Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

29. november 2016

Endnu en trold

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:25

Gal trold
Det må tilskrives den nærtforestående, kære juletid, at mine pakker med nye farver er så længe undervejs. Jeg må bare slide videre med mine Filia oliekridt. Det ender sq nok med, at jeg kommer til at holde af dem!

Nu har jeg ellers nok af andre ting at tage mig til, dvs. husarbejde, men det gider jeg ikke pt. Det kommer til at vente til en dag, hvor jeg har energi til at tage en tørn. Der er jo det ved husarbejde, at man aldrig bliver færdig alligevel, og så kan det egentlig være lige meget, hvornår man begynder. Eller det er i hvert fald mit rationale.

I mellemtiden flyder mine skitsebøger over med disse trolde. Hvor kommer de mon fra? Det er svært at vide, men jeg ved i hvert fald, at der er flere, hvor de kommer fra. Langt de fleste af dem er ikke spor nuttede, og sådan skal det bare være. Det er ikke for børn, lige så lidt som meget andet her i livet. Ham her er lidt over i “uhyggelig klovn”. Og jeg kan faktisk slet ikke lide klovne!

Dagens ur er et vintage Shanghai. Jeg husker ikke præcis, hvornår det er fra, men i sin tid sagde sælgeren, at det var “85% nyt”, hvad så han end mente med det. Hvis man går efter noget, der er vintage, vil man nok helst have, at det hele er det. Hvis man derimod hellere ville have et nyt ur, men kun har råd til et brugt, kan det måske siges at være en fordel, hvis 85% er nyt.
291116

6 Comments »

  1. Hahaha – 85 % nyt – den har jeg godt nok aldrig hørt før; ejheller variationer over samme tema. Dem kunne der ellers være mange af: “Den er kun halvt brugt, kære frue!”
    “Du skal få dette her for en slik; det er nemlig over 75 % brugt.”

    Comment by Ellen — 29. november 2016 @ 18:31

  2. @Ellen: Ja, det var en lignende reaktion, jeg havde. Jeg er heller ikke stødt på den måde at udtrykke sig på, hverken før eller siden. Men uret er rigtig udmærket.

    Comment by Henny Stewart — 29. november 2016 @ 19:45

  3. enign i tankerne om hus arbejde… er dog ved at gøre juleklar… rent… ah vel på vej til…

    Comment by Anette — 29. november 2016 @ 21:10

  4. @Anette: Jeg skal også snart til at gøre noget ved det, for ellers går nullermændene til angreb. Det der jul er jeg til gengæld mere eller mindre ligeglad med.

    Comment by Henny Stewart — 29. november 2016 @ 22:06

  5. Du burde kunne sælge de der trolde på en eller anden måde. Når Gjøl kan sælge gummitrolde i en særlig stil, kan du vel også sælge papirtrolde i den særlige Henny-stil.

    Uret er da helt klassisk, ikke? Eller er de bare mit uøvede blik, der ikke har fanget det særlig ved det?

    Comment by Rasmine — 30. november 2016 @ 10:28

  6. @Rasmine: Der er det særlige ved uret, at “hornene”(der hvor remmen sidder fast på uret) er dækket af kassen, og at kassen er oval. Det ser man ikke så tit. Jeg opdager lige, at jeg har svaret på noget andet, end jeg troede. Dette ur er ganske rigtigt helt klassisk. Det er uret fra 30/11, der er lidt anderledes.

    Tjah, hvis jeg kunne sælge troldene, så ville det jo være arbejde at lave dem. Det er jeg blevet allergisk overfor, og A-kassen ville sikkert stoppe min efterløn lige med det samme. Nej, som hobby er det udmærket.

    Comment by Henny Stewart — 30. november 2016 @ 11:54

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment