Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. december 2016

Hvad skal man vælge? III

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 3:55

141216

141216b

Dagens ur er et ganske billigt quartz ur, dvs. det går på batteri. Batteriet i et lille ur er naturligvis ikke stort, og derfor varer det heller ikke så længe. I dette skal det skiftes ca. hvert år. I større ure med større batterier kan batteriet vare i 3-4 år. Ja, der findes ure, hvor man reklamerer med, at batteriet kan vare i op til 10 år. Om det passer, ved jeg ikke. Min mands ur (han har kun ét, den stakkel) er et Seiko “solar”, det vil sige at batteriet oplades af sollyset, og det batteri har foreløbig varet over 10 år, men selv sådan nogle batterier har en afmålt levetid.

Jeg tager fire punkter med fra min liste over ting, man med fordel kan overveje før anskaffelsen af et ur. Efter min mening hører disse punkter mere sammen end de andre.

  1. All round eller del af en samling?
  2. Mekanisk eller quartz?
  3. Hvis mekanisk, optræk eller automatik?
  4. Hvis quartz, analogt eller digitalt?

Punkt et giver vel nærmest sig selv. Hvis man har flere ure, kan man også have nogle, der ikke er videre praktiske, som fx dagens ur. Den rem ville ikke holde sig lyserød ret længe på et arbejdende menneske, og uret selv er garanteret ikke tæt. Da jeg sidst skiftede batteri, opdagede jeg nemlig, at der ikke er nogen pakning i uret. Så det er et ur til specielle lejligheder. Hvis jeg skal lave noget som helst andet i dag end at sidde og surfe på nettet og se tv samtidig, eller sidde og læse, så må jeg skifte til noget mere praktisk. Hvis man har ét ur ad gangen, skal det selvfølgelig passe til det hele. Herrer, der arbejder et sted med en “dress code”, der siger jakkesæt og manchetskjorte, skal passe på med at vælge et ur, der er så tykt, at det kun vanskeligt går under manchetten. Mange dykkerure er meget tykke og ikke egnede til den dress code. Det er de så heller ikke, hvis “modepolitiet” skal have lov til at bestemme. Men nogle dykkerure er kun ca. 10 mm tykke og kan godt bruges under en skjorte.

Punkt to kan der komme lidt af en religionskrig ud af. Selv elsker jeg mekaniske ure, både dem der skal trækkes op ved at dreje kronen rundt i retning af 12 (har hørt om unge mennesker, der ikke var bekendt med den funktion), og de automatiske, dem der bliver trukket op ved hjælp af en rotor, der oversætter mine bevægelser til optrækning af uret. Af de sidste foretrækker jeg dog dem, der også kan trækkes op ved håndkraft. Jeg har et par stykker, der kun kan rystes i gang. Man hvirvler det rundt lige så blidt. Ikke noget med at ryste voldsomt, det kan skade uret. Sådan et ur skal rystes blidt i ca. 5 minutter for at være fuldt optrukket. Hvis man tager det på om morgenen før en aktiv dag, behøver man ikke sidde og ryste uret eller trække det op, hvis det er muligt, men hvis man tager det på, lige før man sætter sig bomstille, så skal der en optrækning af en eller anden art til. Jeg har hørt om et ungt menneske, der ville have handlen til at gå tilbage, fordi uret ikke virkede efter at have ligget i en skuffe i tre dage. Jeg har selv købt automatikure, hvor sælger skrev at uret var defekt (1 tilfælde), eller at uret trængte til et nyt batteri (1 tilfælde). I de to tilfælde var det til min fordel, at sælgerne var så uvidende. Jeg fik urene meget billigt, og de virker stadig fortrinligt. Men ellers må man jo ryste på hovedet og sige at den menneskelige uvidenhed er uendelig.

Jeg kan altså godt lide den interaktion, der er nødvendig med et mekanisk ur, og næsten alle mine vintage-ure er mekaniske. MEN, når det er sagt, så er jeg jo nødt til at indrømme, at selv et billigt quartz-ur, som det jeg har på i dag, sandsynligvis går mere nøjagtigt end et meget dyrere mekanisk ur. Quartz-ure kan jo også ligge i skuffen og være klar til brug på et splitsekund, hvilket mange fortravlede mennesker sikkert sætter pris på. Quartz-ure bare virker og virker, lige indtil den dag, hvor der ikke er mere saft i batteriet.

Selv om jeg ikke er udpræget fan af quartz-ure, så udgør de alligevel lidt under halvdelen af min samling. Det er der forskellige grunde til. Jeg kan godt lide Cartier, men det kan min indre finansminister ikke, så derfor har jeg fundet nogle ure, der i større eller mindre grad ligner Cartier-ure, og de har så tilfældigvis ikke været mekaniske. Jeg har altså ladet udseendet på uret bestemme i de tilfælde. Jeg har også nogle kronografer (ure med diverse stopursfunktioner), og de er alle quartz. Det er de, fordi mekaniske kronografer er meget dyre og komplicerede apparater, der kræver jævnlig servicering. Jeg er i øvrigt ligeglad med kronograffunktionerne. Jeg har udelukkende købt kronograferne, fordi jeg synes, de er pæne!

I ovenstående har jeg vist gjort rede for forskellen mellem håndoptrukne ure og automatikure. Jeg er vokset op med håndoptrukne ure, og derfor ville jeg ikke vide af dem i begyndelsen af min samlermani, men det har ændret sig. Det har noget at gøre med, at de vintage-ure fra 60’erne og 70’erne, som jeg er helt vild med, næsten alle er håndoptrukne. Men det er nu også lidt hyggeligt at trække sit ur op. Nogen har sagt, at det er lidt som at have en Tamagotchi. Jeg ved det ikke, men der var noget med, at Tamagotchi’er skulle mades og have ble på og synges godnatsang for osv. Så galt er det dog ikke at trække sit ur op en gang i døgnet.

Om quartz-ure skal være analoge (have almindelige visere) eller digitale (vise tal på en skærm) er en smagssag. Min smag siger, at jeg ikke synes om digitale ure. Jeg synes, de er grimme. Jeg har haft et par stykker, men de er røget ud, for jeg gad ikke gå med dem. Ekstreme sportsure som fx G-shock er digitale.

4 Comments »

  1. Jeg ville nu godt nok aldrig komme på den tanke at sammenligne et optrækkeligt ur med en Tamagotchi, men sådan har vi jo forskellige tankegange.
    Hurra for uvidenheden, hvis man kan få sig nogle ure billigt på den konto.
    Jeg kan godt lide ure med visere. Digitale er i øvrigt helt håbløse, når børn skal til at lære klokken. De får overhovedet ikke noget forhold til hvad tid er, hvis de ikke kan se visere bevæge sig, mens at have den forestilling inde i sit hoved, at en time er, når den lille viser har bevæget sig en hel omgang, er mere illustrativt.

    Comment by Ellen — 14. december 2016 @ 16:18

  2. @Ellen: Jeg havde heller ikke af mig selv fået den tanke, at det skulle være ligesom en Tamagotchi. Det er trods alt kun nødvendigt at trække et ur op en enkelt gang i døgnet.

    Jeg tror heller ikke, at digitale ure er vejen frem. Det faktum, at ikonet for ur på en iPhone faktisk er et ur med visere, er måske også en indikation. Det kan godt være, at børn lettere får en forståelse af tid, hvis man kan illustrere tidens gang med viserne.

    Comment by Henny Stewart — 14. december 2016 @ 16:31

  3. Nej jeg ar altså heller ikke til digitale ure. Jeg synes, de er direkte grimme. På et tidspunkt fik jeg via en eller annonce på nettet tilbud om et Apple Watch. Det var et godt tilbud (læs: billigt), men jeg takkede nej, fordi det var grimt. Og jeg faktisk enig med Ellen i, at man har/får en bedre tidsfornemmelse, når man kan se viserne bevæge sig.

    Der var nu noget særligt over dengang, hvor man skulle trække uret op hver morgen. Men sådan et ur har jeg ikke haft i mange år.

    Comment by Stegemüller — 14. december 2016 @ 19:59

  4. @Hanne: Et Apple Watch er jo en hel computer til at gå med på håndleddet! Men det er ikke det rigtige sted til en computer efter min mening.

    De er også voldsomt store. Selv det mindste Apple Watch er lige på grænsen til at være for stort til mig, og jeg har ellers ikke tynde håndled.

    Men mest af alt gider jeg ikke have endnu en ting, der skal lægges til opladning om natten. Og så ved jeg helt sikkert, at jeg ikke ville gå med det hver dag, for hvornår skulle jeg så gå med de rigtige ure? Og det ville garanteret skabe problemer i forhold til min telefon, hvis jeg skulle indstille det til kun at blive båret en gang imellem.

    Comment by Henny Stewart — 14. december 2016 @ 20:05

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment