Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. oktober 2016

Gå efter de energitætte fødevarer

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 20:15

Det var det råd, jeg fik af diætisten på hospitalet efter min operation. Ved det lav altså, hvor jeg overhovedet måtte få noget at spise. Det fik jeg jo ikke de første tre uger. Jeg fik selvfølgelig næring, men det blev tilført gennem en sonde direkte ind i den bageste del af min mave.

Jeg var ikke særlig begejstret for arrangementet med sonden. Dels er det en underligt kunstig måde at tanke op på, og dels tålte jeg de forskellige former for sondemad rigtig dårligt. Det var noget med hurtigt ind, hurtigt ud. Noget der gik hen og blev et tema i temmelig lang tid efter operationen, også længe efter at sonden var blevet fjernet, efter at suppetiden var overstået og jeg var tilbage på normal kost. Det var her, jeg skulle gå efter de energitætte fødevarer. Blandt andet havde de en speciel flødeis, hvor man havde lykkedes med at smide flere kalorier i end normalt.

Man havde meget imod at jeg skulle tabe mig, også selv om jeg vejede 118 kg, før alt det her gik i gang. Jeg selv ville da rigtig gerne tabe mig, men selvfølgelig skal man helst ikke gøre det lige i den situation. Det gjorde jeg så alligevel. Jeg tabte mig meget og hurtigt. Efter nogle få måneder var jeg nede omkring 70 kg, og der begyndte at svirre sådan nogle ord som fx “spiseforstyrrelse” i luften, hver gang jeg var hos en eller anden læge. Det, der var tale om, var, at jeg ikke kunne spise ret meget, ikke havde ret meget appetit, og når jeg endelig spiste, fik jeg som regel dumpingsyndrom, hvilket gjorde, at jeg ikke havde meget lyst til at spise de følgende dage. Og da slet ikke drikke proteindrikke og spise energiberiget is.

Jeg fik direkte ordre til at holde mig fra salater, grøntsager, frugt og andet “narremad”, der ikke indeholdt mange kalorier. Helt omvendte kostråd af resten af befolkningen. Min vægt blev liggende omkring de 70 kg i lang tid, så begyndte den gradvis at stige til 80 kg, hvor den stabiliserede sig et godt stykke tid, men nu er den gået op igen! Nu råber jeg vagt i gevær. Det her skal ikke fortsætte. Der vil blive spist en del frugt, mange grøntsager, og ikke så meget af det, som den første diætist beordrede mig til. Jeg skal sq ikke veje 118 kg igen. Om jeg så skal beskyldes for at have en spiseforstyrrelse igen, så er jeg ligeglad.

Salat, agurk, tomat, gulerod, I er ikke længere fredede her i huset.

4 Comments »

  1. Hul i spiseforstyrrelsesdiagnoser – sådan noget lider man ikke af i vores alder! Jeg forstår sandelig godt, at du ikke er interesseret i at runde de 100 kilo igen – hvem ville dog være det?
    Den positive side er, at du/dit mave-tarmsystem åbenbart har fundet sig selv igen, så nogenlunde i hvert fald (kan godt huske indlægget med den aflyste aftale), men hvis det igen skal koste overvægt, vægter det desværre også til den negative side.
    Håber du finder balancepunktet …

    Comment by Ellen — 23. oktober 2016 @ 20:36

  2. @Ellen: Jeg skal stadig passe på som en mis, nok især med mængder. Jeg har jo stadig kun en lille mavesæk tilbage, men systemet har vænnet sig til de nye tider, så det er ikke en daglig foreteelse. Hvis man ikke stirrer for meget på min tallerken, kunne man faktisk godt tro, at jeg spiser normalt, for det gør jeg næsten. Nej, jeg har også afvist teorien om en spiseforstyrrelse, og folk der kender mig, har kun latter til overs for den teori. Jeg skal ikke være nogen sylfide, det bliver jeg alligevel aldrig, I min alder er det ovenikøbet sundt med lidt ekstra på sidebenene, men 118kg vil jeg ikke op på. Langt fra,

    Comment by Henny Stewart — 23. oktober 2016 @ 20:55

  3. Og det er jo kun positivt at du har taget på, for det vidner om at noget af næringen bliver optaget. Jeg kan godt forstå, at du nu skifter spor og byder grøntsagerne velkommen 🙂 Håber de ikke øger tendensen til dumping syndromet.

    Comment by Lene — 24. oktober 2016 @ 5:42

  4. @Lene: Det håber jeg også. Ellers ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal stille op.

    Comment by Henny Stewart — 24. oktober 2016 @ 8:33

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment