Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. marts 2017

Blogbrokker

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 14:56

Er der forskel på ny og gammel regn? Spørgsmålet er ikke helt aktuelt, eftersom der er hvidt derude. Shit osse! Jeg fik ikke lige brokket mig over det med regnvejret, og så begyndte det at sne. Nå, men det var altså en eller anden vejrguru, der fik sagt eller andet om, at regnvejret passerede hen over landet efterfulgt af regnbyger, og lige siden har jeg ikke kunnet sove om natten ved tanken om, hvordan man kender forskel, og forresten, hvordan ved man, om der er tale om regnvejr eller en byge, når man står midt i det? Jeg skal nok ikke opholde mig så meget mere ved det, for så kunne det gå hen og blive både langhåret og filosofisk, og det skal vi rænok ikke have noget af!

To biler i indkørslen

Det har vi heldigvis ikke mere. Suzukien, AKA “Det Blå Lyn”, stod af, her få dage før den skulle til syn. Gemalen mente, at det nok ikke kunne svare sig at få den lavet. Den er 16 år gammel, og vi har haft den i de seks, hvilket er mindst 2 år mere, end vi havde forventet, så den har egentlig gjort det godt. Gemalen gik på bilbasen og fandt en afløser, en Ford Ka, og over weekenden har vi så haft to biler, hvoraf den ene ikke kunne andet end at stå i vejen. Men heldigvis er den blevet afhentet af ophuggeren nu. Den – for os – nye bil er sort. Det er ikke så praktisk, har jeg konstateret. Vi var lige i staden et smut, og Ka’en er langt sværere at få øje på i en række sorte eller mørkegrå biler, der, selvom de er af forskellige mærker, ser utrolig ens ud. Men det findes der vel en løsning på. Jeg må lære nummerpladen udenad eller noget.

Fodaftryk på de sociale medier

P-hatJeg er ved at være grundigt træt af Facebook. Jeg er begyndt at få en del henvendelser fra folk, jeg ikke kender. Nogen vil sælge mig ragelse, andre vil andet. Fx har jeg haft en forespørgsel på at strikke pussyhat til mig ubekendte personer. Det vil jeg ikke. Jeg vil heller ikke svare på sådan nogle henvendelser. Endvidere er jeg meget træt af FaceBooks annoncering, for jeg har endnu til gode at møde en annonce i det regi for noget, jeg kunne have blot den mindste interesse i at investere i. Noget, jeg også er træt af, og som i den grad burde være under egen kontrol, er den mængde tid, jeg brugte på Fjæsbogen. Og, ikke mindst: Jeg har oplevet at blive totalt svinet til i et par debatter. På Facebook er der åbenbart individer, der kun lever og ånder for at “pille andre ned”, gå efter manden, kvinden i mit tilfælde, snarere end bolden. Desuden har jeg set nogle meget uheldige eksempler på, hvordan materiale, folk har lagt på de sociale medier er blevet misbrugt. Nu er jeg måske ikke lige den mest oplagte til at blive udsat for den slags misbrug, men alligevel. Jeg besluttede kort fortalt at rydde op i min FaceBook. Det gjorde jeg delvis med den Chrome extension, der hedder F___book Post Manager. Den er ikke 100% effektiv, men nu var det også godt 9 års aktivitet, der var tale om. Resten klarede jeg mere eller mindre manuelt inde fra FaceBooks egen aktivitetslog. Det tog et par dage, men så er der også ryddet op. Indlæg, likes og delinger er væk. Der var et par ting, der ikke kunne fjernes, men de er så skjult. Det ville sikkert have været nemmere at lukke kontoen, men så ville jeg også have mistet vennelisten, og den ville jeg sådan set godt beholde. I mangel af telefonnumre og mailadresser, kan man i en snæver vending godt bruge Messenger. Nu, hvor jeg så har fået ryddet op, har jeg besluttet, at jeg indtil videre ikke laver flere indlæg på FaceBook. Eller bruger så meget tid derinde. Så det!

Men bloggen så?

Tjah, hvis indlæg, kommentarer eller andre meningstilkendegivelser på sociale medier kan misbruges, så kan bloggen sandelig også. Men her har jeg ikke tænkt mig at rydde op. Hvis der er nogle saftige historier her, så er de nok så gamle, at de må være ved at være tørret ud. Derimod kommer jeg til at tage de fleste af mine andre domæner ned i løbet af det næste års tid. Jeg gider ikke opdatere dem mere, og forældede hjemmesider er ikke noget at samle på.

16 Comments »

  1. Hehe, jeg var meget tæt på at hoppe over på FB for at se, om du havde kvittet mig som ven, men du nåede at berolige mig inden 😉
    Hvem Ka’? Ford Ka’.
    Oj, hvor var den dårlig, men tillykke med det nye køretøj.

    Comment by Ellen — 7. marts 2017 @ 17:11

  2. @Ellen: Jeg mangler stadig at rydde op i vennelisten. Men du vil nu ikke blive ryddet af! Men af uransagelige grunde har jeg nu venner, som jeg ikke aner, hvor kommer fra. Og tak!

    Comment by Henny Stewart — 7. marts 2017 @ 17:19

  3. Hvad skete der lige der? Du må gerne slette den ene kommentar – jeg går ikke ud fra, at du behøver at få dem to gange for at forstå, hvad jeg mener? 😉

    Comment by Ellen — 7. marts 2017 @ 20:09

  4. @Ellen: 🙂

    Comment by Henny Stewart — 7. marts 2017 @ 20:19

  5. Ka man ikke få “wallstickrs” til siden af bilen så den kan findes…. grå og sorte biler er bare svære at finde.
    Ang fb (som jeg ikke er på) kender jeg til at ting delt i lukkede grupper er blevet delt ud af gruppen, med original afsender (en grund til jeg ikke er på for det vil jeg ikke risikere)
    Har du forøvrigt hørt nyheden med Google og retsag om privatoplysninger?

    Comment by Anette — 7. marts 2017 @ 22:52

  6. @Anette: Sådan nogle klistermærker ville manden aldrig gå med til at få, og jeg ville faktisk give ham ret.

    Du har helt ret i, at FaceBooks lukkede grupper ikke er specielt lukkede.

    Ja, Google har jo i mange år overtrådt den danske persondatalov, så det skal blive interessant at se, hvad der kommer ud af den sag.

    Comment by Henny Stewart — 8. marts 2017 @ 7:26

  7. Hehe.. ja hvem kender ikke det med at den nye bil er blevet væk på p-pladsen.. :-)Efter noget tid begynder den heldigvis at dukke op igen.

    Comment by Inge — 8. marts 2017 @ 7:58

  8. @Inge: Ja, jeg håber sandelig, den bliver nemmere at genkende efterhånden. Jeg har godt nok altid mit rejsekort på mig, så i teorien skulle jeg kunne tage bussen, hvis jeg ikke kan finde bilen. Men der er så forbandet få busser nu om dage.

    Comment by Henny Stewart — 8. marts 2017 @ 8:13

  9. Skulle nok være en meget flot og speciel stikker før jeg ville bruge den…
    Jep det med Google bliver spænende… syntes nu f.eks. fb er være end Google på det område… men jeg ved ikke meget om det.

    Comment by Anette — 9. marts 2017 @ 1:06

  10. @Anette: Ja, FaceBook er nok værre, i og med at lukkede grupper ikke er lukkede. Ikke at det er aktuelt for mig, men der har også været nogle trælse sager med, at sagsbehandlere har siddet og snaget i borgernes FB, og når de har konstateret, at vedkommende var i stand til at bage julesmåkager, skulle hun flere timer i aktivering. Og FB har også taget ejerskab til de billeder, brugerne lægger op. Nu har jeg slettet alle mine på nær 4 stykker.

    Comment by Henny Stewart — 9. marts 2017 @ 12:09

  11. Jeg bruger også meget tid på Facebook, men jeg synes faktisk, at det er et godt medie.

    Jeg har lige været rodet ind i en regulær “shitstorm”, som involverede både kommunen og FKN. Det var lærerigt! Jeg har så sandelig lært noget om FB, og hvad man skal passe på med.

    Comment by Stegemüller — 9. marts 2017 @ 15:56

  12. @Hanne: Jeg har tidligere været glad for FB, og den har bestemt sine gode sider. Men man skal ikke skrive noget derinde, som man ikke ønsker gentaget af hvem som helst i en hvilken som helst sammenhæng.

    Comment by Henny Stewart — 9. marts 2017 @ 21:19

  13. Ideen med fb er god, men der bare noget skidt med billeder, lukkede grupper, GPS tackling, og kommunernes misbrug af det (har også hørt småkagesagerne)
    En blog kan i teorien også misbruges til nogle af disse ting, derfor jeg ikke poster f.eks. billeder af mig selv (eller andre uden deres tilladelse) og er glad for den er aftalt som en del af min genoptræning (inklusiv at bage m.m.) den ER min aktivering, så burde ikke give udfordringer ved revuderi ger.
    Jeg føler ihvertfald mere kontrol ved en blog en ved fb

    Comment by Anette — 10. marts 2017 @ 10:35

  14. @Anette: Det er vigtigt at have taget myndighederne i ed, også når man blogger. Jeg er jo på efterløn, og sidste år fik jeg problemer med a-kassen, dels fordi jeg havde fået et beløb fra Copydan, dels fordi de havde fundet en af mine andre blogge og påstod, at jeg tilbød min arbejdskraft via den. Det har jeg aldrig gjort, og det var da også det resultat, de kom frem til.

    Men de skal passe på med at stoppe folk i at blogge. Der er trods alt noget, der hedder ytringsfrihed. Og bare fordi man er på den ene eller den anden ydelse, står der altså ikke skrevet, at man kun må sidde i et hjørne og trille tommelfingre. Men der er nu altså også lang vej derfra og så til at arbejde.

    Comment by Henny Stewart — 10. marts 2017 @ 15:23

  15. Jeg bruger Facebook til at bevare kontakten med oldgamle bekendte, som jeg ikke ser fysisk, og så synes jeg det er rart hurtigt på Facebook at kunne videreformidle en artikel eller et blogindlæg med et rammende og relevant indhold.
    Også i øvrigt god weekend. Godt at du stadig blogger.

    Comment by Anna Marie — 25. marts 2017 @ 15:04

  16. @Anna Marie: Sådan brugte jeg også FaceBook, og så alligevel ikke. Hvis man kun bruger det sådan, vil man nok ikke rode sig ud i noget snavs. Jeg har ikke lukket min konto, så det kan da godt være, jeg begynder at bruge den igen, men så vil jeg nok rydde op i den hver uge.

    Comment by Henny Stewart — 25. marts 2017 @ 16:00

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment