Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

13. oktober 2016

Hop af hamsterhjulet eller hvad?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 20:46

Ryg og rejs
Atter en gang inspireret af det, der kommer ud af tossekassen, nemlig DR1’s nyeste satsning, “Jagten på det gode liv”, må jeg til tasterne.

For det første har jeg det lidt lorent med det påståede kinesiske ordsprog: “Hvis man ikke ændrer retning, ender det med, at at man kommer derhen, hvor man er på vej hen”. Mit spørgsmål er, jamen er det da ikke det, der er meningen? Hvorfor være på vej et sted hen, hvis det ikke er der, man skal hen? Det er vel om at have en plan fra starten af, eller hvad?

Selvfølgelig kan jeg godt se, at hvis man går i fugleperspektiv, så er der tale om en tur fra vugge til grav, og hvis man ikke sørger for, at ruten får et par krøller eller tre, så er det en uinspirerende smuttur, som egentlig lige så godt kunne være det samme.

Nå, men jeg regner med, at programmet vil gøre nøje rede for, hvordan en børnefamilie får råd til at rejse ud i verden i et helt år, og hvordan man vil reintegrere disse mennesker i det danske samfund, når eller hvis de vender hjem igen. Under alle omstændigheder måtte det jo begrænse arbejdsudbuddet kraftigt, hvis mange familier bærer sig sådan ad, og det er som bekendt undergravende for samfundets sammenhængskraft. Ikke mine tanker, men nogen jeg har fået ørene tudet fulde med.

Selv har jeg jo fyret mit hamsterhjul, men det får mig ikke til at drage udenlands i hverken kortere eller længer perioder. Dels er der det med misserne, og dels er der det med den ekstra kuffert til medicin, der ville være nødvendig. Endelig er der det faktum, at jeg overhovedet ikke gider. Hverken Thailand eller New York. Jo, jeg gad nok en miniferie i New York, hvis der ville træde en sponsor til, men det sker temmelig sikkert ikke.

12 Comments »

  1. Jeg har ikke set bemeldte program, og arbejdsudbuddet kan kun hidse mig op, når det bruges som dårligt alibi for et væld af forringelser.

    Men hvis nogen har økonomi, tid og overskud til at komme ud i verden, synes jeg det er rigtig, rigtig godt.

    Så får vi forhåbentlig nogle medborgere med lidt større perspektiv, lidt større udsyn og lidt større tolerance end i andedammens hakkeorden.

    Det er noget sværere at være xenofobisk, hvis man har set lidt af verden og ellers har fornuften i behold.

    Comment by Eric — 13. oktober 2016 @ 21:10

  2. Jeg har heller ikke set udsendelsen, og så kan jeg jo sagtens gøre mig klog 🙂

    Det hedder vidst: “hvis du ikke ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen”, hvilket jo er temmelig logisk, som du også siger.

    Når jeg lige ser billedet, kommer til at tænke på, om de er ved at lave en kopi af Troels Kløvedals og “Nordkaperen”. Kan de ikke finde på noget selv?

    Jeg kender det med, at der skal en ekstra kuffert med til medicin.

    Comment by Hanne — 13. oktober 2016 @ 21:51

  3. @Hanne: Jeg har nu altid helst villet derhen, hvor jeg skulle. Det er muligvis derfor, jeg ikke har fundet det nødvendigt at ændre retning!

    Nej, jeg tror sådan set ikke, de forsøger at kopiere Nordkaperens eventyr. I denne udsendelse fortalte de om en familie, der ville til Thailand et år og en familie, der ville til New York. Den sidstnævnte familie havde yderligere den motivation, at de havde en dreng med nogle specielle udfordringer, og de mente, han ville kunne få noget behandling i USA, som han ikke kan få her.

    Comment by Henny Stewart — 13. oktober 2016 @ 22:01

  4. @Eric: Det er sikkert rigtigt, det der med at man ikke kan have xenofobien i behold under de omstændigheder.

    Jeg undrer mig bare over, at vores statsradiofoni kolporterer det synspunkt, at man sådan bare står af ræset og lægger sig under palmerne. Med små børn i rygsækken. Av. Av. Av. 😉

    Og jeg ville faktisk gerne have opskriften på, hvordan det kan lade sig gøre uden at have arvet Joachim Von And. Det er for sent for mit vedkommende, men hvis det virkelig er sådan en god idé, må vi da have metoden bredt ud til det jævne folk!

    Comment by Henny Stewart — 13. oktober 2016 @ 21:56

  5. Tænk, at nogen gider den slags! Jeg gad hverken se sådan en serie eller tage af sted på sådan en rejse – men da det hele nu er kommet i stand, kunne egentlig godt lide at vide, hvad den familie mon har fået for at medvirke …

    For resten er jeg slet ikke så sikker på, at den slags rejseri ville modvirke xenofobi. Den stik modsatte virkning kunne vel tænkes …

    Comment by Rasmine — 13. oktober 2016 @ 23:10

  6. @Rasmine: Nu skrev Eric jo … hvis man ellers har fornuften i behold.

    Men det kan da være, at de familier bliver så godt betalt af TV, at det forklarer, hvordan de har fået råd til rejsen. Men jeg tvivler dog. Den ene familie mente, at deres rejse ville koste dem 200.000kr. Jeg ved ikke, om det er ekstra, eller i alt. Spise skal man jo under alle omstændigheder. De sagde, at de sparede hele 40.000 på ikke at skulle have ungerne i børnehave.

    Comment by Henny Stewart — 13. oktober 2016 @ 23:24

  7. thja har de råd og tid så ok

    men med 3 børn på 2, 3 og 5 år turde jeg ikke rygsæk rejse i Asien….

    jeg sad og tænkte dagpenge regler med udenlandsk ophold når (måske specielt New York og Kreta) de kom hjem igen….

    jeg ved ikke men det var forvirrende for de hoppede i familierne…. svært at fokusere på

    Comment by Anette — 14. oktober 2016 @ 0:08

  8. @Anette: Jeg tror ikke, de ville kunne gøre det på dagpenge. Jeg er på efterløn, og jeg kan ikke opholde mig uden for EU mere end højst 3 måneder ad gangen. Reglerne for efterløn og dagpenge er ret ens.

    Nej, jeg ville heller ikke turde rejse på den måde med så små børn. På den anden side set ville jeg også have haft meget svært ved at aflevere mine børn til en institution 8-9 timer om dagen. Men nu blev det aldrig aktuelt.

    Comment by Henny Stewart — 14. oktober 2016 @ 0:13

  9. Her er jeg frygtelig vattet og uden holdning – mener simpelthen, at hvis de kan og vil, så lad dem dog.
    De skal bare holde mig udenfor. Jeg gider ikke se den slags 🙂
    I øvrigt tror jeg det er meget nemmere med små børn end med større.

    Comment by Ellen — 14. oktober 2016 @ 20:28

  10. @Ellen: Jeg synes da også, folk må gøre, som de lyster for egne penge.
    Jeg synes bare, det er en anelse for skrapt at kolportere det som det nye sort i en tid, hvor vi har tusinder, der har ramt kontanthjælpsloftet og hellere end gerne ville på samme “hamsterhjul” eller et hvilket som helst hjul, der ville give dem retten til at bestemme over deres eget liv igen.

    Comment by Henny Stewart — 15. oktober 2016 @ 12:41

  11. Sådan er det jo … man kan jo ikke indstille hele sendefladen efter laveste fællesnævner … skulle vi så undgå alt, hvad der lugter af, at nogle folk har penge for at tage hensyn til dem, der ikke har noget til overs at rutte med?

    Comment by Ellen — 17. oktober 2016 @ 22:10

  12. @Ellen: Nej, men der er sådan noget som situationsfornemmelse. Og man behøver vel ikke rive sin rigdom i næsen på andre, der ikke er så heldigt stillet?

    Comment by Henny Stewart — 19. oktober 2016 @ 15:14

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment