Ellen: Det var nemt at veje drosset, for det smed jeg bare i en affaldssæk, men det, der er tilbage, ligger i æsker og andre hylstre, fordelt i skufferne i mine ur-kommoder, jeg har kun to, men et par kg skal der da nok være stadigvæk.

    Comment by Henny Stewart — 20. august 2016 @ 18:14

  5. Og endnu engang har det overvundet en blogtørke. Det er jeg glad for.

    Jo, man kan godt sige “kuratere” http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kuratere&tab=for

    At samle på ure er da en fredelig hobby at have, bare de ikke ringer.

    Sidst jeg købte et ur i december 2005, blev det til et Ole Mathiesen-ur i klassisk stil til 3.800 kr, det er da en sjat. Der er bare sket et eller anden med urskiven. Den er krakeleret og noget af skiven har revet sig løs. Jeg har spurgt i en forretning, og det spørger om jeg har tabt det, om jeg har været i et land med høj luftfugtighed osv.

    Der er nok ikke andet at gøre, end at købe et nyt.

    God søndag!

    Comment by Stegemüller — 21. august 2016 @ 11:58

  6. @Hanne: Mit spamfilter er begyndt at skabe sig. Du blev smækket ude, men du skal ikke være ked af det, for det bliver jeg også selv nu om dage.

    Ole Mathiesen ure skulle da ellers være god kvalitet! Men du er måske løbet ind i en mandagsmodel, eller også er det bare et af de tilfælde, hvor pris og kvalitet ikke passer sammen? Jeg har konstateret, at det er tilfældet med nogle af mine lavere-mellempris ure. Jeg har ikke nogen dyrere end det. Mine ultra billige ure er næsten altid en god forretning. Undtagen, altså, når de ikke er! Problemet med dem kan være, at der er dårlig kvalitetskontrol på fabrikkerne. Men hvis man er nødt til at kassere et ur til 100 kr. gør det heller ikke så ondt, som når man må kassere et til 1000 kr., hvilket ville være prisen på de dyreste, jeg har. Ole Mathiesen ligger betydeligt højere i prisklasse end det. Jeg ville være noget “pissed off”, hvis en vare i den prisklasse ikke kunne reddes, garanti eller ej. Har du kontaktet firmaet bag? Detailleddet kan hænge i bremsen nogle gange, specielt når der ikke er mere garanti. Jeg ville da tro, at skiven ville kunne skiftes, hvis det kun er den, der er noget galt med.

    Comment by Henny Stewart — 21. august 2016 @ 13:46

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment