Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. oktober 2016

Lidt af hvert på en lørdag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:59

Under en samtale om muligheder man kunne have udnyttet (græd ikke over spildt mælk!), muligheder man stadig kan udnytte (er dampen helt sluppet op? Det er den sikkert) viser der sig noget på horisonten: Skal – skal ikke? Er nok meget træt af “skal”. Faktisk kan man sige, at mit eksperiment med totalt anarki ikke er slut endnu. Nogle dage, ikke mange, leves med stærk energi. Meget adrenalinstyret, tror jeg. Andre dage lader man stå til i en grad, de fleste ville have svært ved at forestille sig. Og dog ville udenforstående have svært ved at kende forskel på de to slags dage. Nogle af “laden-stå-til-dagene” undskylder jeg med, at jeg er fysisk utilpas i større eller mindre grad, men ikke alle. De energiske dage er sådan set farligere, for nogle gange sætter jeg skibe i søen uden at få dem styret i havn igen. Og så tager anarkiet først fat.

Selve mediet her er jeg begyndt at tænke meget over. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at forbedre mit skriveri. Ikke sådan med grammatik og den slags, idet jeg bilder mig ind at have styr på den side af det. Mere generel formuleringsevne. Kunne godt tænke mig at skrive strammere. Skære mere til benet, uden at det dog skal blive manieret. Bare tættere og mere ærligt. Ikke mere udleverende. Der går jeg vidt nok, som det er. Det kunne i sin vorden blive sådan noget som at undgå pleonasmer og andre ufrivillige sprogblomster. Ups, korrekturlæsning, der er vist ingen vej uden om dig?

Jeg har også et ønske omend ikke en plan om at inddrage flere fotos eller andre billeder af egen avl her. Og det siger jeg så i et indlæg, der atter er ord og kun ord.

Ellers skal jeg da love for, at efteråret har taget ved! Det har lagt sig over og spundet sig ind i alt. Lyset er ved at være væk. Det er lige før, det ikke kan betale sig at trække gardinerne fra, hvis man er stået lidt sent op. Og det er man ofte. Jvf. første afsnits tale om anarki.

Hvis der var nogen, der forstod, hvad det handlede om, kan de lige give lyd. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg selv forstod det.

14 Comments »

  1. Hrm… jeg er ikke helt sikker på, at jeg fatter, hvad du mener.

    Du har da fuldstændig styr på sprog og grammatik, og jeg synes ikke, jeg oplever pleonasmer hos dig.

    Comment by Stegemüller — 22. oktober 2016 @ 14:45

  2. @Hanne: Jeg er nok bare misundelig på folk, der kan lave sætninger, man bliver glad i låget af læse. Sætninger uden et gram overflødigt fedt. Det er måske elegance, jeg længes efter. I så fald vil det være op ad bakke for mig. 🙂

    Comment by vsighpn2014 — 22. oktober 2016 @ 15:39

  3. Hvad med et online forfatterkursus? Der vil du blive udfordret…ikke bare i formuleringsevne (som ifølge mit beskedne øre ikke lader meget tilbage at ønske) …også i evnen til at fortælle en god historie med alt, hvad det indbefatter.
    Og hvem ved, hvad det kunne ende med?

    Comment by Susanne Lund Kristensen — 22. oktober 2016 @ 15:33

  4. @Susanne: Har du personlig erfaring med nogle af de kurser? Jeg har kigget på et en gang, og jeg blev enig med mig selv om, at det var lidt lige som “Mønsteds kurser”, en brevskole, alle bladene var fulde af, da vi var børn. Jeg blev enig med mig selv om, at det nok var mest til lettelse af tegnebogen. Men hvis du har personlige, positive erfaringer med online forfatterkurser, vil jeg da tage dem under overvejelse igen.

    Comment by vsighpn2014 — 22. oktober 2016 @ 15:39

  5. Det har jeg. Jeg går selv på et lige nu. Er ret begejstret og vil gerne fortælle om det. Skriver lige en personlig besked i aften 😊

    Comment by Susanne Lund Kristensen — 22. oktober 2016 @ 15:48

  6. @Susanne: Det vil jeg glæde mig til!

    Comment by vsighpn2014 — 22. oktober 2016 @ 16:09

  7. Det indlæg er vel bare det, der i andre sammenhænge hedder multitasking?
    ‘Skal’ er et ord, vi ikke lider. Der er ikke meget, man ’skal’, når man ikke længere arbejder, men der er sikkert rigtig meget, man godt kunne, hvis man ellers havde lyst, og der er da vist op til flere ting, du godt kunne have lyst til?
    Skær ind til benet-læsning/skrivning er ikke nødvendigvis interessant – minder mig om skoletidens resuméer og og referater – særdeles uspændende. Der må gerne være blomstrende fyld – men selvfølgelig ikke overflødigt fyld; det er også kedeligt.

    Comment by Ellen — 22. oktober 2016 @ 15:56

  8. @Ellen: Nej, der er adskillige udgaver af “skal”, som man godt kunne tænke sig at fyre. Men det at skulle vurdere sine muligheder er ikke et af dem.

    Du har ret i, at sprog også kan blive for tyndt. Referater er sjældent morskabslæsning. Måske fordi de er “pligtskriv”?

    Comment by vsighpn2014 — 22. oktober 2016 @ 16:11

  9. Skrive strammere? Hvordan man end vil skrive, er det vel kun at blive ved, til man synes, det lyder rigtigt. Ligesom at øve et musikstykke blot med sproget som instrument.

    Comment by Eric — 22. oktober 2016 @ 16:28

  10. @Eric: Ja, det har du ret i. Hvis jeg nu fordrejer, det, du skriver, en lille smule, så er det nok musikken i det skrevne, jeg gerne vil nå frem til. Jeg kan jo bilde mig ind, at det er blevet svært, fordi jeg har været viklet ind i for mange kedelige referater og den slags.

    Øvelse er vejen frem. Rette, indtil man er tilfreds. Jeg bliver tit ved med at rette, efter at jeg har trykket på “udgiv”, og det er vel også OK, men jeg kunne godt ønske, at jeg blev lidt bedre til at læse korrektur, før jeg trykker på den knap.

    Comment by vsighpn2014 — 22. oktober 2016 @ 17:11

  11. Jeg elsker også ordfifleri – bloggen er et frirum, men gad gerne, at jeg fik øvet mig mere på fortæller-delen, og fik skrevet mere på mine private skriveprojekter (:

    – A

    Comment by A+K/VenterPaaVinBlog — 22. oktober 2016 @ 16:54

  12. @Venter på vin: Velkommen til! Jeg tror, det er et almindeligt forekommende problem, det der. Jeg har endelig fået god tid til at øve mig, så det skulle jeg måske se og komme i gang med. 🙂

    Comment by vsighpn2014 — 22. oktober 2016 @ 17:07

  13. Du må endelig ikke fjerne for meget fedt i dine indlæg !
    Husk, det er det der giver smag – også i tekster.

    Comment by Anni — 23. oktober 2016 @ 9:36

  14. @Anni: Ja, det kan der være noget om. Tørt må det helst ikke blive!

    Comment by vsighpn2014 — 23. oktober 2016 @ 13:06

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment