Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. maj 2017

Knæk, bræk, fix, væk

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:47

I forrige uge var det kommet så vidt med mit manglende styr på smertesituationen, at jeg måtte krybe til korset, dvs. gå til lægen. Lægen var sådan set villig til at indlægge mig på stedet, men vi besluttede lige at prøve nogle ting af og se tiden lidt an først.

Uafhængigt af dette brækkede jeg en kindtand i fredags. Den fik jeg så lavet med stift, fire flader og jeg skal komme efter dig i mandags. Hele tirsdagen havde jeg afsindigt ondt i den, og bestilte tid til serviceeftersyn onsdag morgen. Valget stod mellem en rodbehandling og en udtrækning. Jeg valgte rodbehandlingen, for jeg er ikke helt parat til at blive afskrevet endnu. I morges skulle jeg så til kontrol igen, og kunne fortælle, at jeg stadig havde tandpine, selv om mit andet smertestillende da tog den værste kant, men heller ikke mere. Så mente tandlægen, at den skulle vippes ud, for når nerven er taget af med livet, og der ikke er betændelse, så er det fordi tanden er revnet hele vejen ned, når der stadig er smerter. Jeg kneb en tåre. Men nu får jeg da i hvert fald ikke ondt i den tand mere.

Så kunne man jo håbe, at smertesituationen stabiliserer sig hen over weekenden, så jeg kan finde ud af, om jeg skal lade mig indlægge i næste uge eller hvad. Det ville være meget forvirrende, hvis man havde vanvittigt ondt både her og der, så jeg håber at pløkkerne makker ret, så jeg selv kan forstå, hvad der gør ondt og hvor meget.

Jeg fik en pæn rabat på tandlægeregningen, selv om de jo bevisligt havde lagt både tid, kræfter og sager i det.

Hvis man synes, jeg er lidt fraværende på de sociale medier, så skyldes det sandsynligvis ovenstående.

Det at blive gammel og syg er ikke for nybegyndere.

14 Comments »

  1. Er det maven, den er gal med? Udover tandsmerterne, forstås …
    Det gør mig ondt for dig – smerter er skrækkeligt uhåndterbare, og man kan ikke koncentrere sig om ret meget andet end smerterne – de er tilbøjelige til at fylde hele ens verden.
    Jeg håber det bedste for dig, og at man er i stand til at hjælpe dig meget snart.

    Comment by Ellen — 11. maj 2017 @ 11:36

  2. @Ellen: Ja, det er maven. Præcis det samme sted, som jeg har haft ondt det meste af tiden siden operationen, men det har bare været meget værre.

    Comment by Henny Stewart — 11. maj 2017 @ 11:45

  3. Suk! Rigtig god bedring, subsidiært lindring.

    Comment by Eric — 11. maj 2017 @ 14:48

  4. @Eric: Tak skal du have. Det kan ikke ske for tidligt efter min mening.

    Comment by Henny Stewart — 11. maj 2017 @ 15:54

  5. Åh nej! Sidste år fik jeg fjernet en tand af Omtrent samme grund. Jeg slap for rodbehandlingen, fordi tanden var rodbehandlet mange år tidligere – og derfor svækket, ak ja!

    Tanden er selvfølgelig en ubetydelig detalje i sammenligning med det andet. Jeg ville lade mig indlægge, fordi jeg mener, at det giver de bedste muligheder for at komme til bunds i sagen. Der er ingen grund til at trække pinen ud, hvis der kan gøres noget – men mit heltindegen er også underudviklet, når det gælder smerter. Kan der ikke gøres andet end eventuelt at justere smertebehandlingen, bliver dét da i det mindste opklaret. Held og lykke!

    Comment by Rasmine — 12. maj 2017 @ 11:24

  6. @Rasmine: Ja, man skulle tro, at tanden var en mindre ting i forhold det andet, men “sjovt” nok er smerter ikke særlig påvirkelige af den slags. Tre gange halvanden time hos tandlægen på fire dage har virkelig gjort mere ondt end maven.

    Ja, du har ret, hvis man i det mindste kan regulere det smertestillende, så man fik nogle flere timer med relativ ro på, så ville det være godt. Mon ikke det skulle kunne lade sig gøre?

    Comment by Henny Stewart — 12. maj 2017 @ 11:59

  7. Du har været savnet her. Men det her er jo en dobbelt forklaring på fraværet. Jeg ønsker dig også god bedring og forhåbentlig uden du bliver nødt til en tur på hospitalet.

    Comment by Anni — 12. maj 2017 @ 11:36

  8. @Anni: Tak skal du have. Jeg har lagt mærke til, at smerterne gør mig selvoptaget til en grad, så det virkelig går ud over både min evne og min lyst til at kommunikere. Så der er virkelig plads til forbedring.

    Comment by Henny Stewart — 12. maj 2017 @ 12:00

  9. Hvor er det godt at høre fra dig igen Henny! Du har været savnet.

    Hvis du må på hospitalet, så må du afsted. Du skal ikke gå alene med smerter, der evt. kan føres noget ved. Afsted med dig…

    Comment by Stegemüller — 12. maj 2017 @ 17:04

  10. @Hanne: Ja, en eller anden afklaring må der til. Hvis det er en indlæggelse, der skal til, så må det være det. Selvom jeg ikke er ret meget for sygehuse.

    Comment by Henny Stewart — 12. maj 2017 @ 17:42

  11. Det lyder som en barsk situation, du befinder dig i. Jeg ønsker dig smertelindring og god bedring. Hurtigst muligt.

    Comment by betty — 13. maj 2017 @ 20:03

  12. @Betty: Tak skal du have. Det gør jeg sørme osse!

    Comment by Henny Stewart — 13. maj 2017 @ 21:05

  13. Rigtig god bedring. Til trøst – jeg ved af erfaring, at man kan rigtigt fint uden en af kindtænderne.

    Comment by Anna Marie — 16. maj 2017 @ 20:27

  14. @Anne Maria: Nu er det snart en uge siden, jeg fik bæstet hevet ud, og selve gummen er ved at lukke sammen. Det er lidt ømt. MEN jeg har skrækkelig ondt i kæbebenet, altså der, hvor tandens rødder sad. Det måtte gerne snart holde op efter min mening.

    Comment by Henny Stewart — 16. maj 2017 @ 20:31

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment