Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. januar 2017

Syg, rask eller midt i mellem?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:42

Nok har jeg været ude i at love mig selv (og andre) fortrinsvis at beskæftige mig med positive emner på denne blog, men jeg bruger den jo altså stadig til at undersøge ting for mig selv, lære om ting ved at skrive om dem, så derfor …

En stor fordel ved at være gået på efterløn er, at man ikke behøver bekymre sig om for mange sygedage i relation til arbejdsgiver, kolleger og, som det var i mit tilfælde, kursister. Men derfor kan man jo godt være træt af for mange sygedage, sådan generelt. Det føles jo ikke mere behageligt at være syg, end det hele tiden har gjort.

Jeg har stadig smerter som følge af min operation i 2012, flere når det er koldt, end når det ikke er. Iflg. de kloge skal jeg ikke regne med, at det bliver stort bedre, men man regner da lidt med det alligevel, gør man ikke? At opgive håbet om at det kan blive bedre er vist ikke noget, der blev fjernet operativt, heldigvis. Jeg får da også udleveret forskellige former for smertestillende, der kan klare det værste til de fleste tider. Men ikke det hele, altid, hvilket ville være, hvad jeg ville vælge, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er heller ikke uden omkostninger for resten af ens livsførelse at tage stærk smertestillende medicin, så det ville jeg da egentlig helst undgå, men det kan jeg ikke.

Dertil kommer, at smerterne – ulogisk nok – giver anledning til frygt for, om kræften er kommet tilbage. Ulogisk, fordi kræften som sådan ikke gav den slags smerter, som følgevirkningerne af operationen gør. Jeg kan selvfølgelig godt rende til min praktiserende læge og forlange skanninger og deslige, hver gang jeg oplever den frygt, men jeg er bange for, at hun ville blive alvorligt træt af mig, hvis jeg gjorde det. Det kunne jeg så vælge at være ligeglad med, men erfaringerne siger mig, at den “frikendelse”, jeg ville få ved at en skanning ikke viser noget, ikke varer ret længe, før frygten er tilbage. I det store hele gør cirkusset med henvisninger, ventetid, ventetid, ny konsultation osv. ikke ret meget godt og er dermed stort set ikke værd at bruge tid på.

10 Comments »

  1. Det gør mig ondt, at du stadig døjer med smerter, og frygt er det, der kan holde os vågen om natten. Men smerterne er et symptom på noget, og hvis du ikke er sikker på hvad, bør du vel få vished. Om ikke andet så for nattesøvnens skyld, og så F….. i hvad lægen tænker!

    Comment by Eric — 18. januar 2017 @ 18:29

  2. @Eric: Jeg har fået at vide, at de smerter er “neuropatiske”. En forklaring om, at nerver er skåret over og ikke er groet sammen på en hensigtsmæssig måde. Det vil i princippet sige, at smerterne vil fortsætte lige så længe, som jeg gør. Problemet ved at blive checket og få at vide, at alt ser ud som det skal er, at næste gang smerterne opstår, kører mine tanker på samme måde.

    Comment by Henny Stewart — 18. januar 2017 @ 18:43

  3. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i – jeg har også neuropatisk ondt, både i det bryst der ikke er der mere og under fødderne pga. kemoen. Det lyder fjollet, men jeg kan ikke tillade mig at kalde det smerter, og jeg behøver ikke smertestillende midler.
    Men det med frygten … og du har helt ret i, at det ikke hjælper at blive undersøgt, for den kommer hurtigt igen. Det jeg tror, vi i virkeligheden skal være opmærksomme på, er om der kommer en anden slags ondt eller smerter.

    Comment by Ellen — 18. januar 2017 @ 18:58

  4. @Ellen: Ja, jeg tror også, at nye eller anderledes smerter bør give anledning til en grundigere undersøgelse. Jeg var jo så heldig at slippe for kemo. Gud ved, hvad det ellers kunne være blevet til? Når du får ondt under fødderne, er det så fordi kemoen har ødelagt nogle nerver der, monstro?

    Comment by Henny Stewart — 18. januar 2017 @ 19:08

  5. Jeg levede i den naive tro, at nerver groede sammen, som de nu en gang skulle, altså at de fandt deres partner, og derefter klarede alt sig selv. Jeg kan nu se, at jeg tager fuldkommen fejl.

    Det må være svært at forlige sig med den type smerter, der lyder som om, de er meget nærværende og insisterende. Er der ikke noget der hedder “smerteklinikker”? Kunne du evt. bruge dem til noget?

    Comment by Stegemüller — 18. januar 2017 @ 20:05

  6. @Hanne: Nerverne er jo nok ikke lavet til at skulle skæres over, men jeg mistænker, at det også kan have noget med alder at gøre. Der findes ganske rigtigt smerteklinikker, sågar også i Region Nordjylland. Der er bare godt 2 års ventetid til dem, så jeg valgte det fra i sin tid. Jeg talte meget smertebehandling med min psykiater, hende har jeg så ikke adgang til mere. Min praktiserende læge udskriver den medicin, vi nu engang kan blive enige om, og jeg får læst og påskrevet om at tage så lidt som muligt. Som om nogen ville tage mere end højst nødvendigt af det skidt. Tjah, det er der vel nogen, der ville. Bare ikke mig.

    Comment by Henny Stewart — 18. januar 2017 @ 20:11

  7. Det er synd for dig, du skal døje med neuropatiske smerter, som ikke lige lader sig dæmpe – og slet ikke vil forsvinde. Frygt er også en svær størrelse at håndtere. Du har da rigeligt at forholde dig til. Jeg kan godt forstå, du håber. Gode ønsker til dig.

    Comment by betty — 18. januar 2017 @ 21:14

  8. @Betty: Tak skal du have. Du ved jo selv, hvordan sådan noget kan komme til at fylde i disse dage.

    Comment by Henny Stewart — 18. januar 2017 @ 21:16

  9. Ja, det er kemoen, der er årsagen til mine ’sovende’ fødder – og lidt hænder. Det er jo desværre ikke kun kræftceller, kemoterapi slår ihjel, men der var ikke rigtig noget alternativ …

    Comment by Ellen — 19. januar 2017 @ 9:58

  10. @Ellen: Ja, det er jo det. De er nødt til at køre det tunge skyts ud. I fremtiden håber jeg, der kommer mere specifikke behandlinger, som går ind og dræber kræftcellerne, og kun dem. Men der er vist et godt stykke vej endnu.

    Comment by Henny Stewart — 19. januar 2017 @ 11:25

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment