Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. marts 2018

Vi skal til at sortere …

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:18

Vores affald her i Hjørring kommune. Begrundelsen, vi har fået, er, at mange af de ting, husholdningerne kasserer, skal og kan genbruges på forskellig vis, og det kan man da ikke være andet end fuldstændig enig i.

Vi vil, istedet for stativ med papirsæk, få tildelt to plastikcontainere med hver to rum. De fire kategorier er, så vidt jeg lige husker:

  • Madrester
  • Papir, småt pap
  • Plastik og metal
  • Restaffald

Nu plejer vi faktisk selv at køre papir, pap, større plastik- og metalting til genbrugspladsen. Når jeg ser størrelsen på de containere, vi får, kan jeg godt komme til at tænke, at vi må fortsætte med det, for de ser ikke ret store ud.

Nu får vi vores affaldssæk afhentet en gang om ugen. I fremtiden vil den container, der bl.a indeholder madrester, blive tømt to gange pr. måned. Den anden bliver kun tømt 1 gang om måneden. Man har forudset, at der kan komme problemer med det organiske affald, og derfor kan man få en gratis skraldespandsparfume, som skulle holde fluerne væk … Her stopper de “gratis” gaver ikke, vi vil også få udleveret poser til madaffald. Alt andet affald, må ikke komme i poser. Det er borgerne selv, der skal sørge for rengøring af containerne. Søreme godt, at vi er raske, unge og rørige begge to. Ironi kan have forekommet …

Kommunen har oprettet en hjemmeside med detaljerede, illustrerede anvisninger på, hvordan man skal sortere. Her kan jeg se, hvor jeg skal anbringe de fyldte støvsugerposer, men jeg har glemt det igen, for – NEWSFLASH – i over 20 år har vi brugt poseløse støvsugere. Støvsugerposer er en udgift og en miljøbelastning, som man lige så godt kan undgå. Jeg kan ikke lige se, hvilken container, man skal tømme støvsugeren i, men skidt, vi kan da også bare holde op med at støvsuge helt og holdent. Guderne skal vide, at det ikke er for tit, vi støjforurener matriklen på den måde i forvejen.

Affald

Nå, men det hele starter ikke før til oktober, og det er jo slet ikke sikkert, man er her til den tid, så der er jo nok ingen grund til at bekymre sig.

Jeg håber så bare, at man, når sorteringen er indført, ikke bare blander hele l*rtet i en pærevælling på forbrændingen alligevel, sådan som man har kunnet læse, at det er sket i nogle andre kommuner.

Alt i alt kan jeg ikke komme væk fra det indtryk, at hele øvelsen er en spareøvelse og ikke en miljøbeskyttelsesøvelse. Man vil spare på skraldemændene og personalet på forbrændingsanstalten, tror jeg.

11 Comments »

  1. Jeg tror, at du har ret 🙂
    Vi har haft sammen afhentningssystem i et par år, og jeg har et godt råd, køb klare plastiksække til containeren til det organiske affald – især om sommeren kan det godt blive en speciel oplevelse – jeg har så et råd mere 😉 jeg putter altid mit affald i en pose med snøre, så jeg kan lukke den, inden jeg dumper den i containeren, det minimerer også lugten – de store sække kan du købe i Bilka.

    Comment by Helle — 15. marts 2018 @ 13:11

  2. @Helle: Vi vil få udleveret de poser, vi skal bruge til madaffald. Vi skal fortsat selv købe poser til restaffald. De andre typer affald må ikke komme i poser.

    Vi bruger i forvejen snøreposer til skrald, jeg håber bare, at dem, vi får udleveret, og skal bruge til madrester også har en snørelukning. Ellers kan det sandelig blive til en krydret oplevelse.

    PS: Din kommentar skulle lige godkendes. Forhåbentlig stryger du lige igennem, hvis du skulle finde på at kommentere igen!

    Comment by Henny Stewart — 15. marts 2018 @ 13:19

  3. Vi har haft en næsten identisk ordning i et stykke tid, og jeg synes egentlig, at det fungerer udmærket. Selvfølgelig er der noget spareøvelse over det, men hvis man kan rationalisere på fornuftig vis, er jeg ikke per automatisk maskinstormer. Ergonomisk er det også bedre for personalet blot at stille containeren til rette i stedet for at mosle med sække. Sækkene, der blev sat ud til skel, blev her i kvarteret ofte ødelagt af måger, som spredte affaldet over fortov og vej – et værre svineri.

    Comment by Eric — 15. marts 2018 @ 15:29

  4. @Eric: Jeg håber virkelig, at der er gode ting ved systemet, for jeg kan se, at det bliver bøvlet for os. Vi har kun et minimalt køkken, og jeg har svært ved at overskue, hvordan vi får plads til 4 skraldespande derude. Men der må vel findes en løsning på det også.

    Jeg er under ingen omstændigheder glad for, at vi kun vil få hentet madaffald hver fjortende dag.

    Hvis det er bedre for skraldemændene, er det jo godt.

    Comment by Henny Stewart — 15. marts 2018 @ 16:58

  5. Vi sorterer kun i pap/papir i én container og så alt det andet i en anden. OG får kun hentet ‘alt det andet’ hver 14. dag. Det har ikke været et problem med lugten, heller ikke om sommeren, når bare vi lukker poserne.

    Comment by Ellen — 15. marts 2018 @ 17:42

  6. @Ellen: Jeg håber, at vi heller ikke får problemer med lugt her. Husene ligger tæt her!

    Jeg håber meget, at de poser, man bliver tvunget til at bruge, kan lukkes.

    Comment by Henny Stewart — 15. marts 2018 @ 18:41

  7. Vi får overhovedet ikke udleveret noget som helst – altså udover containerne 😉 de har ikke protesteret mod plastiksækken, jeg har sat inden i containeren (den til husholdningsaffald), så jeg regner med, at det er ok. Plastik, metal, pap og papir putter jeg selvfølgelig ikke i poser, men det rådner jo heller ikke.

    Comment by Helle — 16. marts 2018 @ 7:18

  8. @Helle: Hjørring Kommune har åbenbart udviklet sit eget system. De har haft en forsøgsordning kørende ude i Vrå et stykke tid. Man håber, de ved hvad de gør.

    Comment by Henny Stewart — 16. marts 2018 @ 9:14

  9. Jeg deltog i et forsøg Aarstiderne kørte over en tre-ugers periode. Man skulle veje og måle en hel masse, blandt andet det organiske affald. Det var noget af en øjenåbner for mig med alt det organiske affald. Det kunne sørme bruges bedre end at stoppe det usorteret lige direkte ud i skakten.

    Vi har fået en eller anden form for affaldssortering i fire forskellige containere. Problemet er bare, at containerne slet ikke er dimensioneret i antal/størrelse til, hvor mange vi bor her. Det betyder, at de altid er overfyldte, og når der ikke kan være mere, stiller folk det nede på jorden foran containeren… og pludselig er det så en fordel, at vi ikke har containere til madaffaldet.

    Comment by Stegemüller — 16. marts 2018 @ 11:01

  10. @Hanne: Jeg kan godt huske, hvordan det var med containeren, den gang, jeg boede i lejlighed! Det var bestemt ikke altid rart. Somme tider måtte man lade en skraldepose eller to overnatte i køkkenet, afventende at containeren blev tømt.

    Jeg tænker, at jeg vil tage udfordringen op og prøve at gå efter varer med mindre emballage. Desværre har vi ikke nogen butikker her, hvor man kan købe varer i løs vægt. Det er ellers en smaddergod idé, synes jeg.

    Comment by Henny Stewart — 16. marts 2018 @ 11:05

  11. Vi har sortering med de samme spande, dog uden plastik i metal spanden

    Spanden med papir og metal (2 rum) tømmes meget sjældent.
    bruger poser med snore luk til husholdning og grønt affald, men køber dem selv…. lugten af spanden er ikke slem, men sidste sommer var heler ikke varm.

    Vi kan mede os til sms service ang hvornår der tømmes, det hjælper.

    Held og lykke med projektet.

    Comment by Anette — 22. marts 2018 @ 2:30

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment