Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. januar 2017

Tolerance

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:45

Begrebet som sådan er et af dem, jeg har det temmelig svært med. På den ene side, i betragtning af, hvor forskellige vi er, så er der der brug for en en hel del af skidtet, for at vi mennesker ikke skal sprænge hinanden og alt hvad vi har lavet i luften med det allerførste.

Tolerance går jo også på sådan noget som præcisionsarbejde. Tolerancen kan være mindre en en 1/10 mm, og dingenoten, hvad enten det nu er en skrue eller et tandhjul, kan ikke bruges.

Man kan også blive for tolerant. Det giver sig tit udslag i, at man tillader mennesker tæt på en at overskride, for ikke at overspringe det andet “r” i det ord, ens personlige grænser. Man gør det vel for at få fred, og nogle gange er det sandelige også bedre at få fred end at få ret. Især i ens personlige relationer gælder det, at man er nødt til at være tolerant, for ellers kommer dagene til at gå med, at man står med hver sit sæt grænsebomme, hamre og rødt/hvidt tape for at markere, hvor grænserne går. Det er vel ikke nogen måde at få tiden til at gå på, så hvis det ender med at blive en daglig foreteelse, er det nok godt, at det er blevet nemmere med skilsmisser og den slags. Bortset fra, når man har prokreeret sig sammen. Så skal der mere tolerance til efter skilsmissen end før, det skylder man de sagesløse unger, der ikke har bedt om at blive bragt til verden i sådan en konfiguration.

Nu tænker jeg ikke som sådan på at blive skilt, skønt jeg ved jo ikke, om ham den anden, der også bor på adressen kunne finde på at gøre det. Men vi har gennem hele vores ægteskab haft nogle ret beset temmelig ligegyldige ting, vi ikke kan blive enige om, og dermed heller ikke er i stand til at udvise nogen særlig tolerance for den andens adfærd/meninger om disse ting. Den ene ting er orden. Guderne skal vide, at jeg ikke er noget ordensmenneske. Jeg ville meget gerne være det, for jeg forestiller mig, at megen af min energi er begravet i de ting, jeg har for mange af/ikke kan finde/ ikke har plads til osv. Guderne skal også vide, at jeg ikke har rengøringsvanvid. Men før mit ægteskab ville jeg et par gange om året smide alt overflødigt ud fra skuffer og skabe og dermed gøre det meget nemmere at rense alle vandrette flader. Der var sikkert ikke tale om nogen perfekt rengøring, men dog ca 1000% bedre, end hvad jeg er i stand til at præstere nu. Når jeg smider mine egne ting til skrald, finder jeg dem gerne nogle dage senere ude i garagen. Denne har derfor fået forstoppelse i den grad, at den ikke kan bruges som værksted mere og da slet ikke til at parkere bil i. Dette medfører så igen, at diverse tømrerarbejde foregår inde i stuen. Med mit smukke, runde teaktræsbord som høvlbænk og mit nye skrive/malebord som supplerende høvlbænk. Disse møbler blev ikke bygget til disse formål. Når jeg så ovenikøbet forventes at “hjælpe”, desuagtet, at jeg er midt i noget andet, som jeg finder mindst lige så vigtigt som mandens projekt, ja, måske endda vigtigere, idet jeg var ved at regne på, om det kan betale sig for mig at gøre mig gældfri i mit hus, ja, jeg har gjort det til mit hus på det sidste. Eftersom det er mig, der har købt det og betalt hver en krone til såvel realkredit som til vand, varme, el, skat osv., ser jeg egentlig ingen grund til fortsat at dele ejerskabet. Det gjorde manden faktisk heller ikke, så det var da i det mindste en god ting, vi kunne blive enige om. Nå, men i dag tabte jeg min tolerance på gulvet og gik i egne kvarterer. Det var ikke så meget ridserne på mine møbler, men mere den stol, der absolut skulle tabes ned over min storetå, der slog hovedet på sømmet. Eller neglen.

OK. Man kan vel ikke være lige gode venner hele tiden, og det er sikkert ingen skade til at gå et stykke tid og passe hver sit, til man er blevet god igen.

Men tolerance er altså et tveægget sværd. Den tolerance, der forvandler en til en sjældent renset dørmåtte, den har jeg ikke noget at bruge til.

Nu var jeg egentlig nået til det dramaturgiske slutpunkt for indlægget, men jeg fik lige en association. I går så jeg noget tema-udsendelsesværk på dr2. Det handlede bl.a. om en ung kvinde, der mente, at hun var så inderligt ensom, bare fordi hun var single. Ja, og at hun var single, fordi hun var noget overvægtig. Det var hun unægtelig, selv om hun ikke havde svunget sig op på den figur, jeg havde i mine “velmagtsdage”. Jeg tænkte to ting: Det er ikke specielt svært, så vidt jeg har kunnet erfare, at finde mænd, der tænder på piger, der har både til gården og til gaden. Men den anden ting, jeg tænkte på, var, at hun forestillede sig, at alle hendes problemer i hele verden ville opløse sig til det rene ingenting, hvis hun bare fik fyr på. Det er ikke min erfaring. I perioder kan man være særdeles sårbar og ensom, selv om man er i et forhold. Der kan være problemer i forholdet, der er langt større, end dem jeg lige har løftet forhænget for i mit eget forhold. Den anden part bringer jo også noget med i bagagen, som ikke nødvendigvis er egentlige problemer, men bestemt noget, h/n har en vis ret til at få taget hensyn til om ikke ligefrem løst i parforholdet/ægteskabet, og det kan vise sig at være både umuligt at løse, umuligt at tale med andre om, og altså en ekstra byrde, oven i det der “og så levede de lykkeligt i al evighed-hejs”, som børneeventyrene og populærkulturen har belemret især os kvinder med.

Det salomoniske bud må være udstrakt tolerance, men aldrig så meget, at man udsletter sig selv i processen. Kan man ikke have respekt for sig selv, kan man vel næppe heller forvente, at andre skal have det.

Hvordan jeg nu skal få det oversat til min hjemlige logistik med selvrespekten i behold, og vel at mærke uden at sende skilsmissepapirerne, bliver min udfordring i det nærmeste par dage. Men det går formodentlig. Eller også går det ikke. Der er altså grænser for, hvad man skal byde mig.

Jeg er nemlig ikke i stand til at nyde livet ret meget i denne rodebutik, og det var jo mit eneste nytårsforsæt, at jeg vil nyde livet noget mere. Da man jo aldrig med sikkerhed ved, hvor meget af livet, der er tilbage, kun at det nødvendigvis må blive mindre, efterhånden som dagene går, bliver man nødt til at stå fast på nogle ting og lade ja-hatten forblive opmagasineret en tid endnu.