Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. august 2016

Det er koldt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:58

Og i går var det for varmt. Hvorfor det, og hvorfor er der ikke nogen, der har spurgt mig? Ad 1: Fordi der er et lavtryk over Atlanten (siger manden, jeg skal ikke kunne sige, om det er rigtigt eller forkert. Koldt er det!) Ad 2: Der er aldrig nogen, der spørger mig om noget som helst, mindst af alt om hvordan vejret skal være. Begribeligvis.

Jeg havde jo en ambition om at lave et blogindlæg hver dag i en måned, bare for at se, om jeg kunne holde mig selv til ilden og for at undersøge, om det overhovedet giver mening for mig at føre blog i Dagens Danmark. I går fik jeg ikke noget indlæg strikket sammen. Men fred være med det, jeg er ikke med i Tvind, så jeg kan holde fri om lørdagen. Faktisk kan jeg holde fri altid, hvilket er en funktion af det at være på efterløn.

Det ligger ikke lige for, men på et eller andet tidspunkt skal der jo lukkes og slukkes, og jeg er allerede begyndt at begrænse antallet af domæner, som jeg ejer. Bl.a. vil jeg ikke beskyldes for at modtage min efterløn uretmæssigt ved at lave “ukontrollabelt arbejde”. Den var oppe her i foråret, og det var ikke rart. Ganske vist tjener jeg ikke penge på mine nuværende aktiviteter på nettet, men jeg får lidt fra COPYDAN for en side, jeg lavede, mens jeg stadig arbejdede. Jeg har fjernet samtlige Google-annoncer fra alle sider, for selv om det knap har været nok til diesel (et anerkendt udtryk i fiskerikredse, slå det op), så randt der da lidt rubler ind på kontoen, mens jeg havde annoncerne. Uendelig lidt fra denne side, men mere fra nogle af de andre. Men det er slut for længst. Det er simpelthen ikke bøvlet værd for den smule. Men det indebærer, at mine domæner ikke længere betaler for sig selv, og derfor skal jeg nok indskrænke deres antal en smule yderligere. Der skal jo også være penge til de andre hobbyer!

Jeg har haft et par indlæg uden billeder. Ikke godt. Jeg trækker et tilfældigt billede i min billedfolder:
ur
Nå, det blev et billede af et ur, mærkeligt nok. Det drejer sig om et ægte “Baishuns”, som bestemt er blandt de billigste i samlingen. Faktisk har den blærede rem med sommerfuglespændet kostet mere end uret selv. Men selv til sammen er de to bestemt overkommelige i pris. Begge dele er indkøbt fra sælgere i Kina på eBay.

Jeg vil lige vende tilbage til det med de mindre end tilfredsstillende temperaturer: Det minder jo om, at vinteren er på vej. Alt andet lige, er det ikke min yndlingsårstid, men det hus, vi bor i, er faktisk ikke rigtig egnet til den årstid. Vi har selvfølgelig mulighed for at få varme i radiatoren, men selv når det kører på fuldt tryk, kan der være perioder, hvor det ikke er muligt at opnå højere temperaturer end en 16-17 grader. Det er ikke behageligt, specielt ikke når man har noget arvæv med nogle nerver, der er blevet skåret over på en uheldig måde. Naturligvis har jeg indkøbt et udvalg af vatterede veste og fleece-jakker til brug ved sådan nogle lejligheder, men jeg er godt nok ikke tilfreds med, at det skal være allerede nu. Dertil har sommeren ikke været tilfredsstillende.

Jeg har browset lidt rejsesider på nettet, men jeg støder ind i praktiske forhindringer, når jeg tænker på at fly til varmere egne: Jeg skal have en kuffert specielt til min medicin, som jeg skal have lavet medicinpas til. Det gik nu nok, hvis det skulle være, men så er der kattene, som skal passes. Det vil koste det samme at have dem i pension, som min rejse vil koste, og det vil være synd for dem. Lige meget hvilken pasningsordning, jeg ville kunne finde på, så ville jeg bekymre mig så meget over, hvordan det mon gik, at fornøjelsen ved at være udenlands ville ryge fløjten. Ergo bliver man hjemme og finder fleece-tøjet frem.

God søndag til alle!

6 Comments »

  1. Hvad er reglerne for annoncer og efterløn? Falder det ind under selvstændig virksomhed?

    Comment by Eric — 28. august 2016 @ 13:57

  2. @Eric: Jeg har ikke spurgt. Men jeg vil tro, at det er “ukontrollabelt arbejde”, der genererer trafikken til siden, og dermed klik på annoncer.

    Jeg skulle i hvert fald ikke risikere noget, så jeg har pillet dem alle sammen af. En aktivitet, der paradoksalt nok mindede meget om arbejde!

    Det er også muligt, at jeg tager fejl, men jeg havde simpelthen ikke nerver til andet end at stoppe enhver annonceaktivitet med det samme.

    Comment by Henny Stewart — 28. august 2016 @ 14:01

  3. Uff 16 – 17 grader, det er sørme ikke meget. Jeg kan godt forstå, at du måske ikke ser så meget frem til vinteren.

    Jeg forstår godt, at du ikke vil risikere noget med annoncerne og det ukontrollerbare arbejde.

    Du er god ved misserne!

    Comment by Stegemüller — 29. august 2016 @ 7:00

  4. Via Johns dårlige erfaring med “ukontrollabelt arbejde” lærte vi også at rette ind. Eller rettere, at det ikke hjælper en pind at brokke sig, uanset hvor meget alle andre står bag en og bakker op og siger, at efterlønudbetalerens vurdering er forkert. Jeg skal heller ikke have solgt så meget som et par babysokker så længe jeg er på efterløn – jeg gider simpelthen ikke risikere at igangsætte en diskussion, for den er tabt på forhånd.
    Eric går jo på efterløn inden for en overskuelig fremtid, kunne vi læse ovre hos ham – min anbefaling er, at han sætter sig grundigt ind i reglerne og evt. får et skriftligt grønt lys for at fortsætte med annoncer på bloggen – bare for en sikkerheds skyld.
    PS: Varmen vender tilbage 🙂

    Comment by Ellen — 29. august 2016 @ 9:39

  5. @Ellen: Ja, vi retter ind som aldrig før. Men det er jo også udkommet, det kommer an på. Jeg vil også anbefale Eric at spørge. Jeg spørger selv så lidt som muligt nu, for jeg vil ikke rette unødig opmærksomhed mod min person. Det er lidt for underholdende, det der med at få sin efterløn stoppet. Varmen vender forhåbentlig tilbage, og det også før næste sommer. Det er for tidligt for den kolde tid nu.

    Comment by Henny Stewart — 29. august 2016 @ 11:34

  6. @Hanne: Nej, det er en anelse for køligt, og ukontrollabelt arbejde skal man holde sig fra.

    Ligeledes skal man være god mod børn og dyr! 😉

    Comment by Henny Stewart — 29. august 2016 @ 11:30

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment