Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. november 2016

Donald hin klamme vandt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:36

Jeg må sige, at jeg er glad for, at jeg ikke er amerikaner i dag. Jeg er pinligt klar over, at resultatet af gårsdagens amerikanske valg sagtens kan gøre os mere fattige her i Danmark. Det siger nemlig Klaus Hjorth selv, og så det jo passe!(?) Hvis det så er den eneste konsekvens, men Trump kommer ubehageligt tæt på en vis rød knap, og han er jo ikke just kendt for at have et roligt temperament.

Til den der røst, jeg ville kunne høre, hvis jeg hørte stemmer, den røst der siger, at der er tale om et demokratisk valg, og at jeg skal respektere det amerikanske folks vilje, vil jeg godt lige sige, at hvis jeg havde været i live i 1934, så ville jeg heller ikke have haft den helt store respekt for det tyske folks vilje.

Det var skisme en lang helsætning. Videre i teksten:

Jeg indrømmer, at jeg ikke havde forestillet mig, at Trump ville vinde. Om det er ønsketænkning, der har formørket min forestillingsevne, skal jeg ikke kunne sige. Jeg havde tænkt, at Clinton ville vinde. Jeg havde frygtet, at hun ville få en smal sejr, og jeg havde frygtet, at Trump-tilhængerne ville have lavet ballade i en eller anden grad.

Når jeg så kloger mig videre på det her, så er det altså som en rystet skribent.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Han ikke bare vinder, han vinder stort! At de afgivne stemmer fordeler sig stort set 47/47 kommer ikke til at betyde noget på grund af det uretfærdige og udemokratiske valgmandssystem. På den anden side set ville stemmeligheden da virkelig have lagt op til en ny borgerkrig, så i dette tilfælde er det måske en god ting? Skønt man ved den søde grød ville have foretrukket, at den anden kandidat havde vundet. Ikke at jeg er “med hende” objektivt set, men ved valget mellem de to ville der ikke have været tvivl. Selv om Hillary Clintons politiske ståsted er ca. lige så blågrønt som Lars Løkkes.

Meningsmålingerne lige forud for valget pegede ret klart på Clinton, så hvad er der egentlig sket? Nogen kalder det DF-effekten, og antyder, at mange af de vælgere, der har stemt på Trump, ikke har svaret ærligt i meningsmålingerne. Jeg kunne mistænke, at man endvidere kun har spurgt i byerne og ikke i Udkantsamerika, som i dette tilfælde ikke er udkant, men staterne i midten. Midtvesten, hvor der er mange desillusionerede arbejdere og landmænd.

Jeg er nemlig ikke så meget i tvivl om, at man ikke så meget har stemt på Trump, som at man har villet stemme imod Clinton. Hun er desværre kommet til at stå som symbol på alt det, man ser som “fjenden”, nemlig farvede, der vil have lige rettigheder, fremfusende kvinder, immigranter, der “tager” folks job, intellektuelle, der håner “rednecks” (Intellektuelle her forstået som alt og alle, der har gået mere end ca. 5 minutter i skole), LBGTi’er, der håner den eneste sande religion osv. – Samtidig stod Clinton desværre i et dårligt lys i forhold til sit engagement i de finansielle kredse, der var ansvarlige for recessionen i 2008.

Nogle forsøger at analysere på den menneskelige psyke og påstår, at denne hos nogle mennesker, måske hos alle, kræver, at der skal herske ensartethed. Når samfundet så bliver for heterogent, reagerer de med at kræve racediskrimination, lukkede grænser, forbud mod abort, kvinder tøjret til komfuret og hvad vi ellers kan huske fra de dårlige, gamle dage. Trump har i rigt mål lovet alle disse ting under sin valgkampagne. I sin sejrstale skal han dog have sagt (jeg lukkede for kassen, kunne ikke bære det), at han vil være præsident for alle amerikanere. Det kommer vel så an på, hvem der er amerikanere, kan jeg forestille mig.

Men hvad kan vi lære af det herhjemme? Hvis vi da ikke skal vælge at tro, at den eneste konsekvens bliver, at de af vores pensionsmidler, der er investeret i amerikanske aktier, falder drastisk i værdi. Vi skal nok tilbage til DF-effekten. Lige som de fleste af de mennesker, der stemmer på DF, stemmer mod deres egne objektive interesser, har de fleste af Trumps vælgere nok en brat opvågning til gode.

Hvis vi køber teorien om, at de fleste af de mennesker, der parkerer deres stemmer sådan, har ladet sig besnakke, kan man med god ret være bange i Danmark også. Med den nuværende regering og store dele af Folketinget i spidsen er vi nemlig i gang med at dæmonisere de svageste i vores samfund. Hvis vi antager, at disse mennesker også i Danmark kan overtales til at stemme på en klaphat, der lover dem guld og grønne skove, har vi muligvis flere jordskredsvalg i vente. Det var grimt i 1973, da vi vågnede op til, at Glistrups Fremskridtsparti havde fået 23 mandater. Det har, som før nævnt, været grimt flere gange siden. Og det kan sagtens blive værre endnu! Vi skal ikke glemme, at der nu er flere klaphattepartier, nogle af dem et godt stykke til højre for DF.

Hvad kan man gøre? Tjah, at hæve uddannelsesniveauet kunne være et bud, sådan på den lange bane. Men det virker kun på den meeeeget lange bane. I og med, at man har gjort det så meget sværere fx at være kontanthjælpsmodtager i dette land, kan man frygte, hvad kontanthjælpsmodtagerne og deres børn (som står sidst i køen til det uddannelsesmæssige løft), kan finde på at stemme på, når det bliver aktuelt. Der kan være tale om kolossale mængder opsparet vrede dér.

Udvejen, for der er en, er at vende skuden. I stedet for at dæmonisere de svageste i vort samfund, skal vi arbejde på at øge sammenhængskraften. Vi skal sørge for, at så mange som muligt får en mulighed for at være med. Så mange som muligt skal have mulighed for at få en ordentlig uddannelse og et ordentligt arbejde. De, der ikke kan få et arbejde, enten fordi de er syge eller fordi der simpelthen ikke er et arbejde til dem, skal have en ydelse, der er stor nok til at leve for. Ikke kun lige akkurat stor nok til at overleve for. Vi skal heller ikke glemme, at selv det at gå ud og bruge penge er med til at holde hjulene i gang. Ergo skal man ikke have et “kontanthjælpsloft” og man skal heller ikke beskære de unges mulighed for at få SU. Hvis det virkelig er et problem, at der for kort afstand mellem kontanthjælp og den laveste løn på arbejdsmarkedet, var det måske lønningerne, der skulle have et løft? Den negative retorik omkring mennesker på overførselsindkomst skal stoppe, hellere i dag end i morgen!

7 Comments »

  1. Tjah … hvad skal man sige? Udover, at det var et godt indlæg … vi er enige langt hen ad vejen (endnu et kryds i kalenderen 😉 ) … jeg havde vitterligt ikke forestillet mig, at den klump kunne gå hen og vinde valget. Jeg troede også, at demagoger i den størrelsesorden uddøde med Hitler.
    Sådan kan man tage så grueligt fejl.

    Comment by Ellen — 9. november 2016 @ 16:08

  2. @Ellen: Ja, man skal aldrig sige aldrig! 🙂

    Jeg tror, jeg synes, det er helt OK at være respektfuldt uenige, så længe man befinder sig på den rimelige skala. Der finder man hverken Hitler, Stalin eller, altså nu, Trump.

    Comment by Henny Stewart — 9. november 2016 @ 16:28

  3. Endnu en sorgens dag
    jeg frygter nu den røde knap
    forstår de amerikaner der vil flytte fra landet
    vi må håbe han ikke ødelægger for meget mens han er der, og måske kun får en periode….
    ikke at jeg er glad for Clinton… men alt er bedre end en racistisk, sexistisk, udiplomatisk hisiprop

    Comment by Anette — 9. november 2016 @ 22:00

  4. @Anette: Ja, vi må jo håbe, at hans rådgivere kan forhindre ham i at sprænge verden i småstykker, næste gang han får søndagskrydderen galt i halsen.

    Jeg ville sandelig også have foretrukket Clinton, men det er der altså en masse, fortrinsvis hvide, fortrinsvis dårligt uddannede mænd, der ikke ville, hvis man ellers kan stole på de analyser, der kommer frem. Det er jeg ikke så sikker på, at man kan. Man kunne jo åbenbart ikke stole på de analyser, der kom før valget. 🙁

    Comment by Henny Stewart — 9. november 2016 @ 22:30

  5. Men har han ikke en tendens til at fyre alle som ikke klapper ham på skulderen og siger han er den klogeste og har ret…. ? Tør de rådgive ham?
    men ja vi kan bare håbe
    lige nu er jeg klar til at flytte planet…
    vi må håbe….
    hvem ved måske griber han den forkerte kvinde og ryger før tid…. det set før… og de evner har han.

    Comment by Anette — 10. november 2016 @ 2:36

  6. @Anette: Jo, som den han er, kan han dårligt tåle, at nogen ikke synes, solen skinner ud af hans r**. Men han vil få nogle rådgivere, som han ikke kan fyre, nemlig republikanerne i Senatet og Repræsentanternes hus. De rigtige republikanere som flest kan ikke fordrage ham, og de vil give ham kamp til stregen. Som alle demokraterne selvfølgelig også vil.

    Vi skal ikke glemme, at han er en opkomling, der har hi-jacket republikanernes kampagne. Han er egentlig ikke noget politisk dyr, og han har ingen politisk erfaring ud over denne valgkampagne.

    Comment by Henny Stewart — 10. november 2016 @ 10:41

  7. Det rigtigt… og godt

    Comment by Anette — 11. november 2016 @ 14:44

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment