Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. december 2016

Av, min tand!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:34

Egentlig havde jeg troet, at der fandtes en tandlægevagt, hvis man skulle gå hen og komme galt af sted med pløkkerne efter normal lukketid hos tandlægen. Det gør der ikke, i hvert fald ikke i Region Nordjylland.

I går mente jeg, at jeg måtte have fået et eller andet i klemme mellem to kindtænder. Jeg gik til angreb på problemet med tandstikker og tandtråd, og det forstørrede problemet, så jeg nu kunne både føle og se, at tanden var flækket.

Det føltes mildt sagt forfærdeligt, og jeg skyndte mig at ringe til tandlægen. Det var lidt efter fire, og de tog ikke længere telefonen. Jeg gik på nettet for at søge efter tandlægevagten og fandt ud af, at det er noget, der findes i weekenden, og så kun mellem 9-10. Jeg tog smertestillende medicin, duppede godt med eugenol og hev den del af tanden ud, der kun sad fast i nogle kødtrevler.

Så spurgte jeg FaceBook om råd, for jeg tænkte, at der muligvis var noget, jeg havde overset. Jeg fik det råd at kontakte skadestuen, og det er ganske rigtigt dem, der er bagvagt for tandlægerne, men det er nok mere, når der er opstået tandskade ved trafik- eller andre uheld. Jeg kom til at tale med en sympatisk læge, der sådan set mente, at skadestuen nok ikke ville have gjort andet, end det jeg allerede selv havde foretaget mig. Jeg tog den første sovepille i umindelige tider, mere smertestillende, stillede vækkeuret og gik så ellers på hovedet i seng.

Pronto kl. 8 sad jeg klar ved telefonen til tandlægen, idet jeg mente, at de i lighed med de praktiserende læger måtte have nogle akuttider at gøre godt med for betalende kunder. Jeg fik tilbud om en tid i morgen kl. 11. Det var jeg selvsagt ikke tilfreds med, og det gav jeg udtryk for. Gennemgående for mig er nok, at jeg ikke lider i stilhed! Jeg fik så tilbudt en tid i dag kl. 16.10, hvilket er bedre end i morgen kl. 11, men stadig ikke optimalt. Receptionisten tilbød, at jeg kunne få en tid før, hvis der kom en aflysning i dagens løb. Det tog jeg selvfølgelig mod. Mere smertestillende, tilbage i køjen.

Kort tid efter ringede telefonen, og jeg fik tilbudt en tid kl. 10.10. Yep! Den tog jeg.

En fjernet amalgamplombe og adskillige flader plasticfyldning samt små 2000 kr. senere var jeg hjemme igen. Med tandpine og besked om, at man godt kan lave en rodbehandling ved at bore et lille hul ned gennem den nye plombe og hælde de giftige sager ned der, hvis tandpinen fortsætter. Desuden kunne tandlægen se flere revner i tanden. Disse mener hun dog at have lappet så nogenlunde sammen, så det kan holde en tid.

Pløkkerne er nok kun bygget til at holde de der 30-35 år, man kunne regne med at leve før i tiden. Mine er i hvert fald ved at være for gamle nu, ingen tvivl om den sag.

Til de folk, der måske regnede med at skulle have en julegave af mig i år, må jeg sige, at jeg ikke havde fået dem købt, før denne tandballade, og nu sker det så ikke, for jeg har afleveret alle mine julegavepenge, og lidt til, hos tandlægen. Først i torsdags, da jeg var til planlagt undersøgelse og rensning, og så i dag.

Da vi sad i bilen, fortalte Gordon mig, at han også har brækket en tand, men at det ikke gør ondt. Om jeg synes, han skulle få det ordnet? Ja, tænk, det synes jeg faktisk! Sådan noget bliver kun værre, ved at man venter. Og i betragtning af, at vi nærmer os nogle helligdage, hvor folk med tandpine er henvist til at overdosere på julesnapsen, ved ded at der ikke er nogen nødtandlægeordning, ja så synes jeg egentlig kun, det kan gå for langsomt med at få den pløk ordnet. Så han skal af sted i morgen. Heldigt, at vi ikke er på kontanthjælp med loft!

Jeg fatter simpelthen ikke, at vi i dagens Danmark ikke har råd til at have en tandlægevagt. Man kan (endnu) få fikset en brækket arm, selv hvis uheldet er ude efter normal kontortid. En brækket tand? Bare ærgerligt, Pommes Frites! Velfærdssamfund, min bare!

Selv når jeg er indigneret, har jeg et ur på. Således også i dag. Der er tale om et Rodina, lavet i Kina. Rodina var egentlig et russisk mærke, men det er lige som Slava, слава, blevet overtaget af kineserne. Rodina-uret er et Bauhaus inspireret ur med automatikværk, det vil sige et mekanisk urværk med en rotor, der trækker uret op, når man bevæger sig. Det er et ur til ca. 120 dollars, altså et af de dyrere i min samling. Det har safirglas både for og bag, så man kan kigge på urværket uden at skulle åbne uret. Det er noget man ofte ser på kinesiske ure, også dem, der ikke har særligt pæne eller interessante værker. Ellers er uret en “homage” (hyldest, men i dette tilfælde temmelig nøje efterligning) til/af Glashüttes Nomos Tangente eller Tangomat. Stowa laver også et ur, der ligner meget. Både Nomos og Stowa-urene koster betydeligt mere end mit Rodina. Faktisk nok til adskillige knækkede tænder …
201216
Og fra den anden side:
2012b

11 Comments »

  1. Godt at du fik pløkken fikset, og at du fik en afbudstid. Hvorfor det skal koste det blege at gå til tandlægen, når det er gratis at få transplanteret en lever, tror jeg ikke, nogen kan svare fornuftigt på.

    Men det betyder, at der er rigtig god økonomi i at passe på bisserne, hvis man altså har råd.

    Comment by Eric — 20. december 2016 @ 15:23

  2. @Eric: Jeg fatter det heller ikke. Men det er vist frygteligt dyrt med de transplantationer, så det er måske noget af det næste, der bliver sparet væk …

    Vi bliver ved med at få ordnet bisser her i huset, så længe vi har råd til det. Men der var da nogle år i ens ungdom, hvor det blev valgt fra.

    Comment by Henny Stewart — 20. december 2016 @ 15:38

  3. Jeg troede også der var en tandlæge vagt…
    godt du fik tanden ordnet
    om jeg forstå hvorfor brækkede arme m.m. er gratis at få ordnet, men tænder. .. nej, selv psykiske udfordringer er primært selv betalt…. der noget helt galt.

    Comment by Anette — 20. december 2016 @ 15:47

  4. @Anette: Det er jo noget historisk betinget noget. Bare i min mors generation var det ikke ualmindeligt at få et sæt forlorne tænder i konfirmationsgave. Det er vel nærmest mig, der er gal på den, når jeg insisterer på at have mine egne tænder i munden.

    Det er bare den rene tortur at skulle vente mange timer, ja indtil flere dage på at få ordnet en flækket tand. Og når jeg så tænker på de sølle mennesker, der skal vente på en kommunal sagsbehandling, inden de kan få en nødvendig bevilling til tandbehandling, ja, så er det ikke til at holde ud.

    Comment by Henny Stewart — 20. december 2016 @ 17:09

  5. ja jeg ved godt det sådan historisk… men det betyder jo ikke det rigtigt.
    Desuden kan en del sygdomme opdages ved tandkontrol… og dermed behandles tidligere (både rede liv OG være billigere for samfundet)

    ja stakkels dem der skal søge…

    min bøjletandlæge glemte at tilføje mine visdomstænder til rette planen, resultat som 18/19 årig skulle jeg selv betale for operationen (mine forældre gjorde det så for jeg var jo på hjemmeboende SU) glad for jeg ikke var afhængig af kommunen.

    Comment by Anette — 20. december 2016 @ 19:50

  6. @Anette: Nej, du har ret i, at det ikke bliver mere rigtigt af, at det er historisk betinget.

    Jeg har mine visdomstænder endnu …

    Comment by Henny Stewart — 20. december 2016 @ 19:57

  7. thja mine var ved at vokse vandret ud til siden… så de skulle ud (hvilket de godt vidste fra røngten der var taget mens jeg var under 18)

    jeg har også mine visdomstænder… i et glas

    Comment by Anette — 20. december 2016 @ 23:11

  8. @Anette: Det ville sq have set kønt ud! Selv har jeg altid været noget bredflabet, så der er god plads derinde.

    Tidligere på året havde jeg et par huller i visdomstænderne, og tandlægen bad mig overveje, om jeg ville have dem fjernet. Jeg endte med at få dem lappet sammen endnu en gang. Jeg tror, det er bedre end at få dem gravet ud nu.

    Comment by Henny Stewart — 21. december 2016 @ 10:29

  9. Det er heler ikke sjovt at få dem gravet ud… jeg fik dem seriøst gravet ud, de var jo ikke fremme endnu.

    lille bitte mund her, knap plads til de andre tænder… eller måske er mine tænder store?!?
    ja vandrette tænder havde nok set sjovt ud og gjort ONDT i kinden.

    Comment by Anette — 21. december 2016 @ 19:39

  10. Uh ha mange penge! Det havde I aldrig klaret på kontanthjælp. Jeg har søgt kommunen om hjælp til min tandlægeregning. Alle bilag, budgetter, udskrifter fra BS, overslag fra tandlægen osv. var parat. Men allerede i deres bekræftelsesskrivelse fremgik det, at det ville tage tre måneder at behandle sagen. Jeg venter stadig…

    Du har helt ret i, at det er for ringe, at der ikke findes en tandlægevagt. Jeg mener da, at det har eksisteret tidligere?

    Comment by Stegemüller — 22. december 2016 @ 11:17

  11. @Hanne: Ja, det er frygteligt, at nogen kan blive nødt til at gå rundt med tandpine i over 3 måneder. Jeg har oplevet det med kursister. Det er ikke meget, man er i stand til at lære under de omstændigheder!

    Jeg håber ikke, dit er pinefuldt.

    Comment by Henny Stewart — 22. december 2016 @ 14:35

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment