Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

26. august 2016

Om at være social

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:48

Det er vist almindelig vedtaget, at mennesket er et socialt dyr. I hvert fald er det helt standard procedure, at hvis man hænger lidt med næbbet, så får man anbefalet at skaffe sig noget socialt samkvem, altså noget at gøre med andre mennesker.

Nu skal man ikke få det galt i halsen, selv har jeg et meget lille netværk, som jeg er meget begejstret for og nødigt ville undvære, selvom vi ikke render hinanden på dørene. Men jeg har tit spurgt mig selv, om det ville have været lykken for mig at følge de anbefalinger, jeg gennem livet har fået om at være mere social? Og jeg er kommet frem til, at det ville det nok ikke. Mange af de problemer, jeg har haft, har jo trods alt skyldtes problemer i forhold til “de andre”. Som Sartre sagde: “Lenfer, c’est les autres”, Helvede, det er de andre. Det kan godt være, at denne sætning er taget ud af en sammenhæng, som jeg ikke lige har taget stilling til, men det er sætningen selv, jeg forholder mig til.

Da jeg første gang havde psykiske problemer og blev henvist til en psykiater, blev forløbet særdeles kort, idet han anbefalede mig at melde mig ind i Jehovas Vidner, så jeg kunne få noget mere socialt samkvem. Iøvrigt havde jeg aldrig den store tillid til den herre, idet han havde plastre i ansigtet, hver gang jeg var der. Hvis man ikke en gang har styr på en hensigtsmæssig fjernelse af eget ansigtshår, så kunne det godt tænkes, at man ikke var videre kompetent, når det gælder andre folks problemer.

Jehovas Vidner, ja. Mindre kunne vel også have gjort det, men meningen var helt klart, at jo mere jeg kastede mig ud i det at have noget med andre at gøre, jo bedre ville jeg få det.

Den gang tror jeg ikke, man overhovedet opererede med indadvendte personligheder eller “ekstra sensitive”. Jeg kan allerede se for mig, hvordan tidligere bekendtskaber, ikke venner, ruller rundt på gulvet og er ved at dø ved tanken om, at undertegnede skulle være specielt følsom. Tja, jeg mener selv, at jeg udviklede en syrlig form for humor for overhovedet at kunne klare det omfang af social kontakt, jeg havde under størstedelen af mit arbejdsliv. Det var i virkeligheden nok kun de sidste måneder, jeg syntes, jeg kunne være i det uden partout at skulle være “sjov” hele tiden.

Min påstand vil være, at nogle mennesker er bedst tilpas med kun at have få sociale kontakter, med at passe sig selv og være i sit eget hoved det meste af tiden. At disse mennesker faktisk kan blive syge af have for meget kontakt.

Når man søger hjælp til psykiske problemer, er det vigtigt, at hjælperen vil acceptere kernen i en selv som noget, der ikke skal laves om på. Der kan være noget adfærd, som helst skal ændres, og der kan være nogle tankesæt og måder at forstå verden på, der skal redigeres for at man kan få det bedre og komme til at fungere bedre, men man kan ikke sy en silkepung af en sos øre, eller rettere: Man kan og skal ikke lave om på, hvem man er, anfægte personens inderste identitet. Hvis man forsøger det, vil det ende galt.

Disse tanker trænger sig på, fordi jeg tænker på at finde en afløser for den psykiater, jeg ikke længere kan gå hos på grund af regionens begrænsninger i forhold til den slags. Jeg skal nok selv til foret denne gang, og ikke mindst derfor er det vigtigt at vælge rigtigt. Jeg har ganske enkelt ikke råd til at kysse en hel masse frøer, før jeg finder en prins/-esse.

Det er nu heller ikke sikkert, det bliver nødvendigt. Det vil fx ikke være nødvendigt for at få min medicin. Min psykiater har lavet et “udskrivelsesbrev” til min egen læge, så jeg vil kunne få den medicin, jeg får nu. Men det er jo ikke sikkert, at mit medicinbehov vil være det samme fra nu og til jeg kreperer.

Nå, jeg ser, at jeg har skiftet emne her. Men det må jeg faktisk gerne. Det er jo min blog.

14 Comments »

  1. Det er nok rigtigt, at det letter lidt at komme ud blandt andre, som man kan lide, og som man kan få en god sludder med, hvis man er kørt træt i sin egen trummerum. Men det er jo ikke Gud og Hvermand man kan holde ud at være sammen med, og da slet ikke Jehovas Vidner, som tror at verden blev skabt for 6000 år siden. Forleden kom der en sød, sød kvinde og hendes lille datter på 9-10 år og gav mig Vågn Op. Jeg fik dem forklaret, at min tro ikke lige gik i den retning, men jeg blev ærlig talt lidt ked af, at hun slæbte sin lille pige rundt til alle døre for hele tiden at blive afvist. God weekend!

    Comment by Anna Marie — 26. august 2016 @ 17:37

  2. @Anna Marie: “Som man kan lide”, det er nok kernen i det, for det er godt nok ikke Gud og Hvermand, som du skriver.

    Jeg tror også, det er forfejlet at sende deprimerede mennesker ud og “skaffe samkvem”. Det er ikke i den situation, man knytter de rette kontakter, om nogen overhovedet.

    Og nej, Jehovas Vidner kan ikke være løsningen for ret mange. Og det virker også forkert på mig, at de hiver deres stakkels unger med rundt i manegen.

    Comment by Henny Stewart — 26. august 2016 @ 18:08

  3. Det er vel i bund og grund også en selv, der bedst ved, hvor social eller ikke-social man er. Der, hvor jeg tror det kan gå galt er, når man skipper sine venner (det være sig få eller mange) pga. en sygdom af den ene eller den anden art, og man så senere står og ‘mangler’ dem. På den anden side, hvis det var den rigtige slags venner, ville de nok stadig være der.
    En psykiater, der i ramme alvor råder sine patienter til at melde sig ind i JV, er i mine øjne på linje med ham, der blev frataget retten til at praktisere for nogen tid siden.
    Hvis man skal tvinges til at være mere social, er der da masser af hyggeligere steder at møde nye mennesker.

    Comment by Ellen — 26. august 2016 @ 19:02

  4. @Ellen: Jeg er enig i, at man nok grundlæggende ved, hvor social man selv er. Og at de virkelige venner bliver hængende, også gennem perioder, hvor man er mindre festlig.

    Den psykiater er nok holdt op, det håber jeg i hvert fald. Det er mange, mange år siden, og han var ældre end jeg. Men ja, han kan sagtens sidestilles med de læger, der blev sat fra bestillingen. Han udskrev også medicin, som min egen læge pronto tog mig af igen. Jeg husker ikke længere, hvad det var, men min egen læge sagde, at det var noget, der havde gjort flere mennesker syge, end det havde hjulpet.

    Comment by Henny Stewart — 26. august 2016 @ 19:25

  5. Det var da et rystende råd at få af en psykiater!!

    Comment by betty — 26. august 2016 @ 22:47

  6. @Betty: Ja, ikke! Jeg var også færdig med ham i samme øjeblik.

    Comment by Henny Stewart — 26. august 2016 @ 22:57

  7. Jeg tror, vi to minder en del om hinanden, så jeg vil spørge, om du giver en kop kaffe, hvis min vej falder forbi Hjørring – bare rolig det sker nok aldrig 🙂

    Det er svært at håndtere dogmet om, at man skal være åh så social. Hvorfor kan man ikke bare få lov at være en sær introvert enspænder og indendørsnørd? Jeg har stort set intet netværk, og af og til føler jeg mig ensom, men langt det meste af tiden er det helt i orden.

    Jehovas Vidner – komplet latterligt. Det man så kan sige til forsvar er, at der i mange frikirker er et godt sammentømret fællesskab, så længe man ikke træder ved siden af! Træder man ved siden af, er man udstødt. Nu var jeg for meget en kryster til at tage imod invitationen til Pinsekirken, for meget halleluja, men de har et fantastisk fællesskab, som jeg egl. godt kunne forestille mig at være en del af. Det finder man ikke i folkekirken.

    Jeg ses af og til med en virkelig sød kollega tilbage fra min tid i Patent- og Varemærkestyrelsen. Vi taler fantastisk sammen, og jeg kan virkelig godt lide hende. Men når vi har været sammen ca. fire timer, er jeg fuldstændig mast og kan ikke mere den dag. Jeg accepterer, at det er sådan, og jeg ville ikke undvære samværet. Men det har altså sin pris.

    Comment by Stegemüller — 27. august 2016 @ 11:50

  8. @Hanne: Nu vil jeg ikke være så falsk at sige, at du er så hjertelig velkommen, men jeg vil dog sige, at du er velkommen til at spørge. Man ved jo aldrig, hvordan dagsformen i givet fald ville være.

    Nej, det bliver svært at få enspænderen/indendørsnørden anerkendt. Eller jo, hvis man bare passer sig selv, er det vel i orden. Det er mere, hvis man skal have hjælp, at man risikerer at blive skubbet ud i en rolle, der aldrig ville passe en.

    En selvvalgt tilknytning til et religiøst fællesskab ville vel være i orden, selv om tanken om at skulle rundbarberes, til man passer ind sådan et sted også virker både frastødende og skræmmende.

    Kender du teorien om skeerne? Jeg mener, at ikke kun kronisk syge har det på den måde. Det har folk, der ikke er ubetinget sociale, også.

    Comment by Henny Stewart — 27. august 2016 @ 12:23

  9. Så forsøger jeg igen, igen, nu uden websted.Jeg plejer at ryge i din spambunke, men lad os nu se 🙂

    Jeg er rystet over den psykiaters råd, og jeg giver dig ret, der er forskel på folk og dermed også på hvordan vi skal takle sygdomme. Dejligt at have dig tilbage med gode blogindlæg, som sætter tankerne i gang.

    Comment by Lene — 27. august 2016 @ 21:13

  10. @Lene: Jeg er ked af, at min spamfiltrering virker lidt uhensigtsmæssigt til tider. Denne gang var du dog ikke røget i spam, blot til godkendelse.

    Ja, det var et rystende dårligt råd fra den psykiater. Heldigvis var jeg selv i stand til at se det på det tidspunkt. Det kunne sagtens være, at andre patienter ikke ville være i stand til at sige fra. Man er jo i en sårbar position, når man vælger at opsøge en læge af den ene eller den anden slags.

    Comment by Henny Stewart — 27. august 2016 @ 21:17

  11. sikker et skræmmende råd af den psykiater

    og du har helt ret, en evt behandler skal havde respekt for kernen i personen de hjælper… ellers er det jo ligegyldigt (i bedste tilfælde) men det kan jo også gøre alt være

    Comment by Anette — 29. august 2016 @ 11:32

  12. @Anette: Ja, man skulle jo helst ikke få det værre af at opsøge en specialist. Desværre er man heller ikke selv altid kritisk nok, når man har det dårligt.

    Comment by Henny Stewart — 29. august 2016 @ 18:25

  13. Henny, ja det jo ikke der man er stærkes så nogle vil nok ikke selv være kritiske… selv ville jeg nok havde været i chock ala “vil du havde jeg skifter tro!?!” og så tudet samt forladt den behandler… men det havde kostet mange skeer at en behandler sagde sådan til mig og jeg skulle reagere…

    Comment by Anette — 14. september 2016 @ 23:18

  14. @Anette: Det kostede også mig dyrt. Det var jo første gang, jeg havde søgt hjælp for noget med psyken, og jeg var klar over, straks han havde sagt det, at jeg ikke kunne få nogen hjælp fra ham. Jeg havde stadig hjælp behov, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde den. Det førte faktisk til et stort sammenbrud for mig. Jeg nærmest flygtede til en anden egn, hvor der heldigvis var andre læger.

    Comment by Henny Stewart — 15. september 2016 @ 9:34

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment