Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. maj 2018

Et tidens tegn?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:42

Somme tider falder jeg i og ser Jakob Illeborgs jagt på diverse småkriminelle bondefangere i programmet “Kontant”. Således også i aftes.

Det handlede om en “Hollywood agent”, der kaldte sig “Celebrity Broker”. Dvs. man kunne hos ham “bestille” visse mere eller mindre afdankede Hollywoodstjerner til at deltage i forskellige events. Dette skulle så angiveligt interessere pressen tilstrækkeligt til at de møder op og dækker begivenheden og dermed giver stedet eller begivenheden selv noget reklame, som man håber at kunne veksle til ussel mammon.

Det uheldige var så, at kendte og ukendte danskere åbenbart ikke er tilstrækkeligt interesseret i at møde fx Tori Spelling til at efterkomme invitationerne, og at pressen heller ikke møder op. Tori Spelling og hendes slags har åbenbart ikke den store interesse her, og hvorfor skulle hun også have det.

Der var et eksempel på, at Tori Spelling og hele hendes familie var kommet ind i en luksusbutik og havde fået ting til hele familien uden at betale. Hun og hendes agent troede åbenbart, at hun skulle modtage betaling for at modtage gaver for mange tusinde kroner. Synd, at det ikke lader til at være muligt at retsforfølge både klienten og “agenten”, da begge er ude efter penge for ingenting, hvilket kunne være et andet navn for tyveri.

Illeborg gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at få “agenten” til at stille op til et interview, men det lykkedes kun over telefonen. “Agenten” lovede guld og grønne skove mht. at betale alle de penge, han har lånt af forskellige mennesker, tilbage med det første, og tilføjede, ikke uden en vis bitterhed, at han aldrig havde tjent noget på at få “celebrities” til Danmark, og at danskerne er primitive og overhovedet ikke forstår, hvordan det foregår i Hollywood.

Så var det lige, jeg tænkte, at det måske er godt at være lidt primitiv. Det er godt, at man har en forventning om, at folk betaler for deres varer, uanset hvem de er. Det er godt, at kun meget overfladiske mennesker vil løse billet for at kunne blive set sammen med Tori Spelling eller en af de andre nu 45-årige teenagere. Det er godt, at vi ikke umiddelbart køber den med, at man skal kunne leve af bare at være berømt. Sådan har de det åbenbart ikke over i Trumpistan, men dem om det.

Personligt skal jeg græde tørre tårer, hvis Tori Spelling, Carmen Electra, Spice girls og alle de andre has-beens bliver, hvor de er.