Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. september 2016

Valg eller vilkår?

Mange af de vilkår, der har formet folks liv, kan enten være bevidste valg, vi har foretaget, eller vilkår, vi har været underkastet.

Nogle gange kan det være enten eller, og det kan gøre ondt, hvis man ikke brænder igennem med det, der nu gælder for en selv.

Fx det der med børn. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er blevet spurgt om, hvor mange børn jeg har, så ville jeg være hovedrig. (Ikke mindst fordi netop dette spørgsmål var et, vi altid lærte begynderkursister at stille). Når jeg så har fortalt, at jeg ingen børn har, er det ikke sjældent, jeg er blevet spurgt “hvorfor?”. Mange er helt overbevist om, at kvinder skal have børn. Hvis ikke de har, må de enten være meget sære eller helt værdiløse.

I mit tilfælde var det ikke et aktivt fravalg. Hvis jeg havde haft noget at sige om den sag, ville jeg bestemt have haft børn. Det fik jeg så ikke, og et stykke hen ad vejen var det en sorg. Men efterhånden som tiden gik, og det biologiske ur endelig stod på “over”, har jeg tænkt, at det måske ikke var så skidt en ting, at jeg ikke fik børn. Hvem ved, måske ville jeg slet ikke have været i stand til at give dem en ordentlig opvækst? Hvad ville jeg have stillet op, hvis jeg havde fået et barn med et væsentligt handicap? Ville jeg have kunnet klare den situation? Det håber man naturligvis, men hvem ved? Med andre ord er jeg gået fra at føle mig underlagt et meget hårdt og unfair vilkår til at have taget et eksistentielt valg.

Tilbage til kursisterne, så nåede jeg frem til, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt med “hvorfor?”. Ovenfor kan man læse nogle langhårede svar, som bestemt ikke egner sig til begynderundervisning i det danske sprog. Ja, måske egner de sig ikke en gang til livet uden for privatsfæren, i så fald må I læsere undskylde mig. Men jeg kom simpelthen frem til at svare “Inch Allah”, (om) Gud vil, og det afsluttede al videre nysgerrighed. Man vil kunne gætte, hvilket modersmål flertallet af mine kursister havde …

Jeg gad nok vide, hvad jeg ville have svaret, hvis min barnløshed havde skyldtes et bevidst valg. Jeg anerkender selvfølgelig, at det er et helt legitimt valg at foretage i en verden, der i forvejen er overbefolket.

Jeg synes dybest set, at det med børn eller ej er en privat sag. Jeg er også af den opfattelse, at de fleste i vores kulturkreds synes, at det er en privat sag. Derfor kan det altså godt undre mig, at det spørgsmål indgår i alt begyndermateriale. Hvordan skal de nye få et indtryk af, hvad der er normal, høflig konversation, når deres undervisningsmateriale fortæller dem noget helt andet?

6 Comments »

  1. Du skal ikke undskylde!

    Sjovt nok har jeg faktisk tit tænkt på, om du havde børn. Jeg besluttede mig for, at det havde du nok ikke, når du ikke skrev om dem.

    Jeg har heller ingen børn, og der var kun en lille periode i starten af 30-erne, jeg var lidt “skruk”, og tænkte på at få et – og kun et. Af tusind årsager blev det ikke til noget, og det er vist meget godt. Børn skal ikke vokse op med en psykisk mor.

    Du har ret i, at man ofte bliver spurgt, om man har børn eller ej. Jeg er faktisk enig med dig i, at det er en privatsag, som man ikke har pligt til at redegøre for.

    Comment by Stegemüller — 22. september 2016 @ 17:16

  2. @Hanne: Jeg tror, de fleste kvinder oplever en periode, hvor de er “skruk”. Denne følelse kan være mere eller mindre stærk, men den kan altså også gå over igen.

    Og ja, det er en privatsag, også hvis der er tale om et aktivt fravalg.

    Comment by Henny Stewart — 22. september 2016 @ 17:21

  3. Ja, det med børn. For os blev det heller aldrig til noget. Nogle år gik med fattigdom, og så var det for sent, og sådan er der så meget.

    Vi fortryder ikke sådan rigtigt. Havde vi fået barn/børn havde vi elsket dem og været lykkelige, nu fik vi ingen og er lykkelige alligevel. Man indretter sig, og hvem ved, hvilke sorger vi har undgået?

    Nu blev det sådan, og det er ikke noget, vi græder snot over. Dat’s life.

    Comment by Eric — 22. september 2016 @ 17:39

  4. @Eric: Ingen ved, hvordan det var blevet. Det er helt korrekt.

    Det med ikke at græde snot er et valg!

    Comment by Henny Stewart — 22. september 2016 @ 18:23

  5. Nu vil godt pudse min glorie og sige, at jeg aldrig spørger folk, om de har børn. For det første finder man såmænd hurtigt ud af det, hvis man taler selv forholdsvis kort sammen, og for det andet er det, som du siger, en privat sag. Når/hvis jeg så på en eller anden måde finder ud af, at vedkommende ingen børn har, kunne jeg da aldrig finde på at spørge om hvorfor! Det kan være et uhyre sensibelt emne, især hvis det ikke er frivilligt. Hvis folk vil tale om det, er de velkomne, men jeg vil simpelthen ikke stille spørgsmål, før de selv åbner.
    Men der er altid nogen, der tror de kan tillade sig at spørge om hvad som helst – der er også altid nogen, der spørger, “om man da ikke snart skal have nogle (flere) børn”. Den har jeg fået en del gange, og selv om mit ene barn er et bevidst valg, er der nogen, der har fortalt mig, at det er et forkert valg! Så kommer jeg gerne til at bruge ret mange ord i mit svar til sådan en person.

    Comment by Ellen — 27. september 2016 @ 17:42

  6. @Ellen: Jeg er enig med dig langt hen ad vejen. Jeg tror som sagt, at når jeg er blevet spurgt så tit, så er det først og fremmest, fordi de begyndermatialer, vi benyttede, lagde op til det. Så er det nok heller ikke nogen hemmelighed, at religiøse mennesker, og det er faktisk lige meget hvilken religion, lægger meget vægt på, at man får børn. Så meget, faktisk, at man kan få den tanke, at de måler kvinders værdi i, hvorvidt man har børn/hvor mange børn, man har.

    Comment by Henny Stewart — 27. september 2016 @ 18:56

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment