Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. november 2016

I 1981

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 8:55

Ja, i 1981 fejrede man 50 års jubilæum på traktorfabrikken i Kharkiv og fremstillede i den anledning dette ur:
281116
Jeg ved ikke, om det blev givet som en gave til arbejderne på fabrikken (rimeligt), kunne købes i byens souvenirbutikker (ikke særlig sandsynligt), eller blev givet som gave til pinger i kommunistpartiet (meget sandsynligt). Jeg ved bare, at jeg har købt uret på eBay. Der køber jeg faktisk de fleste af mine ure, med samt tilbehør.

Tilbehør som i nye remme og de fjederfiduser, der holder remmen fast på uret (spring bars på engelsk. Aner ikke, hvad det kan blive til på dansk). Det er måske de færreste, der køber den slags tilbehør i dag. Tendensen er nok, at hvis man går med et billigt eller måske endda et halvdyrt ur, så smider man det ud, når en eller flere dele holder op med at virke optimalt. Men hvis man køber russiske ure, kommer de som regel uden rem. Sådan har man brugt det derovre. Man købte et ur, og så kunne man vælge en rem dertil. Sandsynligvis var der hele to forskellige remme at vælge mellem! Men det passer mig udmærket, for det med at vælge den rigtige rem er en hel sport. Og så er urremme jo også et “fashion accessory”, og folk, der kender mig, ved hvor meget, jeg går op i den slags! 😉

Derfor køber jeg næsten aldrig et ur, der ikke kan bruge en standardrem. Specialremme til bestemte urmærker kan nemlig koste en hulens masse penge. De fleste ure, uanset hvor de kommer fra, skal have en rem i 14, 16, 18, 20 eller 22 mms bredde. Det vil sige, det skal de fleste af mine ure. Der findes folk, der bruger enormt store ure, nærmest på størrelse med en underkop eller en mindre parabolantenne. Sådanne ure kræver muligvis en bredere rem end 22 mm.

Jeg synes, det er lidt pudsigt, at urmagere over hele verden har enedes om, at det skal være et lige antal mm, remmene skal være. Det har de nu heller ikke helt. Faktisk har jeg et enkelt ur, der burde have haft en 19 mms rem, men der har jeg snydt og sat en på, der kun er 18 mm. Man ser det næsten ikke! De remme, der er på et ulige antal mm kommer nemlig sjældent til salg på eBay, og de er uvægerligt langt dyrere end remme af tilsvarende kvalitet, der bare er et lige antal mm. Men jeg ved godt, hvor man kan få dem, hvis det skal være. Det kan man hos UhrenBandVersand. De har alt til faget hørende i glimrende kvalitet og til rimelige, men just ikke lave priser. Der fik de en reklame, helt gratis!

I øvrigt, nu vi er ved det med remmene, smaller de fleste af dem til ud mod spændet. En 18 mms rem vil typisk være 16 mm ved spændet, og det skal man huske, når man bestiller nyt spænde til remmen. Og det gør man, hvis man er en nørd. Et guldfarvet ur skal selvfølgelig have et guldfarvet spænde, hvadenten dette spænde nu er et almindeligt spænde eller et “deployant”. Jeg har noget med sidstnævnte. Det er ikke det, som man hævder, at det skulle gøre det hurtigere at tage uret af og på – så travlt har jeg heller ikke -, det er heller ikke det, at det sikrer uret bedre, det gør det muligvis, hvis det er af god kvalitet. Det er heller ikke det, at det skåner remmen, det gør det helt sikkert. Nej, jeg kan bare godt lide dem. Der er et billede af sådan et her:Med deployant spænde

Bortset fra det, hvad gik jeg egentlig og lavede i 1981? Ja, jeg var i hvert fald ikke i Kharkiv og fejre jubilæum, det er helt sikkert!

1981 var faktisk lidt af et jubilæumsår …

I 1981 smed jeg håndklædet i ringen mht. mit første lærerjob, som var i Skagen. En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg simpelthen så nedslået, at jeg hurtigt pakkede en weekendtaske med det mest nødvendige og begav mig sydover med det første tog. I Hjørring blev jeg huset af venlige og generøse mennesker, indtil jeg havde fundet en lille lejlighed.

Jeg sagde mit job i Skagen op, selvom det blev frarådet af både fagforening og A-kasse og næsten alle, jeg kendte. Jeg kom i karantæne i fem uger og vendte i øvrigt kun tilbage til Skagen for at afhente min anbefaling på Kappelborgskolen (den var overraskende god), tømme min lejlighed og betale mine regninger.

Der kan siges meget om, hvad der egentlig gik galt deroppe, men i virkeligheden var det nok realitetschok. Jeg var simpelthen ikke forberedt på, hvor hårdt arbejdet som lærer var, eller hvor ensom, man ville blive, når man som ung, enlig, kvindelig lærer slog sig ned på et så insulært og tæt sammenkittet sted, som Skagen i hvert fald var den gang og måske stadig er.

Jeg kom dertil med nogle helt andre forventninger. Jeg havde været til Skagen Visefestival flere gange, og dengang i 70’erne var det helt forrygende. Jeg havde studeret Skagen Museum nøje og læst om Skagensmalerne og havde nok en naiv, ungdommelig, fjollet forventning om, at der stadig herskede den slags stemning deroppe. I bagklogskabens ulideligt skarpe lys kan jeg selvfølgelig sagtens se, at det nærmest skulle gå galt. Og det gjorde det. Med et brag. Jeg blev yndlingsskydeskive for nogle af de frækkeste unger og kunne næppe bevæge mig uden for en dør, uden at nogle af dem råbte efter mig, og der var ikke rigtig noget, jeg kunne stille op.

Andet end det, jeg gjorde. Og det burde jeg have gjort langt tidligere. Men det er jo nemt at være bagklog.

I hvert fald kan ingen komme og sige, at jeg ikke gjorde en indsats for at komme til at fungere som lærer deroppe. Det gjorde jeg så sandelig! Men det er meget få børn, jeg har undervist siden da. Jeg havde nogle få vikariater rundt omkring i Vendsyssel, inden jeg kom i gang med min uddannelse nummer to. Som jeg i øvrigt næsten aldrig kom til at bruge. Og så blev jeg jo indvandrerlærer. And the rest is history …

6 Comments »

  1. 1981 blev jeg født….

    Trist med dit job det år, men godt du gjorde det.

    Et ret flot ur, syntes den brug og smid væk kultur er kedelig, men må indrømme at jeg på en del punkter er med på det, fordi det desværre er billiger.

    Comment by Anette — 28. november 2016 @ 10:00

  2. @Anette: Tænk, at du er født i ’81! På mange måder synes jeg jo ikke, det er så længe siden. Nå, men det er nok sådan, det er at blive gammel.

    Brug-og-smid-væk-kulturen er man jo i nogle tilfælde nødt til at hoppe på. Ingen bryder sig om at være til grin for egne penge.

    Ja, det var ærgerligt med jobbet den gang. På den anden side set, hvis det havde været en succes, var jeg jo blevet til et helt andet menneske, end det jeg er i dag. Nogle gange er der – måske ikke ligefrem mening – men noget godt i det, der sker. Også det, der tager sig noget træls ud i første omgang.

    Comment by Henny Stewart — 28. november 2016 @ 10:28

  3. Hvor hyggeligt at læse lidt om din livshistorie – også selv om den jo ret beset ikke var særlig hyggelig – tværtimod.

    Comment by Ellen — 28. november 2016 @ 20:13

  4. @Ellen: Nej, det var ikke så hyggeligt, mens det stod på. Men nu er det så længe siden, at de værste traumer er lagt til side. 😉

    Comment by Henny Stewart — 28. november 2016 @ 20:50

  5. Henny.. syntes 81 er længe siden….

    du har ret med jobbet og ligne triste ting

    Comment by Anette — 29. november 2016 @ 20:50

  6. […] I 1981 […]

    Pingback by Den ene gang … « Hverken fyrre, fed eller færdig! — 1. december 2016 @ 18:04

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment