Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. august 2016

“Sådan røg det ikke i Matador…”

Overskriften stammer fra DRs nyeste frilandsmuseale satsning: “Skru tiden tilbage – til 1950’erne“. Jeg vil nødigt beskyldes for at opholde mig for meget ved fortiden, men da jeg nu selv er fra 50’erne og har en del minder fra den tid, så sad jeg da, klistret til kassen, for at se det. Det havde jeg så ikke behøvet, igen fordi man kan finde det på DRs hjemmeside og se det, når det passer en, som man kan med meget af DRs egenproduktion. I hvert fald et stykke tid, måske en måned i denne omgang.

Det var første afsnit af serien, og den foregik på et husmandssted. Sådan et er jeg selv rundet af, så derfor var det ekstra interessant for mig. Familien, der deltog i eksperimentet, var en meget sympatisk familie med far, mor, en datter og en søn. Familien er i deres almindelige 2016-tilværelse en typisk fortravlet familie, der ikke spilder ret meget tid i køkkenet, men bruger flittigt løs af “nemme løsninger” som diverse halvfabrikata.

Det var der ikke meget af i 50’erne, og da slet ikke på et husmandssted, så derfor blev husmoderens arbejde da også noget af et chok for denne husmor. At der var tale om 70-80 timers ugentligt arbejde forklarer så meget godt, hvorfor kvinder ikke så tit havde udearbejde på denne tid. Faderen siger da også på et tidspunkt, at hun har mere arbejde, end han har. Hans arbejde består i at passe et par kvier og nogle grise, samt ordne køkkenhaven og samle sten op på marken. Hendes derimod består i at holde brændekomfuret i gang, lave tre måltider fra bunden og samtidig holde sig “net og præsentabel, og sørge for aldrig at sidde over for sin mand med uglet hår og søvn i øjnene”. Her hoppede kæden af. Jeg har jo ikke den store kædestrammereksamen, og jeg er ked af at skulle afsløre dette, men: Et husmandssted med to kvier, et par grise, noget fjerkræ og en køkkenhave kunne altså heller ikke den gang brødføde en familie på fire personer. Så realiteten ville have været, at konen stort set skulle passe det hele, både inde og ude, mens manden havde så meget lønarbejde uden for husmandsstedet, som vel muligt. Fra min egen barndom husker jeg, at min mor var med i stalden både morgen og aften, hun var selvfølgelig med i markarbejdet, specielt i spidsbelastningsperioder som under roehakningen og høsten. Min far havde ikke så tit arbejde uden for husmandsstedet. Det var noget med, at han var med til at kaste sne og han var med til at plante marehalm (hjelme) i klitten, men vi havde flere dyr. Vel nok en 10-12 malkekøer, et tilsvarende antal grisesøer plus det løse. I hvert fald brugte han ikke meget tid på at rive gårdspladsen eller spille ludo med os børn. Det første kan jeg ikke mindes, at han nogensinde gjorde. Det andet kunne måske forekomme en enkelt gang i juledagene. Han havde ikke ret meget fritid, og når han endelig havde fri, var han dødtræt.
Mors arbejde
Så den historiske nøjagtighed af udsendelsen er jeg ikke imponeret af. Men selvfølgelig ved jeg ikke alt, hvad der kan være værd at vide om dette emne. Måske havde de mere tid til at rive gårdspladsen på Sjælland, end vi havde her i Vendsyssel. Vi havde heller ikke brændekomfur derhjemme. Vi havde gasapparater og gasovn. Naboens havde et brændekomfur i køkkenet, men det var mere fordi de ikke havde fået det smidt ud, de brugte det ikke ret tit.

Jeg genkender dog andre aspekter af den måde, de skulle leve på. Fx det der med, at faren skulle have først, når de skulle spise. I min barndom satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det, det var bare sådan, det var. Når man tænker over det, er det meget logisk, at der skal noget brændstof til, til dem der arbejder hårdt fysisk. Det kan bare undre, at der ikke var samme vægt på, at husmoderen skulle have noget at spise. Det fik hun vel, selvom hun tit spiste til sidst. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har gået sulten i seng, men systemet minder mig om, hvad jeg har hørt fra visse af de varme lande, hvor det at spise først er ensbetydende med at spise. Der er mange udhungrede piger og kvinder i andre dele af verden.

Både manden og konen i familien var forbavsede over, at det var konens gebet at slå en kylling ihjel. I min erfaring var alt med fjerkræholdet konens gebet. Selv har jeg aldrig stået for noget kyllingedrab, og jeg tror heller ikke, jeg kunne gøre det. Jeg husker stadig med gru en hovedløs kylling, der løb/fløj adskillige meter, før mor fik styr på den. Jeg har kun været med til plukke fjerkræ og tage indvolde ud meget perifert. Dvs. jeg stod i periferien, mens min mor ordnede det. Senere, da jeg var au-pair, blev jeg bedt om at plukke et par fasaner, som skulle serveres for nogle betydningsfulde gæster. Det endte med, at konen i huset selv måtte gøre det. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg var ude og kaste op flere gange, inden jeg fik lov at opgive forehavendet. Jeg er stadig ikke vild med fjerkræ, og hvis vi får det her i huset, er det ikke mig, der har købt det, for det første, og for det andet er det den totalt fra enhver form for natur fjernede slags.
Hønsekrise
Men man burde selvfølgelig slet ikke spise noget, man ikke selv ville være i stand til at slå ihjel og gøre i stand. Hvis jeg levede efter det princip, ville jeg være veganer. Den lille familie, derimod, har nu tjent retten til at spise kylling. Man blev i øvrigt mindet om Niels Hausgaards sang om lille Grethe, der græd så meget, da hendes kalv blev slagtet, men spiste kalvefrikasséen med god appetit. Den lille dreng syntes, det var synd for kyllingen, men han ville godt spise det kyllingelår, der kom ud af den.

Det var i øvrigt både sjovt og rørende at se, hvor meget de to børn gik op i at få lov til at hjælpe til. Sjovt nok kan jeg ikke huske nogensinde at have haft det på den måde. Nu var der jo heller ikke noget nyt og spændende i det for mig, og jeg var ikke bare på ferie fra et iPad-helvede. Hvis man synes, det er så slemt med det iPad-forbrug, hvorfor laver man så ikke noget andet? Ja, jeg spørger jo bare. Det kunne være, fordi det er nemt. Det er en form for “børneleg”, der slet ikke skal ryddes op efter. Og børnene elsker det. Men man kunne måske prøve at begrænse det. Når man man nu har fået børn, og helt klart har fået dem, fordi man ville have dem, og ikke fordi det ikke kunne være anderledes, så kan det da godt undre.

Noget, der skinner igennem, er at der bliver gjort plads til disse børn med en stor selvfølgelighed, der slet ikke var en given ting i 50erne.

Nu om dage forventer man jo ikke, at børn bidrager til familien, og det kan være et problem. Hvis man ikke er vant til at hjælpe til eller bare rydde op efter sig selv, kan man få problemer med at være en del af et socialt fællesskab senere. Det var også pudsigt for mig at iagttage, hvordan udsendelsens producere ikke havde formuleret nogle opgaver for familiens yngste barn, drengen, og hvordan han ivrigt insisterede på at ville være med. Da han blev klar over, hvor mange “pølser”, der var involveret i arbejdet i stalden, ville han dog hellere hjælpe sin mor med at “aftørre alle flader”, og det kan jeg personligt slet ikke fortænke ham i!
Han hjælper til
Børnene nåede at blive dybt forelskede i den kanin, man havde anbragt. Det var da altid noget, at vi ikke skulle have den slagtet også. Det trak da tilstrækkeligt med vand, da børnene skulle tage afsked med den. Jeg tænker, at familien kommer til at skulle overveje at anskaffe noget kæledyr. Vi skal så fortsat slet ikke nævne, hvorfor man havde kaniner på husmandssteder i 50erne.
Familien med kaninen
Til slut, ja vi må jo til det, må vi have en gennemgang af de sanitære forhold. Der var das, eller som det hedder på norsk “utedo” (Husker, at jeg engang var et stort spørgsmålstegn, da jeg læste nogle brochurer over norske hytter, der kunne lejes. Jeg troede, at det var et eller andet smart spansk noget, de havde fundet på). Før vi fik lagt rindende vand ind – og et badeværelse, havde vi ikke noget das. Det havde de hos naboen, men de brugte det kun til gæster. Det skulle jo tømmes, det skidt. Når vi havde gæster, blev de fleste ikke særlig længe. For bymennesker skal der gode nerver til at besørge sine ærinder det samme sted som køerne. Vi havde natpotte, men det var til små børn. For mig var der ikke noget mærkeligt i det. Det var bare sådan, det var. Vi brugte heller ikke servante. Vi havde en oppe på loftet, med tilhørende servantestel – vi havde vel arvet det et eller andet sted fra. Vi vaskede os i køkkenet og gik i bad i bryggerset. Det sidste stod ikke på til hverdag, idet det ikke var gratis at varme vand i gruekedlen. Selvom vi børn i skolen ikke var gammelbeskidte, så har der sikkert været en del staldlugt omkring os, hvilket – set i bakspejlet – måske kunne forklare det noget snerrende ansigtsudtryk, vores første lærer havde. For os børn var det selvfølgelig ikke noget problem. Vi havde ca. den samme lugt allesammen.

I den forbindelse vil jeg ikke rigtig kendes ved denne her:
Toiletpapir
For mig at se er det noget karduspapir, man har skåret til, så det passede i størrelsen. Det har man måske brugt på Sjælland? Selv husker jeg den variant, vi kaldte “00”. Det var brunt silkepapir, som man gjorde klogest i at lægge tredobbelt. Hjemme mener jeg, at vi havde crepepapir, hvor man skulle huske at have rullen med sig ud i stalden. Hos en nabo klippede de gamle aviser i små stykker og hængte stykkerne på en krog ude i stalden. Man skulle sandelig ikke lade noget gå til spilde …

Nå, udsendelsen var underholdende nok, og jeg skal da nok se de næste 5 afsnit også.

Skru tiden tilbage – til 1950’erne

Nå ja, jeg synes faktisk ikke, man skal skrue tiden tilbage. Der kan være god mening i at få i hvert fald nogle måltider uden alt for mange e-numre i løbet af ugen. Det kan være en udmærket ting at lære sine børn nogle helt basale færdigheder omkring det at leve, og det kan være, at nogle familier giver lidt for mange tomme kalorier, både i maven og i hovedet i perioder. Men hvis de er opmærksomme og ellers vil deres børn, kan de nok rette lidt op på det i andre perioder. Under alle omstændigheder kan vi ikke sende nogen tilbage til 50erne, andet end sådan for sjov, i en uges tid, og det vil vi nok heller ikke, dybest set.

9 Comments »

  1. Jeg må tilslutte mig dine kommentarer. Er født i 57 på et husmandssted i Midtjylland med vand i brønden, lokum i stalden og brændekomfur. Min far havde også arbejde ved siden af, og pengene var små.. Dyreholdet var en nødvendighed og komforten var minimal, men jeg husker min barndom med glæde – alt var enklere og der var brug for mig i familien som ældste barn af tre.

    Comment by Conny — 24. august 2016 @ 17:28

  2. @Conny: Ja, materielle goder garanterer ikke et godt liv, det er vist en gammel sandhed. Men de behøver altså heller ikke forsure tilværelsen, det synes jeg er værd at huske. Hvis der er noget, der er ved at blive for meget, iPad-forbruget fx, jamen så skru dog ned for det! Personligt er jeg meget glad for, at jeg ikke længere lever i 50’erne. Jeg havde problemer med at løse de opgaver, jeg fik, og det lagde stærke slagskygger ind over min barndom og de minder, jeg har derfra. Jeg var den ældste af 5 børn.

    Comment by Henny Stewart — 24. august 2016 @ 18:06

  3. Tak for et overmåde glimrende causeri over udsendelsen i går. Ja, det var en meget sympatisk familie, og jeg kunne kun glæde mig over mandens erkendelse af, at kvinden havde (for) meget at lave – sådan var der vist ingen, der så på det dengang.
    Jeg var heller ikke helt tilfreds med – eller enig i – alle punkterne i det historiske perspektiv, men du gør mig det klart, at der har været forskel på Jylland og Sjælland inden for det samme årti. Jeg snakkede med John om det, og bare de syv år, der er imellem os, gør en stor forskel, selv inden for Sjællands grænser – jeg er fra 1953, han er fra 1945 og kan derfor også huske mere fra 50’erne end jeg kan.
    Mine forældre arbejdede stort set altid, men der skulle være tid til at rive gårdspladsen. Det var bare en del af pligterne.

    Comment by Ellen — 24. august 2016 @ 18:06

  4. @Ellen: Halvtredserne har været et årti med stor udvikling og uden tvivl også store regionale forskelle. Det med at rive gårdspladsen har nu heller ikke kunnet nytte meget, der ude i klitten i Rubjerg. Hvis du river sand, går der fem minutter, og så ser det helt naturligt ud igen.

    Comment by Henny Stewart — 24. august 2016 @ 18:09

  5. Fremragende indlæg også selv om jeg ikke så udsendelsen. Men jeg interesserer mig for historie og for det, du få puttet ind om dine egne oplevelser.Faktisk har jeg læst dit indlæg hele to gange.

    Det er fint lige at få al sminken taget af datiden, der eller altid fremstilles i et lyserødt skær.

    Jeg kan ikke lade være at tænke på, at man vel i begyndelsen af 50’erne stadig red lidt på rusen fra befrielsen i 1945. Der må være kommet mange flere forbrugsvarer end under rationeringen. Det må have løftet hele samfundet en del. Men selv om det bragte bedre muligheder for den almindelige dansker, var der stadig masser af hårdt arbejde for den enkelte, også selv om man siger, at industrialiseringen var færdig ca. 1920.

    Jeg kan ikke lade være at bemærke det med, at børnene blev inddraget i pligterne. Det gør de vist ikke så meget i dag, og det er egl. synd for dem, da de så ikke oplever tilfredsstillelsen ved at have en reel funktion i familien. Når de er færdige med det, kan jeg ikke se noget problem i at sidde med en iPad. Herregud, det vil vi andre jo også gerne ind imellem.

    Comment by Stegemüller — 25. august 2016 @ 12:21

  6. @Hanne: Så blev du smækket ude igen. Jeg ved altså snart ikke med den der Akismet.

    Jeg ved ikke, hvor meget befrielsesrus, der har været i min barndom. Der blev talt en del om krigen, men det var mest det med den manglende kaffe, der havde gjort indtryk. Bortset fra en af bedstemors brødre, der tog ned og deltog i den spanske borgerkrig og ikke kom hjem igen, var der mig bekendt ikke nogen af min familie, der var decideret involveret i krigen. Som landmænd havde de både under og efter krigen, temmelig direkte adgang til de vigtigste madvarer.

    Det kan godt være, der var bedre adgang til importerede luksusvarer efter krigen, men i min familie havde man gennemgående ikke råd til at købe ret mange af disse. Det var også tilfældet i det meste af det samfund, vi omgav os med. Der var selvfølgelig lægen og lærerne, men de holdt lav profil, så mens barndommen stod på, havde jeg egentlig ikke indtryk af, at andre sad bedre i det. Jeg var godt klar over, at andre steder i verden, var der piger, der havde dukker med rigtigt hår, og det havde jeg ikke.

    Ingen tvivl om, at det er godt for børn at mærke, at de har en funktion i familien. Det skal bare være sådan, at det er alder- og personlighedssvarende opgaver, barnet får. Ellers kan det give anledning til en stor følelse af uduelighed og værdiløshed, som ikke gavner nogen eller noget. Det kan jeg tale med om.

    Jeg er enig: Når man er færdig med det, man skal, skal man have lov til at adsprede sig med det, man nu kan lide. Og hvis det er en iPad, så fred med det. Der er også noget vundet ved, at børn har styr på, hvordan man kan bruge den slags. Jeg er ikke nogen maskinstormer, nej!

    Comment by Henny Stewart — 25. august 2016 @ 12:54

  7. Er jo helt klart for ung til at huske 50’erne (eller 60’er og 70’erne) men sad også og grinede lidt over at faren ikke havde daglejer arbejde m.m. og istedet spillede ludo med datteren.
    men dejlig familie.
    og ja nok meget godt at det ikke var kanin steg de skulle havde.
    var nu en hyggelig udsendelse, så vil da gerne se den næste.

    det havde nu været spænende hvis de havde befolket hele landsbyen, med flere familier.

    Comment by Anette — 25. august 2016 @ 23:19

  8. @Anette: Ja, det var da en hyggelig udsendelse, og jeg skal også se de efterfølgende. Selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved dele af den historiske nøjagtighed, så var det såmænd underholdende nok.
    Jeg giver dig ret i, at det kunne have været spændende med en større social sammenhæng. Men det ville måske have været for dyrt?

    Comment by Henny Stewart — 25. august 2016 @ 23:23

  9. det ville det måske… og måske var der kun et hus de kunne lade dem bo i?
    tror nu ikke det ville havde kostet meget mere.

    Comment by Anette — 29. august 2016 @ 11:35

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment