Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. august 2016

Overvejende nordvesteuropæiske forfædre

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 21:51

Lige siden husbond fik sit genom kortlagt sidste år en gang, har han plaget mig om at få det samme gjort. Jeg slog det hen og sagde “pjat med dig” flere gange, men til sidst gav jeg efter, selv om jeg faktisk mente, det ville være spild af penge og egentlig ikke noget, jeg kunne bruge til noget.

At manden kunne, kunne jeg jo se. Men mange af de mennesker, der bor i eller stammer fra Nordamerika, kommer jo også andre steder fra eller er nogle lidt interessante blandinger. Det mente jeg ikke, at jeg selv ville være, idet min slægt på begge sider stammer fra Tårs. Punktum. Manden derimod fik at vide, at han havde forfædre, der var Ashkenazim. Jeg har tilbudt at hækle ham en kalot, som han kan have på, når han skal i templet. Men det er nu ikke blevet til noget endnu.

Jeg gav som sagt efter, sendte bud efter min “testkit”, gjorde det fornødne og sendte min dna-prøve afsted, vistnok til Schweiz. Jeg glemte så næsten alt om det, for der gik et par måneder, men nu er resultaterne klar.

Jeg kan naturligvis ikke selv analysere de data, man er kommet frem til. Jeg har ingen forstand på genetik, men det går jeg måske hen og får, inden jeg er færdig med det her.

Den måde man bruger det på, er ved at sammenligne med nogle statistikker, der gælder for folk med den samme genetiske sammensætning. Man kan også deltage i en lang række “surveys”, hvor man svarer på spørgsmål om alverdens ting. På den måde medvirker man til at de statistikker, man læser sine oplysninger i, bliver mere omfattende.

Min mand kunne i sine resultater læse, at hans specielle genetiske sammensætning ville være i risikogruppen for Leiden faktor V, en blodstørkningsfaktor, der giver risiko for blodpropper, samt i risiko for at udvikle Dupetrins kontraktur, en sammentrækning af senerne i hånden. En tilstand, der kan være både smertefuld og særdeles invaliderende. Bingo. Han har begge dele. MEEEN det vidste vi jo godt, så det er nok lidt i spildte penge kategorien alligevel.

Jeg er ikke kommet særlig langt med at analysere mine resultater, men der er ikke noget særligt at bemærke med hensyn til sygdomme. Jeg er overvejende af nordvesteuropæisk oprindelse. Der er hos 23andme registreret godt 700 personer med min genetiske sammensætning, og en af dem bor i Tårs! Med hensyn til medicin var der en advarsel om, folk med min genetiske sammensætning fordøjer mavesyrepumpehæmmende midler (der var de igen) hurtigere, end folk gør flest. Det er en ret brugbar oplysning og en forklaring på, hvorfor jeg skal have så høj en dosis af skidtet, som jeg skal.

Hvis jeg får mere ud af det, vil jeg sikkert rapportere videre her, så følg endelig med!

Og nej, jeg kan ikke komme med manden i synagogen, hvis han skulle bestemme sig for at begynde at gå der. Jeg er ikke det mindste Ashkenazi, nemlig.