Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. december 2016

Guld hedder “Sona” på hindi

Filed under: Blandet,Min kræftsygdom — Tags: , , , — Henny Stewart @ 3:37

031216
Da guld hedder “sona” på hindi, ligger det måske lige for, at dette HMT-ur skal hedde Sona. Men kun næsten lige for. Uret er jo ikke af guld, men bare guldfarvet. Eller skinnende gult, om man vil, for jeg tvivler stærkt på, at der har været råd til rigtig guld i fremstillingsprocessen. Selv en meget ringe mængde ville stjæle en stor del af udsalgsprisen på ca. 30 dollars. Min bedstemor sagde mange ting, bl.a. “Det er ikke alt, der glimrer, der er guld”. Man kan også se sådan på det, at der er to ting, visse mennesker roder sammen, rent sprogligt. Det ene er adjektivet “gul” og det andet er substantivet “guld”, som vist nok kan bruges adjektivisk, men for ikke at træde nogen over tæerne, plejer jeg at sige guldfarvet. Det guld, der sidder på moderne ure er tyndere end en gang maling ville være. Processen kaldes PVD = physical vapour deposition. Der er altså tale om et tyndt lag damp, der aflejres på uret. Dette lag kan i øvrigt have alle mulige farver, man er ikke begrænset til at lave guldfarve. Ved ældre ure kan der godt være tale om et meget tykkere lag guld, især på de russiske ure. Der i tresserne og 70erne benyttede de en helt anden teknik, eller faktisk to teknikker, rolled gold og gold filled. Disse to blev markedsført i Danmark under betegnelsen gulddublé.

Jeg har købt mit Sona fra nyt af, men det har et design, der ligner mine russiske vintageure en hel del. Det er i øvrigt imponerende, at man har kunnet lave et så billigt mekanisk ur der er så tyndt.

Når man sådan sidder og skriver blogindlæg på en gammel Windowstablet, fordi man er søvnløs, det er midt om natten og iPad skal have lov at blive tanket ordentligt op en gang i mellem, så går det jo op for en, at man ikke har adgang til sine tegninger, I ved, de der pinlige trolde, for de ligger på et par andre maskiner, og selv om jeg er vågen, gider jeg ikke fyre op under dem, og jeg gider slet ikke skanne. Jeg er ret sikker på, at det må være ulovligt at skanne midt om natten. Hvis det ikke er, så burde det være det. Men heldigvis uploadede jeg lige en enkelt trold ekstra til bloggen forleden dag. Hun kan så blive brugt i dette indlæg:
Bubblehead
Jo, altså når man blogger fra den tredjesværeste dingenot, så bliver det sikkert så fuldt af fejl og mangler, at jeg skal bruge tid i morgen på at rette fejl. Nå, det tager jeg med.

Og hvorfor kan jeg så ikke sove? Jo, jeg har oplevet synkebesvær ved fast føde i et stykke tid. Det kan være noget ufarligt, men med min historik kan man ikke fortænke mig i at være bange for, at det den skide kræft, der kan være kommet tilbage. Heldigvis har jeg to kontakter med systemet i de to kommende uger, så må vi se, hvad de kloge mener om sagen.

8 Comments »

  1. “synkebesvær ved fast føde i et stykke tid.” Afsted til læge med dig, og det kan kun gå for langsomt. Det er sikkert ikke noget, men det er ikke godt at gå og være bange.

    Jeg husker godt gulddublé-urene, og det med at det “ikke er alt der glimter, der er guld.” Jeg tror, min mor brugte det.

    Du er fantastisk til at tegne og male!

    Comment by Stegemüller — 3. december 2016 @ 11:24

  2. @Hanne: Jeg har en aftale i næste uge, og en i næste uge igen. Disse aftaler går i stedet for den kontrol, jeg skulle have haft på hospitalet, men som blev beskåret af sparehensyn, så jo, det vil blive adresseret.

    Tak for rosen. Fantastisk, det ved jeg ikke, men hvad jeg synes er fantastisk, er, at jeg er begyndt at finde glæden ved at tegne og male igen. Det har været noget, der betød meget før i tiden, og det er det på vej til at blive igen, tror jeg.

    Comment by Henny Stewart — 3. december 2016 @ 13:15

  3. Jeg er enig med Hanne, du skal ikke vente, men komme af sted nu. Det kan være meget andet end kræft, men du skal undersøges.

    Comment by Lene — 3. december 2016 @ 11:57

  4. @Lene: Det bliver jeg også. Jeg har aftaler hos lægen de to næste tirsdage. Jeg håber sådan, at det bare er fordi jeg har været ru i halsen. Det kunne det jo være.

    Comment by Henny Stewart — 3. december 2016 @ 13:30

  5. Jeg krydser alt, hvad der kan krydses for et negativt svar på din frygt. Og i dette tilfælde er negativt jo positivt.
    Jeg håber virkelig, at det bare er selvsving – du må ikke misforstå mig, men jeg kender det jo selv: Der skal ingenting til for at få frygten til at blusse op. Jeg har selv tvunget en ekstra ultralydsskanning igennem fordi jeg var sikker på, at der sad noget i halsen. Det gjorde der også, men det var ikke kræft. Da jeg spurgte, hvornår pokker vi dog holder op med at gå i selvsving, lød svaret, at det gør de færreste kræftpatienter nogensinde – det forfølger os resten af livet.
    Pøjpøj!

    Comment by Ellen — 3. december 2016 @ 16:02

  6. @Ellen: Jeg håber også, det bare er selvsving. Men det er det symptom, der satte gang i sagerne sidste gang. Jeg håber, det når at gå over, inden jeg skal til lægen, for så kan det forklares med noget andet.

    Comment by Henny Stewart — 3. december 2016 @ 17:30

  7. Puha håber det ikke er noget

    Fin lille trolde dame, har lagt mærke til alle 3 har knold

    Comment by Anette — 3. december 2016 @ 21:56

  8. @Anette: Jeg håber det samme. Har heldigvis ikke mærket noget i dag. Det er nok bare det, Ellen kalder selvsving. Man bliver meget tyndhudet og opmærksom på hver lille ting, når man har haft kræft. Men jeg vil nu have det tjekket uanset.

    Jeg tror, jeg har tendens til at tegne knold på damerne, fordi jeg tit selv har håret i knold. Derudover er der (næsten) ingen lighed.

    Comment by Henny Stewart — 3. december 2016 @ 21:59

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment