Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. november 2016

Det er ikke det, jeg har købt!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 11:23

Sådan udbrød jeg, da dette ur smuttede ud af den forede konvolut. Jeg gik nemlig og ventede på et ur (hvornår har jeg ikke gjort det?), som jeg havde bestilt fra en sælger i Ukraine. Så i første omgang var jeg stærkt utilfreds med dette “Buler”-ur. Men så kom jeg til at kigge lidt ekstra på konvolutten og opdagede, at den slet ikke kom fra Ukraine. Der var – igen – tale om en gave fra et af medlemmerne på mit urforum. Den stil, dette ur er lavet i, er ikke noget jeg aktivt er gået efter. Men et gratis schweitzerur fra 70’erne ryger naturligvis ikke bagest i skuffen uden at være blevet afprøvet. Efter at have gået med uret mange gange, må jeg sige, at det er ved at være en yndling. Det eneste er, at der er dato på det, og den dato kan kun stilles sammen med resten af uret, og den er så lille, at jeg har svært ved at se den. Derfor får jeg den ofte stillet forkert, hvilket man kan se på billeder. Jeg kan ikke se det i virkeligheden, så der kan det egentlig være lige meget, hvad den viser.
30116
Og nu til noget helt andet: Kan et troldebillede være kontroversielt? Ja, det kan det åbenbart. Det var ikke hensigten, men selvfølgelig kan man godt føle sig truffet alligevel, jvf. Muhammedkrisen. Derfor vil jeg gerne understrege, at dette billede ikke forestiller Muhammed eller andre religiøse skikkelser. Jeg er ikke sikker på, at det forestiller nogen i det hele taget. Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil blive sådan en socialrealistisk tegner!
Grumpy Troll
Jeg spekulerer på, om jeg i fremtiden skal holde mig til at tegne væsener med horn i panden, hale, vinger eller rygfinner for at understrege, at der er tale om fantasivæsener, eller om det bare ville gøre det hele værre? Nå men altså, min blog, mine regler. Så får det briste eller bære.

Så er jeg altså ved at være noget utålmodig over, at mine nye farver ikke er kommet endnu. Jeg har fået mail om, at mine Windsor & Newton vandfarver ikke kommer før i slutningen af næste uge. Visse vil vide, at dette udtryk i sig selv giver mig kuldegysninger af den virkelig ubehagelige slags, og de vil også vide hvorfor. Mine Caran D’Ache skulle derimod ikke være forsinkede, og de er heller ikke kommet endnu. Nå, men så længe de ikke er her, bliver de da hverken brugt eller opbrugt. Men den slags besparelser er ikke særligt hensigtsmæssige.

2 Comments »

  1. Det er et fantasivæsen – han har i hvert fald en højrearm sat på i venstre side 🙂
    Urforum? På Facebook? Det lyder nørdet!

    Comment by Ellen — 30. november 2016 @ 19:38

  2. @Ellen: Nej, det er ikke på FaceBook, det er Watchuseek. Og ja, det er meget nørdet, på den gode måde.

    Den arm er bare lidt mærkelig, sådan er det nogle gange med trolde. 😉

    Comment by Henny Stewart — 30. november 2016 @ 19:49

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment