Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. august 2016

Binge

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:21

Binge-eating, altså ædeflip, er jeg afskåret fra. Det er sikkert udmærket. Der er nok ikke meget godt at sige om at æde en hel liter is på en gang, bortset fra, at de fleste selv kan bestemme, om de vil det eller ej. Det kan jeg selvfølgelig også, på en måde, men der er en voldsom regning at betale ved udgangen. Men “binge-watching”, på den anden side, “serie frådseri” er der nogen, der har kaldt det, se det er lige noget for mig. Hvis man alligevel ikke har det for smart og har bragt sig an på fifaen med katten, så kan fjernsynets hypnotiske kraft nedsætte behovet for selvmedlidenhed og smertestillende medicin. Det er vel ikke så ringe endda? Det synes jeg i hvert fald ikke.

Jeg lagde ud med at se “Matador”. Samtlige 24 afsnit, flere gange. Så blev jeg lidt træt af det og begyndte at interessere mig mere for, hvad “flow-tv”, i dette tilfælde DRs sendeflade havde at tilbyde. Det viste sig, at DR allerede for længst er hoppet på binge-bølgen, sådan at forstå, at man kunne åbne for tossekassen på bestemte tidspunkter hver eneste hverdag og forvente nøjagtig de samme programmer. Disse serier kan man så vælge at falde i eller ej, alt efter hvordan man nu synes.

Lige pt. ser jeg Anthony Bourdain på DR2. Det er hans serie “The Layover”, man har kastet sig over. Anthony Bourdain besøger den ene by efter den anden og udsendelserne er alle modelleret over den samme skabelon. AB ankommer med fly, fortæller, hvordan man kan komme ind til byen og hvad det koster med hhv. offentlig transport og taxa. Derefter fortæller han, hvor man fx kan bo, han giver gerne et par alternativer. Så møder han som regel en eller anden kokkeven, og de turnerer byens spisesteder og kommer med diverse anbefalinger af typiske madretter, restauranter eller cafeer. De finder som regel også nogle vandingshuller, hvor det ikke er vand, det handler om. AB gør meget for at give indtryk af, at han befinder sig bedst sammen med alkoholikere og at han bestemt heller ikke selv spytter i glasset. I det hele taget ser man ham indtage bjerge af mad og hele søer af alkoholiske drikke, men han er en høj slank mand, så jeg tror ikke han spiser og drikker, med mindre det bliver optaget til TV. Det kan alt sammen være udmærket, men efter min mening er det altså ikke alle lokationer, der er lige egnet til den skabelon.

Når man fx besøger Yangon i Myanmar, så ville jeg altså hellere se noget mere af byen, landskabet rundt om osv. Bevares, man får da lidt at se, men det er altså mest noget om mad og drikke. Han er selvfølgelig også kok, ham AB men alligevel. Og spørgsmålet om, hvorvidt han hjælper et totalitært styre ved at lave sit program der, bliver slet ikke rejst. Man, i hvert fald jeg, sidder tilbage med en følelse af, at det ville være interessant at opleve dette land indefra, hvilket man selvfølgelig gør, men dette fokus på mad, drikke og underholdning er meget overfladisk. Og dog har han en slags interview med en mand, der har siddet fængslet i Yangon, og han spørger ham, hvordan det var. Med fokus på, hvordan maden var. Ja, ja. Det fortæller selvfølgelig også en historie. Skabelonen er også en anden her, det er nemlig fra serien “Parts unknown”.
ab
Åh, ja, siden jeg nu har bevæget mig ud i en slags anmeldelse her, så bliver jeg også nødt til at fortælle, at AB bander og lyner og har et forfærdeligt sprog en del af tiden, i hvert fald i serien “The Layover”. Det er mest når omgivelserne ikke er specielt spændende. Det er vel hans bidrag til underholdningen. Meget af det bliver dækket af det kendte “bip”. Kattene hader den lyd. Jeg er sikker på, at de sagtens kunne sove sig igennem ABs sprogblomster, men altså ikke den hyletone, producerne sætter ind, når de synes, det bliver for meget. I serien “Parts Unknown” bliver der hverken drukket eller bandet nær så meget. Så jeg sidder og tænker på, hvor meget af banderiet, der faktisk står i manuskriptet. Sikkert det hele.

Alt i alt er det vel et spørgsmål om, hvad der egentlig er passende at lave underholdning ud af. Og måske skulle man hellere bare være positiv over for et program, der trods alt en gang imellem giver et glimt af byer i lande, man ikke har de store muligheder for at besøge. Myanmar har jeg været meget nysgerrig efter at se noget fra, efter at jeg har haft burmesiske kursister. Landet, folket, kulturen, snarere end ABs liste af ting, han skal spise der. Men jeg tror alligevel, han gør sit bedste for at give noget af det, indenfor skabelonen af pågældende serie.

Hvis man skulle føle trang til sand binge watching, så kan man finde Anthony Bourdains programmer på DRs hjemmeside, “on demand”. Man er ikke nødt til at bænke sig foran husalteret på et bestemt tidspunkt for at se det.

6 Comments »

  1. Jeg har vist kun binge-watched Dicte, som jeg faldt for som serie. Den var overraskende god, selv om jeg var lidt skeptisk, fordi jeg havde læst bøgerne med stor fornøjelse – den slags plejer ikke altid at falde ud til filmatiseringens fordel.
    Jeg bliver mindst lige så irriteret som dine katte over de evindelige beep, når folk bander meget, så jeg bladrer normalt væk fra programmer, hvor det forekommer.

    Comment by Ellen — 22. august 2016 @ 17:15

  2. @Ellen: Jeg bliver også gal over beep’ene, fordi jeg ikke bryder mig om at blive omklamret af amerikanske serieproduceres ideer om, hvad jeg kan tåle af den slags. Men der er selvfølgelig en måde at undgå det på!

    Jeg har “binget” adskillige dramaserier, og jeg synes, det er meget befriende, at man kan sætte sig ned og se det hele på en gang i stedet for at skulle vente på et ugentligt afsnit, hvor man så _skulle_ være på plads på et givet tidspunkt.

    Comment by Henny Stewart — 22. august 2016 @ 17:43

  3. Du skriver skønt. Jeg kan godt lide dine ordlege.

    Det er slet ikke noget for mig, altså bortset fra det med at opleve fremmede lande fx Myanmar, som jeg også altid gerne har villet besøge.

    Jeg er træt af udsendelser med mad, kokke, antikviteter, auktioner osv. Jeg synes, de sender den slags hver eneste dag.

    Hos mig er det så endt med, at det eneste, jeg overhovedet ser, er TV Avisen kl. 18:30. Reten af tiden vil jeg hellere være aktiv selv med et eller andet.

    Comment by Stegemüller — 22. august 2016 @ 18:09

  4. @Hanne: Ja, alt det madhejs kan de sådan set også godt beholde for mig. Når jeg er blevet hængende på mr. Bourdain, så er det nok fordi han trods alt skiller sig ud fra mængden. Hvad angår “old crap tv”, hvilket vi somme tider kalder antik og auktionsudsendelserne her i huset, så er der igen nogle, hvor man kan lære noget, og andre der bare er billig underholdning.

    Comment by Henny Stewart — 22. august 2016 @ 18:37

  5. Jeg ville gerne kommentere begavet, vidende og deltagende, men de seneste år har jeg stort set kun set tekst-TV til morgenkaffen.

    Når jeg af vanvare kommer til at tænde for lyden, starter den paniske jagt efter mute-knappen. Typisk fordi der kører åndsforsnottede reklamer eller politiske tågehorn.

    Det hænder, at jeg ser vejrudsigten, men den booster kun yderst sjældent humøret.

    Comment by Eric — 22. august 2016 @ 19:03

  6. @Eric: Nu ville jeg jo gerne bilde dig ind, at du er gået glip af en hel masse, men det ville jeg nok ikke slippe godt fra. Jeg har jo sådan set også kun tv som noget, der kan adsprede mig, når jeg er mere eller mindre vandret, og her mener jeg ikke af travlhed.

    Vi har ingen tv-pakke mere, og det betyder, at vi ikke bliver forulempet af reklamer. De politiske tågehorn kan man kun bekæmpe med muteknappen.

    Comment by Henny Stewart — 22. august 2016 @ 20:07

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment